Filmanmeldelse: Flaskepost fra P – Den tredje Jussi-film er effektiv og isnende krimiunderholdning

Flaskepost fra P

5 popcorn

Velkommen tilbage til Jussi Adler Olsen land – et sted hvor det hyggelige, hækkeomkransede flæskestegsdanmark kun er en hul kulisse for den mørke, nådesløse ondskab, som ingen kan vide sig sikre for.

”Flaskepost fra P” regnes af mange for den bedste bog i Adler Olsens bestsellerserie om Afdeling Q, og sådan vil mange nok også opfatte filmen, som er langt mørkere og mere isnende end sine to forgængere. I både ”Kvinden i buret” og ”Fasandræberne” var skurkene drevet af hævn, mens det i ”Flaskepost fra P” er ondskaben for dens egen skyld, der driver værket. Her er ingen formildende omstændigheder kun et formørket sind, der har sat sig for at nedbryde troen på det gode.

I den effektivt klippede indledning skriver en lænket dreng med sit eget blod et budskab om hjælp, som han putter i en flaske, der driver afsted, mens filmens tekster ruller over lærredet.

Otte år senere ender flaskeposten i kælderen hos Afdeling Q, hvor Carl Mørcks to trofaste væbnere Assad og Rosa øjner muligheden for deres næste sag. De kontakter Mørck, som er på sygeorlov og sunket ned i sit eget mørke hul, og snart er trekløveret på jagt.

Samtidig forsvinder søskendeparret Samuel og Magdalena, hvis forældre er med i en religiøs menighed. Børnene bortføres af den mystiske Johannes, og det går hurtigt op for Afdeling Q, at der er en sammenhæng mellem de to sager: En uhyggelig morder har drevet sit spil i årevis. Han bortfører hver gang to børn fra stærkt religiøse familier, slå det ene ihjel og indkasserer en stor løsesum og tavshed for det andet.

I et kapløb med tiden sætter Mørck og hans kolleger nu alt ind på at få fat i Johannes, inden han slår endnu et barn ihjel. Jagten udvikler sig hurtigt til at blive et personligt opgør mellem Mørck og morderen, hvor udfaldet handler om, hvem der er stærkest i troen på henholdsvis det gode og det onde.

Hans Petter Moland har tidligere instrueret ”En ganske rar mand” (2010) og Kraftidioten (2014). Godt hjulpet af Nikolaj Arcel, der endnu engang har forvandlet en af Jussi Adler Olsens romaner til kontant og gysende filmunderholdning, styrer Moland filmen sikkert i havn uden mange svinkeærinder.

Alt overflødigt er skåret fra bogens handling – herunder alle scener fra Mørcks privatliv, lige som den gennemgående historie med hans sårede ekskollega end ikke nævnes. På samme måde får Rose, der blev introduceret i ”Fasandræberne”, slet ikke samme plads at udfolde sig på som i bøgerne, og den verbale ping-pong mellem Mørck og Assad, der er et af de lyse indslag i et ellers mørkt krimiunivers, er ligeledes trådt i baggrunden.

Tilbage står den grundlæggende og eksistentielle kamp mellem godt og ondt – mellem gud og djævlen. Assad konfronterer i filmen Mørck med hans manglende tro, mens Mørck et langt stykke af vejen afviser Assads ord om, at alle har behov for at tro på noget, som et narrespil. Men måske er troen det eneste, der er at holde sig til, når alt andet svigter, og det som definerer livet og døden, og hvem vi er som mennesker.

”Flaskepost fra P” er også filmisk barberet ind til sin grundessens. Det er kontant, effektiv og gåsehudsfremkaldende filmunderholdning, leveret i et tempo og med så rigelige mængder blod, at man overser plottets indlysende huller – som f.eks. hvorfor man ikke udstyrer en taske med løsepenge med en sender frem for at følge den manuelt.

Nicolaj Lie Kaas og Fares Fares er nu så fortrolige med deres roller, at de uden stort besvær kører den velkendte konstellation med den ensomme, fraskilte, og misantropiske kriminalkommissær og hans eksotiske sidekick hjem. D

Omvendt er der ikke levnet plads til at udvikle forholdet mellem de to, så den virkelige attraktion bliver lige som i ”Fasandræberne” skurken. Den udfyldes på blændende vis af den norske skuespiller Pål Sverre Hagen kendt fra ”Kon-Tiki” (2012), der med sin næsten dæmoniske fremstilling inkarnerer den rendyrkede ondskab.

”Flaskepost fra P” er klart den bedste af de tre Jussi Adler Olsen film. Spørgsmålet er imidlertid, hvor serien vil bevæge sig hen herfra? Den næste bog i serien ”Journal Q” er således langt mere psykologisk anlagt og indeholder ikke det samme forsimplede ondskabsbillede. Desuden har den danske krimiforfatter kun afgivet filmrettighederne til de fire første bøger i serien, så om de to næste også bliver filmatiseret, og hvem der i givet fald skal spille rollerne som Mørck og Assad, står hen i det uvisse.

Flaskepost fra P – 112 minutter – Danmark – Instruktør: Hans Petter Mpland – Medvirkende: Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares, Pål Sverre Hagen, Johanne Louise Schmidt, Signe A. Mannow, Jacob Lohmann, Amanda Collin, Lotte Andersen, Søren Pilmark, Jakob Oftebro m.fl.