
Det var i 2020, at satirekollektivet Gigis bragede ind på biograflærredet med Blokhavn. Med en enkel animationsstil og et overskud af grovkornede vittigheder placerede filmen sig fermt mellem Terkel i knibe og Southpark.
Dengang skulle de seks venner – eller shababs – Ali, Abdi, Ahmed, Hassan, Davito og Musti redde deres dysfunktionelle skole fra lukning. I efterfølgeren Shabholm (2023) blev Bornholm købt af en arabisk milliardær og gjort til ferieparadis for indvandrere. Men skumle politikere ville gøre øen til deres permanente opholdssted, og så måtte de seks shababs endnu engang redde dagen.
Nu runder Gigis deres samfundssatiriske triologi af med filmen Brohr. I mellemtiden er Gigis fem medlemmer blevet reduceret til to – Adrian Hosseinpour og Malthe Emil Kibsgaard. Dog med hjælp til manuskriptet fra eks-Gigis’ten Troels Unneland.
I den nye film er de seks shababs blevet voksne. Ali bor således sammen med kæresten Yasmin i Blokhavn og skal have barn med hende.
Desværre udvikler rigmanden Jasper Puck og videnskabsmanden Niels Brohr en AI-robot, der kan overtage alt manuelt arbejde. Så Ali mister sit job, lige da han skal til at være far og familieforsørger. Det samme gør mange andre.
Samtidig køber Jasper Puck hele Blokhavn-kvarteret for at renovere det til nye – og meget dyrere lejligheder. Ali og Yasmin ryger til genhusning på Forfalster. Så Ali må nu samle vennerne en sidste gang og redde Blokhavn fra gentrificering. Og samtidig redde hele den danske arbejder- og middelklasse fra kunstig intelligens.
Ingenting er imidlertid sort/hvidt. Undervejs bliver de seks shababs venner med en af robotterne Brohr. Og Yasmina finder ud af, at robotterne opfører sig pænt og venligt, hvis man behandler dem ordentligt.
Der er kort sagt dømt klassekamp og kulturkamp over hele linien. Det er tydeligt at Adrian Hosseinpour og Malthe Emil Kibsgaard stadig er sultne og fyldt med ideer og vrede. Brohr er en lige venstre både mod diskrimination og big tech. Det er således ikke robotterne der er onde, men deres milliardær-bagmand.
På mange måder er Brohr også den bedste af de tre film. Modsat de to andre er den støttet af Filminstituttets markedsordning, og det øgede budget kan mærkes. Det animerede udtryk er blevet lækrere og langt mere detaljeret. På samme måde er der blevet en del flere af de satiriske ordspil, der fylder i baggrunden.
Selv husker jeg bedst, at der et sted står, at ”Bubber er med i Epstein-filerne”. Absurd på sin egen måde og måske slet ikke noget, man burde gøre grin med, men alligevel sjovt.
Filmen vender også vores egne fordomme om indvandrere. Da Yasmina på et tidspunkt siger til Ali, at hun tror, de får en pige, udbryder han spontant. ”En pige, så må du få abort….”, for så sekunder efter at fortsætte ”….sådan ville nogen måske have sagt før, men jeg elsker tanken om en datter lige så smuk som dig.”
Det er også en nydelse at høre Mads Mikkelsens stemme folde sig ud som den skruppelsløse Jasper Buch. Som i virkeligheden hellere ville være skraldemand. Eller høre Sophie Linde som Danmarks statsminister Sofia Linda, der har forbudt mænd på Christiansborg. Og som har afviklet Danmarks militær for at stedet at løse konflikter med dialog.
Sådan bliver der fermt og veloplagt gjort grin med mangt og meget i Brohr, som minder os om, hvad der er vigtigt: Sammenhold, menneskelighed og at tale pænt til hinanden.
TITEL: Brohr
VARIGHED: 84 minutter
LAND: Danmark
INSTRUKTØR: Adrian Hosseinpour og Malthe Emil Kibsgaard
MEDVIRKENDE (STEMMER): Adrian Hosseinpour, Malthe Emil Kibsgaard, Mads Mikkelsen, Sofie Linde, Rasmus Bjerg, Branco m.fl.

