Filmanmeldelse: Tre ting – Danske Games of Thrones stjerner tørner sammen i dansk thriller

Tre Ting

4 popcorn

2017 tegner til at blive året, hvor dansk film prøver kræfter med internationale thriller-genrer. I januar kom Fenar Ahmads danske svar på selvtægtsgenren ”Underverden”, og nu kommer Jens Dahl med sit bud på en dansk vidnebeskyttelsesfilm.

Dahl har for længst skrevet sig ind i dansk filmhistorie, idet han helt tilbage i 1996 skrev manuskriptet til den banebrydende ”Pusher” sammen med Nicolas Winding Refn. Siden da har han mest bevæget sig inden for serier som ”Sommer” og ”Norskov”, men nu spillefilmsdebuterer han med ”Tre ting”.

Hvad det er for tre ting afsløres allerede i starten af filmen. Sprængstofeksperten Mikael (Nikolaj Coster-Waldau) har stjålet 60 millioner kroner sammen med en bande serbiske gangstere. Kuppet kostede også en politimand livet, så politiet er ivrige efter at få Mikael til at vidne mod serberne – og gerne afsløre, hvem af dem der affyrede det dræbende skud.

For at han skal nå levende frem til retssagen, indlogeres han i en hotellejlighed i 24 timer sammen med tre politifolk og af efterforskningsleder. Aftalen er klar: Hvis Mikael vidner får han vidnebeskyttelse herunder nyt udseende og ny hemmelig adresse i Spanien.

Mikael stiller imidlertid tre betingelser for at samarbejde med politiet: De skal transportere en bestemt kasse fra et opbevaringsrum hen på hotellet, bestille butter chicken til ham fra hans yndlingsspisested i Valby og sørge for, at han får besøg af ekskæresten Camilla (Birgitte Hjort Sørensen).

Mens politiet går i gang med at opfylde hans krav, stiger spændingerne snart i hotellejligheden, hvor Mikaels hensigter ikke er til at lodde: Er han reel nok, eller manipulerer han skånselsløst med de andre? Og samtidig lurer faren for, at serberne finder frem til skjulestedet.

”Tre ting” er lavet på et forbilledligt lille budget og stort set udelukkende filmet i den mere og mere klaustrofobiske hotellejlighed. Det er med til at bygge den snigende uhygge op og skaber grobund for både personkonflikter og klassiske thriller set-up’s a la det banker på døren, og en af betjentene kigger ud gennem dørspionen. Det lurer et løfte om noget voldsomt under det hele, som man mere og mere spændt venter på at få forløst.

Samtidig er ”Tre ting” en genforening af to af Danmarks mest kendte filmnavne. Eller man skulle måske snarere sige forening, for selv om de begge medvirkede i succes-serien Game of Thrones mødte de aldrig hinanden i serien.

Det gør de her, og scenerne mellem Mikael og Camilla, der skiftevis tiltrækkes og frastødes af hans bad boy attituder, er filmens hjerte og omdrejningspunkt. Blandt resten af dette kammerspils-ensemble fylder efterforskningslederen Nina (Lærke Winther) og politimanden Sander (Jakob Lohmann) mest. Sidstnævnte var i øvrigt også med i ”Underverden”.

”Tre Ting” er ikke noget mesterværk. Her er der trods stjernenavnenes umiskendelige karisma for lidt dybde i dialogen og rollerne. Der snakkes også mere, end der handles, og med typisk dansk mumlelyd. Men man mærker, at Jens Dahl kender thrillergenrens betingelser og får det optimale ud af sine virkemidler: Kameravinkler, klip, lys og lyd er sammen med filmens tre ting med til at give en underholdende biografoplevelse, der afvikles tjept og effektivt på 89 minutter.

Tre ting – 89 minutter – Danmark – Instruktør: Jens Dahl – Medvirkende: Nikolaj Coster-Waldau, Birgitte Hjort Sørensen, Lærke Winther, Jakob Lohmann m.fl.