Filmanmeldelse: While We’re Young – Ben Stiller på hipstertrip

While We're Young

4 popcorn

Det med at blive gammel er en mærkelig ting. Vi ved, at vi ældes hver eneste dag, uge og år, og alligevel sniger det sig ind på os. Pludselig en dag er vi de ældste i lokalet og dem med det mest umoderne sprog, mere og mere ude af trit med den verden, vi blev født ind i, mens det går op for os, at tiden er ved at løbe ud.Samtidig lever vi i en tid, hvor folk nægter at give slip på ungdommen. 30’erne er blevet de nye 20’ere og 40’erne ligeså.

Det er udgangspunktet i instruktøren og manuskriptforfatteren Noah Baumbachs nye film ”While We’re Young”, om et par, der er fanget mellem generationerne – midaldrende i alder og udseende, men stadig unge nok til at høre eventyret og selvrealiseringen kalde.

Instruktøren Josh (Ben Stiller) har stået i stampe i årevis. Mens hans venner slår sig ned med børn og karrierer, har han i 10 år arbejdet med det samme dokumentarfilmsprojekt, lige som ægteskabet med Cornelia (Naomi Watts) ikke har udviklet sig.

Men så en dag sker der noget. Efter et mislykket foredrag møder Josh det unge par Jamie (Adam Driver) og Darby (Amanda Seyfried). Han er græsrodsfilmkunstner og hipster med stort H, hun sælger hjemmelavet is. Selv om de kun er i midten af 20’erne, er de gift – for det er det nye retro blandt unge – og bor i deres bohemelejlighed.

Josh og Cornelia bliver smittet af det unge pars ”autentiske” kunstnerliv og af deres livsenergi. Som nødstedte midt på havet griber de chancen for at være unge med de unge og begynder at hænge ud med Jamie og Darby, gå til hiphopdans og gadefester og have nattelange filosofiske samtaler.

Men som filmen og forholdet udvikler sig, begynder Josh alligevel at stille spørgsmålstegn ved, om Jamie virkelig er så autentisk, som han lader til.

Præmissen bag ”While We’re Young” minder sine steder lidt om en sitcom. Baumbach benytter sig også af montager for at vise forskellen mellem de to par, men fortæller ikke noget nyt. Vi ved for eksempel udmærket, hvordan mobiltelefoner har ændret vores måde at kommunikere på, men disse selvfølgeligheder rokker ikke ved filmens kerne.

”While We’re Young” fungerer bedst, når den kommer med skarpe observationer omkring det med at blive ældre. Når Josh og Cornelia kaster sig ud i spirituelle seancer og tvinger deres mere stive kroppe igennem hiphop-lektioner, og når Baumbach dygtigt hopper mellem dette og parrets stigende fremmedgørelse over for deres gamle venner Marina (Maria Dizzia) og Fletcher (Adam Horowitz), der er gået i baby- og forældremode. ”While We’re Young fungerer til gengæld mindre godt, når det kommer til at uddybe, hvad alle disse løjer skal gøre godt for. Er Josh og Cornelia nogle fjolser? Bliver Josh snydt af sig selv eller Jamie, og er Jamie en skurk?

Man forlader biografen uden helt at forstå moralen, men spørgsmålet er også, om det gør så meget, når nu ”While We’re Young” har så meget andet at byde på og har bid og vid, som var det selveste Woody Allen, der stod ved roret.

Stiller og Watts lever sig virkelig ind i deres personer. Det er dejligt at opleve Ben Stiller i en mørkere og dybere rolle. Han giver Josh tyngde og forsyner sin figur med uventet sårbarhed, mens Watts slår sig løs i en af de bedst skrevne roller for en kvinde i 40’erne, som længe er set. Og så må man ikke glemme vidunderet Adam Driver, der med sin lange, lemmedaskerkrop flyder ubesværet og meget fornøjeligt og tilbagelænet ind i hipster-rollen.

Så gør det ikke så meget, at ”While We’re Young” er mindre rørende end Baumbachs forrige film ”Frances Ha” (2012), og at Baumbach selv, der i lang tid har fremstået som en ung, vital Jamie, her er ved at blive en voksen Josh.

While We’re Young – 97 minutter – USA – Instruktør: Noah Baumbach – Medvirkende: Ben Stiller, Naomi Watts, Adam Driver, Samanda Seyfried, Maria Dizzia, Adam Horowitz m.fl.