Filmanmeldelse: Hugo på bas – En jazz-legende takker af

Hugo på bas

5 popcorn

Min kloge mor sagde engang til mig, at det er vigtigt, at få folk til at fortælle om deres tanker og oplevelser, mens de stadig er her.

Ordene ligger som blødt ekko i baghovedet efter at have set Rasmus Dinesens smukke og originale portræt af en af vor tids største jazzikoner, Hugo Rasmussen.

For hvor er det dog godt, at Dinesen nåede rundt om den Danmarks- og verdensberømte bassist med sit kamera, inden han i august 2015 døde 74 år gammel.

Det posthume portræt følger Hugo Rasmussen over en to-årig periode i hans livs vinter. En aldrende mand med kæmpe livsglæde og charme bag det store, tjavsede skæg. Men også en musikalsk dynamo, der via musikken – eller måske netop på grund af den – ikke er til at slå ud af kurs humørmæssigt. Heller ikke da hans prostatakræft begynder at udvikle sig fra noget, man lever med, til noget man dør af.

Hugo Rasmussen var en af Danmarks største jazzikoner, der gennem sin 50 år lange karriere nåede at indspille over 1.000 plader og optræde med mange af verdens største jazzmusikere som Ben Webster, Dexter Gordon og Cornelis Vreejswijk.

Det musiske var Rasmussens centrum, lige som det bliver filmens øje. I den indledende scene ser man den aldrende bassist fortælle om sit instrument, der er flere hundrede år ældre end ham selv.

I det hele taget er det, som at træde ind i en tidslomme at entre Hugo Rasmussens liv. En verden af i går før den digitale tsunami oversvømmede kloden uden computer, fjernsyn eller mobiltelefon. Kulissen udgøres i stedet af reoler fyldt med tusindvis af plader (som Hugo Rasmussen forbavsende ubesværet finder rundt i) stabler af bøger, kasser og alskens strengeinstrumenter i hyggeligt og nærværende rodsammen. Genstande der tilsammen udgør summen af et liv.

Endnu mere interessant end slutresultatet er imidlertid alle mellemregningerne. Hans hidsige ungdom i musikbranchen, hvor folk, der drillede Hugo Rasmussen med hans røde hår, fik én på hatten. Antydningen af hans forhold til sangerinden Trille. Hans medvirken på Gasolins album, og ”Stakkels Jim”. Hans enorme netværk i musikbranchen og hans sygdom. Små fragmenter i det store puslespil.

Det handler først og fremmest om musikken, der flyder som en rød jazzende tråd gennem filmen. Snart nærværende, snart som en antydning i baggrunden, men aldrig ude af ørevidde. Privatlivet forbliver imidlertid mestendels privat.

Dermed ikke sagt, at portrættet ikke er privat, for det er det. Her er ikke retoucheret noget bort. Hugo Rasmussens år står mejslet i hver en fure og manglende tand, og når kameraet fanger ham i færd med at stå med ryggen til og tisse, er det som at være flue på væggen.

På den måde er ”Hugo på bas” også et portræt af en mand, der er parat til at dø, og som uden angst nærmer sig det sidste ekstranummer. Man følger hans sidste koncert og de afsluttende dage på hospitalet, hvor Hugo uden tårer eller sentimentalitet planlægger den fond, der skal være en del af hans eftermæle.

Filmens slutscene er fra hans bisættelse, der udvikler sig til en musikalsk fest og mere end noget understreger hans indflydelse på både unge og gamle musikere.

Tilbage står slutfacit: Et enestående menneske både musikalsk og personligt. Hugo Rasmussens musik lever endnu på plader og dvd’er, mens hans liv og ord har fået liv og musikalitet i Rasmus Dinesens poetiske og tætte portræt.

Hugo på Bas – 50 minutter – Danmark – Instruktør: Rasmus Dinesen – Medvirkende: Hugo Rasmussen, Jakob Dinesen, Mads Hyhne, Kasper Tranberg, Per Møllehøj m.fl