Leonardos store Oscar-aften

Oscar 2016

Mens mange danskere sov for at samle kræfter til den nye uge, var det store-filmnat for hærdede cineaster og Oscar-fans.

Det blev også en stor nat for Leonardo DiCaprio. De allerfleste mennesker her i verden opnår ikke engang at blive nomineret til en enkelt Oscar, men DiCaprio havde allerede prøvet det fire gange før med henholdsvis ”Hvad så Gilbert Grape” (1994), The Aviator (2007), ”Blood Diamond” (2007) og The Wolf of Wall Street (2014).

Femte gang blev imidlertid lykkens gang. Rollen som pelsjægeren Hugh Glass i ”The Revenant” , der kæmper for at nå tilbage til civilisationen efter at være blevet grundigt molestreret af en bjørn, indbragte Leonardo DiCaprio en Oscar for bedste mandlige hovedrolle.

Som ekstrapræmie fik han knus og kys af bedsteveninden Kate Winslet, der med bævende ansigt have fuldt optakten til afsløringen af aftenens vinder fra tilskuerrækkerne.

Ingen kan sige, at det ikke var det rigtige valg. Siden ”Titanic” har Leonardo DiCaprio udviklet sig til en af sin generations mest interessante og kompromisløse skuespillere. Og rollen som Hugh Glass er en af dem, der kræver alt af en skuespiller både fysisk og mentalt.
Aftenens hovedpriser blev fordelt således:

Bedste film: ”Spotlight”
Bedste instruktør: Alejandro G. Inarritu (”The Revenant”)
Bedste skuespiller: Leonardo DeCaprio (”The Revenant”)
Bedste skuespillerinde: Brie Larson (”Room”)
Bedste mandlige birolle: Marc Rylance (”Bridge of Spies”)
Bedste kvindelige birolle: Alicia Vikander (”The Danish Girl”)
Bedste manuskript: ”Spotlight”
Bedste udenlandske film: ”Son of Saul”
Bedste dokumentarfilm: ”Amy”

Som det fremgår, blev det ikke til nogen Oscar-statuetter til Danmark i denne omgang. Tobias Lindholms ”Krigen” måtte – fuldt forståeligt – vie pladsen for Laszlo Nems sjælerystende skildring af en jødisk fanges liv i en koncentrationslejr ”Son of Saul”. Og lige så forståeligt vandt den hjertegribende dokumentar ”Amy” om sangerinden  Amy Winehouse” over Joshua Oppenheimers ”The Look of Silence”. Stillet over for valget mellem en film om en verdenskendt sangerinde, der døde som kun 27-årig, og en film om folkemord på en million ukendte indonesere for efterhånden et halvt århundrede siden, valgte juryen ikke overraskende det første.

Ærgerligt for Danmark, men selv om andenpladser ikke tæller i Oscar-gamet, så er der alligevel grund til at være rævestolt over de to nomineringer. Sammen med de to sølvbjørne i Berlinalen for mindre en to uger siden og Sidste Babett Knudsens Cesar-pris i Paris i fredags har Danmark haft et ganske godt prisår indtil nu.

Oscar-festen udmærkede sig også ved at blive en særdeles politisk aften: I sin takketale nævnte Leonardo DiCaprio således klimaforandringerne, mens Oscar-værten Chris Rock benyttede lejeligheden til at gøre opmærksom på raceproblemerne i USA. Samtidig dedikerede Sam Smith sin Oscar for årets bedste sang til LBGT-miljøet og Lady Gaga rundede posen af politiske budskaber af med en sang, der fokuserede på seksuelle overgreb.

Dermed endte Oscar-uddelingen lige så politisk højspændt som den begyndte, og det er ikke blot sorte, der har trange kår, når Oscar-statuetterne deles ud. Det samme gælder alle andre hudfarver end hvid, handicappede, homoseksuelle og kvinder. Af de 215 nominerede i år, var der således kun 51 kvinder. Så verdens mest prestigefyldte filmpris er stadig et langt stykke af vejen forbeholdt hvide, heteroseksuelle, ikke-handicappede mænd.