13-årige Honey har lige skiftet skole. Da hun skal præsentere sig selv, fortæller hun, at hendes mor arbejder på et advokatkontor og ejer en restaurant, mens faderen bor ude i skoven.
Det er dog – mildt sagt – en sandhed med modifikationer. Moderen gør rent på et advokatkontor og arbejder i en pølsevogn for at få økonomien til at løbe rundt. Så hun er stort set aldrig hjemme. Og Honeys far er arbejdsløs, bor i et kolonihavehus og dyrker hamp.
Så Honey er i den grad spændt for. Hun skal både være ”minivoksen” og sørge for alting hjemme hos moderen – inklusive at tage sig af sin storesøster Mikala, der har Downs Syndrom. Og hun skal være ”bonkammerat” med faderen og redde hans lager af hamp, da politiet banker på. Derfor er der ikke meget tid til Honeys egne drømme om at spille musik.
Sådan er udgangspunktet i Natasha Arthys charmerende børnefilm ”Honey”, der samtidig er en kærkommen tilbagevenden til den børnefilmsgenre, hvor hun flere gange har vist sig som Danmarks måske bedste børnefilmsinstruktør.
Det så man allerede helt tilbage i 2007 med filmen ”Fighter” og igen med ”Comeback” (2015). Og hun understregede det endnu engang med julekalenderserien ”Julefeber” (2020).
Honeys hamsterhjul begynder at åbne sig, da hun opdager, at hendes morfar Marcel, hvis ukulele hun har arvet, stadig lever. Han bor på plejehjem og er alvorligt syg af kræft – i røven selvfølgelig, som han bramfrit vrisser, da Holly opsøger ham.
Først vil Marcel ikke kendes ved sit barnebarn, men langsomt tør han op og giver Honey det skub, som hun har brug for til at fokusere på sine egne drømme i stedet for andres behov.
Natasha Arthys fornemmelse for børneuniverset fornægter sig heller ikke denne gang. ”Honey” er en nøje afbalanceret blanding af socialrealisme og Krummerne. Selv om det er hårdt, bliver det aldrig trøstesløst.
At det ikke gør det, skyldes i høj grad Honeys vidunderlige hovedrolleindehaver. Den blot 14-årige Selma Sol í Dali Pappe, der også var med i ”Julefeber”, er et fund til rollen. Et af den slags ansigter, man ikke bliver træt af at se på, og som med sin energi, sin perfekte komiske timing og sit tilstedevær ejer hver scene, som hun er med i. Hendes ansigt skifter ubesværet mellem glæde, sorg og frustration, og som publikum tror man på hende og har hjertet med hende fra første øjeblik til den rørende slutning.
På samme måde er Jesper Christensen et fund som Honeys kræftsyge morfar Marcel. Rollen som vrissen mand kan han spille i søvne, men her forener han det vrantne med en dyb, menneskelig følsomhed og en stædighed, der matcher Honeys egen. I en nøglescene kører hun ham ud i en nærliggende kålmark i en kørestol og lader han sidde fast der, indtil han indvilger i at gå med på hendes plan.
Omkring de to gør Lena Maria Christensen og Simon Bennebjerg god fyldest som Honeys forældre, der heldigvis undgår at gå i fjolle-fælden. Mens Sidsel Boel Kruse er meget troværdig, som Honeys evigt filmende storesøster Mikala.
Som sagt er filmen hele tiden på sine personers side og Honey lærer at stå ved sig selv frem for at bygge sit liv op om sine hvide løgne. Ikke nogen dårlig morale i vores selviscenesættende SoMe-tidsalder.
Sammen med den charmerende ”Børnene fra Sølvgade” giver ”Honey” håb m, at vi stadig kan lave underholdende og vedkommende børnefilm her i landet, og at Danmark måske er på vej ind i en ny børnefilmsguldalder.Honey – 96 minutter – Danmark – Instruktør: Natasha Arthy – Medvirkende: Selma Sol í Dali Pappe, Jesper Christensen, Lena Maria Christensen, Simon Bennebjerg, Sidsel Boel Kruse m.fl.
