CPH:DOX 2015: A Good American – Fremragende dokumentar om systemet, der kunne have forhindret 9/11

A Good American

5 popcorn

Der er endnu et lille døgn til, at vinderen af dette års CPH:DOX afsløres, men et godt bud på en vinder er Friedrich Mosers intense og langsomt ulmende drama ”A Good American”.

Lige som sidste års vinder – Joshua Oppenheimers ”The Look of Silence” (2014) – komplementerede hans ”The Act of Killing” (2012) om det indonesiske folkedrab på kommunister i 60’erne, komplementerer ”A Good American” Laura Poitras Oscar-vinder ”CitizenFour”, der ligeledes var et af højdepunkterne på CPH:DOX 2014.

To film, hvor hovedskurken i begge tilfælde er det amerikanske National Security Agency bedre kendt som NSA.  I ”CitizenFour” afslørede whistlebloweren Edward Snowden, hvordan NSA kan overvåge os alle sammen. Det blev han mildt sagt ikke populær på, men måtte flygte til Rusland med en anklage for landsskadelig virksomhed over hovedet. Alligevel kan man godt have på fornemmelsen, at NSA i det skjulte har gået og været stolte over at få titlen som almægtige verdensskurke. Den slags afstiver trods alt ens professionelle libido og modstandernes frygt.

Men sådan forholder det sig ikke med afsløringerne i ”A Good American” om NSA’s rolle i 9/11 terroraktionen. Filmens påstand er således, at NSA kunne – eller burde have kunnet – afværge angrebet på World Trade Center, men fejlede. Ikke fordi de var uheldige, men på grund af en kompromitterende cocktail af inkompetence, arrogance og grådighed. Og at NSA bagefter gjorde alt for at skjule sandheden.

Det er denne fascinerende konspirationsteori, der er kernen i Friedrich Mosers film. Titlens gode amerikaner er William Binney, en krypto-matematiker og tidligere NSA-analytiker, som udviklede et overvågnings- og analysesystem som var billigt, som havde en indbygget beskyttelse af privatlivets fred, og som var fuldt funktionsdygtigt i 2000. Et system, der ifølge William Binney var så forrygende effektivt, at det kunne have forhindret 9/11 angrebet, hvis ikke NSA med vilje havde valgt at ignorere det.

Ironisk nok lykkes det ikke for filmen at bevise påstanden kategorisk – her ville der være brug for endnu flere fakta og vidneudsagn – men den får os til at tro, at det er sandt, hvilket er mindst lige så foruroligende.

Lige som Snowden er Binney kendt som en whistleblower, der offentligt har kritiseret NSAs masseovervågning og krænkelse af privatlivets fred, hvilket førte til, at han tog sin afsked i oktober 2001. Men det er ikke noget tilfælde, at han forlod NSA så kort tid efter 9/11, og ”A Good American” fokuserer på hans indsats og frustration i årene op til og lige efter terrorangrebet.

Det starter hjerteskærende med live-lydoptagelser af nogle af de telefonopkald, som passagererne i de to fly nåede at lave, inden de ramte World Trade Centers tårne.

Herefter fortæller Binney om det, der gjorde størst indtryk på ham under 9/11 (som på mange andre), nemlig synet af dem der valgte at springe ud fra World Trade Center i stedet for at dø i flammerne.

– Det var oprørende……..og modbydeligt, at vi tillod det at ske, fastslår han.

Hans ordvalg passer præcis på billedet af en fremragende forsker, der taler lige ud af posen, mens hans øjne er trætte og resignerede efter de mange års kamp mod NSA og myndighederne. Det hele nærmest oser af troværdighed, så man lige her uden yderligere beviser køber filmens præmis.

Resten af den næsten to timer lange film bygger langsomt, men sikkert op til 9/11 i nøje doserede spring frem og tilbage mellem Binneys arbejde som ung militæranalytiker under Vietnamkrigen i 60’erne, det første angreb på World Trade Center i 1993 og hans udvikling af det avancerede computersystem Thin Thread.

Under den kolde krig opdagede Binney, hvordan det kunne være særdeles nyttigt at prøve at forstå mønstrene mellem de mange krypterede data, man opsnappede fra Sovjetunionen. Ikke for at forstå indholdet, men for at se, hvem der talte med hvem hvornår og hvor ofte. Ud fra disse metadata udviklede han sine egne fem indikatorer for aggression, som senere gjorde, at han kunne forudsige de sovjetiske invasioner af Tjekkoslovakiet og Afghanistan.

Efter 1993 indså Binney, at terrorister udnyttede de voksende globale kommunikationsnetværk til at skjule deres kommunikation og begyndte at arbejde på at udvikle Thin Thread.

Moser har også interviewet en lille håndfuld af Binneys tidligere NSA-kolleger. Tilsammen tegner de et alt for velkendt billede af, hvordan en lille gruppe dedikerede eksperter udvikler noget af enorm betydning, mens deres mere højtråbende og mindre smarte overordnede ikke fatter det.

Så mens Binney og hans team fik perfektioneret Thin Thread, valgte NSAs direktør, genreral Michael Hayden i stedet at satse på sytemet Trailblazer som organisationens nye overvågningssystem. Trailblazer blev siden skrottet og stemplet som en fiasko, men ikke før, at skaden var sket, og World Trade Center var lagt i grus.

Da NSA kort efter 9/11 kørte de mange data igennem Thin Thread, viste det sig, at systemet, fuldstændig som Binney havde sagt, kunne have afværget katastrofen. NSA valgte imidlertid at hemmeligstemple mange af rapportens konklusioner og brugte i stedet Thin Thread til at indføre et sandt Big Brother regime. Man fjernede systemets beskyttelse af privatlivets fred og begyndte at udspionere amerikanske borgere i storskala.

”A Good American” er en film, der vinder på grund af sin grundighed. Moser mikser fermt direkte interviews, med nøje udvalgte arkivoptagelser og et ildevarslende soundtrack. Der er måske nok lige lovlig mange billeder af Binney, der vandrer rundt i den amerikanske natur. Det er dog til at leve med, fordi historien er så overbevisende – om end sine steder lige lovlig teknisk i sine beskrivelser.

Men Binney og hans budskab om, at verden for alvor gik af lave, da NSA valgte at gå over til ”The Dark Side” og blev mere optaget af bevillinger, end af at beskytte sit land, lever og minder os om, hvilket satans NSA-herredømme, vi lever i.

A Good American – 110 minutter – USA og Østrig – Instruktør: Friedrich Moser – Medvirkende: William Binney m.fl.