Filmanmeldelse: Dan Dream – Dansk komedie kører i tomgang

Dan Dream

3 Popcorn

”Verden ender ikke med et brag, men med en klynken”. Digteren
T. S. Elliot’s berømte ord passer perfekt på den skæbne, der overgik prototypen på elbilen i 1983.

Pressen og indkøbere fra hele verden var inviteret til en storstilet demonstration i Forum i København. Men efter at have kørt ti meter i lav fart hen af Forums cykelbane trillede elbilen stille og roligt ned og ramte afskærmningen, og dermed kulsejlede et potentielt dansk erhvervseventyr.

Det er denne begivenhed, der har inspireret de herrer Casper Christensen og Frank Hvam til deres nye film ”Dan Dream”.

”Dan Dream” er navnet på den elbil, som elektronikfirmadirektøren Thorkild (Casper Christensen) sætter sig for at udvikle. I den fiktive by Bjerringsund på Fyn samler han et broget team med den underdanige og opfindsomme ingeniør Knagsted (Frank Hvam) i spidsen. Nu skal der skrives dansk erhvervshistorie, og Bjerringsund skal forvandles til et dansk Detroit.

Så langt så godt. Det handler om at drømme og være forud for sin tid, og om at turde tage chancen, som ingen andre rigtig tror på. Og da slet ikke de lokale fynboer, som med byens borgmester i spidsen – en kone-misbrugende Lars Hjortshøj – ikke har den store fidus til københavnerne.

Med sig fra København har Thorkild den evigt braldrende mekaniker Vonsil (Magnus Millang) og designere Henrik fra sit gamle firma, der både lyder og ligner som salig Kim Schumacher.

Desværre passer T. S. Elliotts digt også på ”Dan Dream”. Det, der kunne have været en spændende film om et dansk iværksættereventyr, ender som en plat folkekomedie, hvor det flyder med racistiske neger-vittigheder, de fleste leveret af en enarmet, langhåret Magnus Millang.

Er vi virkelig ikke kommet længere, end at det sjoveste, man kan finde på, er at fylde en film med fordomsfulde jokes og bæ. Det sidste skal i øvrigt tages bogstaveligt, for ”Dan Dream” er fyldt med lort. Lige fra Frank Hvam, der skider i bidetet i stedet for på lokummet, til Lars Hjortshøjs borgmester, der i flere scener er ramt af en højlydt omgang tyndskid.

Casper Christensen og Frank Hvam har ønsket at tage en pause fra deres Klovn-univers, men ”Dan Dream” er i virkeligheden lige så tåkrummende som
TV-serien, bare på den forkerte måde.

Så nytter det ikke så meget, at Casper er klædeligt mindre kynisk og drengerøvsagtig en i Klovn, og at tidsbilledet fra de pastelfarvede 80’ere faktisk er lykkedes ganske godt.

80’erne er ellers et årti, som nemt kan kamme over, når det skal gengives, men her er det faktisk gjort okay med Jolly Cola reklamer, 80-parcelhusarkitektur og 80’er pop, som vi husker den og stadig danser til den til fester.

Højdepunktet er en scene, hvor Thorkild fuld af skuffelse og sprut efter Dan Dream bilens fiasko danser rundt i privaten i underhyler og badekåbe til Gnags udødelige ørehænger ”De vilde kaniner”.

Men når de nu gerne ville træde ud af Klovn-universet, så skulle Casper og Frank hellere have skruet ned for neget- og pruttevitserne og satset på at lave et modent og troværdigt periodedrama.  Som det er nu, ender drømmen om Danmarks første el-bil i plat tomgang.

Dan Dream – 90 minutter – Danmark – Instruktør: Jesper Rofelt – Medvirkende: Casper Christensen, Frank Havm, Lars Hjortshøj, Magnus Millang, Jakob Ulrik Lohmann, Mia Lyhne m.fl.