CPH:DOX 2015: Intet bliver som før – Naomi Kleins klimafilm er ikke personlig nok

– Kan jeg være ærlig over for jer? Jeg har altid hadet film om klimaforandringer!

Sådan indleder forfatterinden Naomi Klein sin nyeste film “Intet bliver som før”. Hun fortsætter med at remse klimafilmenes mange fejl op: De er kedelige, de er fulde af formodninger, og de har altid scener med udrydningstruede isbjørne.

Det er et modigt træk, ikke mindst for en dokumentarfilm hvis titel gør op med alle sine forgængere. Men Klein har fuldstændig ret. Dokumentarfilm om klimaforandringer ér kedelige, fordi de altid kæmper med at gøre deres historie “personlig”. Problemerne med klimaforandringer er simpelt hen så uhåndgribeligt store, at de er svære at proppe ned i en enkelt person eller familie, man kan relatere til.
Desværre gør Naomi Kleins og hendes mand Avi Lewis’ film nøjagtig samme fejl: Den er momentvis kedelig, fyldt med antagelser om sine modtagere og frem for alt ikke personlig nok. Til gengæld slipper vi for isbjørnesekvenserne.

”Intet bliver som før” bygger på Naomi Kleins anmelderroste bog af samme navn, og bogens argumenter går igen i filmen i en mere simpel udgave: Ifølge Klein skyldes vores modvilje mod at tage de ødelæggende konsekvenser seriøst, som klimaforandringerne har medført, ikke menneskets grådige natur – selv om det ellers er den forklaring, man som oftest hører.

Det skyldes i stedet, at vi nu i 400 år har bygget en historie op om, at vi er i stand til at beherske naturen. Ud fra denne historie har vi så etableret kapitalismen, hvilket har gjort, at vi har fjernet os så meget fra naturen, at vi har svært ved at tage miljøproblemerne alvorligt.

Mener altså Klein. Hun har imidlertid svært ved at rumme sine egne komplekse antagelser i filmen. I stedet tager hun os på en tur rundt i verden til forskellige lokale samfund, der kæmper imod den moderne, kapitalistiske udnyttelse af ressourcerne.

Turen starter i Kleins eget hjemland Canada i de tjæresandede områder i staten Alberta, hvor overfladelaget (træ, græs, muld og ler) skrælles af enorme områder for at nå ned til oliereserverne. Vi præsenteres for minearbejderne – velbetalte omrejsende arbejdere uden forbindelse med området – og for den lokale, indfødte befolkning. Deres argumenter er både vandtætte og skudsikre, og deres protester kommer lige fra hjertet, men hverken Lewis eller Klein formår at nå skridtet dybere – eller rettere nærmere. Vi har set indfødte, der protestere for åbent kamera mange gange før, ja faktisk tusindvis af gange. Men der er ingen dybde i Kleins forhold til disse mennesker, og derfor heller ikke i tilskuernes. De ender som de værste klima-klichéer: De såkaldte “andre” som klimaforandringerne sker for.

Denne mangel på tilstedevær er filmens helt store problem. Klein filtrerer nogle globale makro-argumenter gennem lokale mikro-protester, men uden at vi kommer til at kende disse mennesker. Vi forstår deres frustrationer og lidelser, men vi føler dem ikke.

Senere i filmen får vi for eksempel fortalt, at smog-problemerne i Beijing er så alvorlige, at indbyggerne nogle gange er ude af stand til at forlade deres hjem halvdelen af årets dage. Det er tankevækkende, men ville det ikke have været bedre at vise, hvordan det føles at leve på denne måde for en enkelt familie, frem for blot at præsentere os for statistikker.

Sådan er det hele vejen. Vi møder lokale indiske bønder, hvis protester får standset planerne om at opføre et nyt kraftværk i området, der vil ødelægge deres levevilkår og samfund. Vi møder vrede grækere, der protesterer mod et stort canadisk selskab, som vil udvinde guld, og lige så vrede bønder i Montana, der kæmper mod et selskab, hvis olieledning er gået i stykker og har forurenet det vand, som deres geder lever af.

Alle steder viser Klein og Lewis helt almindelige mennesker, som protesterer mod de sædvanlige kapitalistiske dogmer om, at vækst – en hvilken som helst vækst – er godt uanset konsekvenserne. Men det sker på afstand, og vi lærer aldrig disse mennesker at kende som enkeltindivider.

Man bør rose ”Intet bliver som før” for dens smukke billeder, og for Kleins opløftende pointe om, at klimaforandringerne ikke blot er vores største problem, men også vores største mulighed for at forandre verden. På samme måde er det opløftende at se, hvordan det faktisk på lokalt plan lykkes at  skabe forandring, lige som man må beundre Klein for at lave en film i ni lande fordelt på fem kontinenter over en periode på fire år. Men ”Intet bliver som før” lever ikke op til sin egen titel. Den er på mange måder en film om klimaforandringer, som vi har set det mange gange før, bare uden isbjørne.

Men bedøm selv. I morgen lørdag vises filmen nemlig ved særforestillinger I 30 biografer over hele landet.

Intet bliver som før – 89 minutter – USA og Canada – Instruktør: Avi Lewis –Medvirkende: Naomi Klein m.fl.