CPH PIX 2017 – Vi jyder pakker det ind, når noget gør ondt!

CPH PIX - Interview med Kasper Rune Larsen

CineMadsen har talt med instruktøren Kasper Rune Larsen om hans debutfilm ”Danmark”, hvis manuskript var på bare 12 sider med kun to replikker

CPH PIX kører på fulde drøn på femte døgn og med et solidt dansk fingeraftryk. Festivalen har hele femten nye, danske spillefilm på programmet, og seks af dem er debutfilm.

I filmmagasinet Ekko kan man læse, at de debuterende instruktører er ”udstyret med en god portion selvtillid, et voldsomt gåpåmod og ikke er bange for at tage en chance eller brande sig selv”.

Og så er der Kasper Rune Larsen. Den 30-årige vejlenser havde søndag Danmarkspremiere på sin film ”Danmark”, der tegner et stilsikkert og meget overbevisende portræt af det provinsmiljø, han selv er vokset op i. En film der ånder af sjælden autencitet i skildringen af sine tilbagelænede hovedpersoner.

Der er også noget tilbagelænet over Kasper Rune Larsen, da jeg møder ham på en café på Vesterbro for at tale om filmen – eller måske snarere noget meget jysk. Svarene kommer langsomt og velovervejet og med en følelsesmæssig distance. For i Jylland snakker man ikke om det, der gør ondt. Man pakker det hellere ind bag en kvik bemærkning eller gemytligt drilleri.

Kasper Rune Larsen blev uddannet på Vestdanmarks frie filmuddannelse Super 8 i 2016. Her blev ideen om ”Danmark” skabt, og finansieringen kom i hus, da han i 2014 vandt 100.000 kroner i den århusianske SPOT-festivals pitch-konkurrence.

- Hvor meget af handlingen i ”Danmark” er noget, du selv har oplevet?

- Handlingen er ikke taget fra mit eget liv. Men følelserne, længslerne og drømmene er en blanding af mit eget og skuespillernes liv.

- Jeg er vokset op i en mindre jysk provinsby (Vejle), hvor man enten spillede fodbold eller håndbold, og hvor man blev uddannet til at være håndværker eller skolelærer. Der var ikke den store forståelse, hvis man gerne ville noget andet og mere usikkert. Så jeg gik rundt der og følte mig utilpasset og begyndte at ryge hash og drikke øl, mens jeg drømte om noget andet.

Manuskriptet til ”Danmark ligner ikke et almindeligt filmmanuskript. Der er snarere tale om en form for mindmap, hvor Kasper Rune Larsen skitserede den retning, som filmen skulle bevæge sig hen. Manuskriptet fylder kun 12 sider, og kun to af replikkerne lå fast på forhånd.

- Hvorfor ville du ikke skrive replikker ind i manuskriptet?

- Fordi at de fleste af de skuespillere, jeg brugte i filmen, var debutanter. De blev castet til at bidrage med deres eget liv i historien, så det ville have været unaturligt, hvis der havde været replikker klar på forhånd.

- Hvordan fungerede det så under optagelserne?

- Vi optog 1-2 takes af 10-15 minutter, hvor jeg på forhånd havde fortalt skuespillerne, hvor scenen skulle bevæge sig hen, og hvilke plotpunkter, de skulle arbejde hen imod. Mellem hver take snakkede jeg så med dem om, hvad jeg kunne lide og ikke lide

- Det virker måske meget løst, men kræver i virkeligheden meget stor opmærksomhed fra alle parter. Skuespillerne skulle i høj grad improvisere, mens jeg skulle sørge for at komme hjem med noget, der bandt scenerne sammen, så det hele kunne klippes til en færdig film.

- Noget af det bemærkelsesværdige ved ”Danmark” er netop dialogen, der virker utrolig autentisk. Er det noget, du bevidst har arbejdet med?

- Ja, jeg har arbejdet for at få så naturlig en dialog som muligt. Traditionelt er replikker i film og på teater jo konstrueret som effektive tekster, der handler om, hvor historien skal hen.

- I min film starter personerne tit med naturlige indfald og når først senere frem til at tale om det, der er filmens drivkraft. Og det hele sker på en dejligjysk måde, hvor personerne afmonterer det, hver gang de kommer ind på noget, der gør ondt.

- Skuespillerne er heller ikke specielt traditionelle.

- Nej, normalt er der jo tradition for, at skuespillere kommer fra pænere hjem, men jeg ville have folk, der havde oplevet noget, og som havde noget smerte at bidrage med.

- Hvordan fandt du frem til dem?

- Jeg mødte Jonas (Lindegaard Jacobsen), der spiller Norge, i baren på et værtshus i Århus. Jeg havde snakket med ham én gang tidligere, da han var 16 år. Nu sad han der 22 år gammel sammen med otte drenge og havde lige været ude og stå på skateboard og var netop kommet tilbage efter at have været på skuespilhøjskole. Jeg snakkede med ham og sagde, at hvis han var frisk, så ville jeg gerne have ham med i min film, der på det tidspunkt kun var en idé om en film. Vi mødtes så med nogle skuespillere fra Statens Teaterskole, der lavede forskellige improvisationsøvelser med Jonas, og han var bare skidegod.

- Jacob (Skyggebjerg), der spiller Norges ven Myre, kendte jeg helt tilbage fra mine teenageår. Nu var han 31 år og både musiker og forfatter og ville gerne være med.

- Det sværeste var at finde hende, der skulle spille Josephine. Her castede jeg først 100 piger, men synes stadig, at der manglede et eller andet. Til slut kontaktede jeg så Frederikke (Dahl Hansen), der i mine øjne klart er en af de bedste unge skuespillerinder i Danmark. Hun har et kæmpe talent og tilstedevær og et stort spektrum at spille på.

- På den måde er det – interessant at se hende i rollen. Hun er klart den, der er mest visionær, og som har bukserne på i forhold til Jonas, også selv om hun skal fore stille at være seks år yngre end ham.

- Det siger også noget om kvinders modenhed i forhold til mænd – og mænds mangel på lyst til at tage ansvar. Kvinder er ofte mere i kontakt med, hvad de vil med deres liv.

- Nogen ville sige at hun trækker Jonas rundt i manegen, men alligevel ender man med at have sympati for alle de tre hovedpersoner.

- Det ser man for eksempel i en af filmens nøglescener, hvor Jonas reagerer meget fattet, da hun fortæller ham sandheden. Eller er det også bare meget jysk?

- Jeg tror, at hans reaktioner er meget mig og den måde jeg tænker, at jeg selv ville have reageret, hvis jeg havde været i en lignende situation. Det er en naturlig reaktion, når man ikke er vant til at håndtere sine følelser. Jonas har jo ikke lyst til at være kærester, og da han så alligevel giver efter og giver Josephine en chance, møder han modstand. Derfor vælger han at trække sig.

- Da hun senere kommer tilbage og de mødes igen, har de en meget mere ligeværdig måde at snakke på.

- Det ligger åbent, om de finder sammen igen til sidst. Hvad tænker du selv?

- Det ved jeg ikke, hvad tror du?

- Er du tilfreds med filmen?

- Bestemt. Det er blevet den film, jeg gerne ville lave, selv om den er blevet mere kærlig, end jeg havde regnet med. I manuskriptet er der ikke det store fokus på, at der skal udvikle sig reel kærlighed imellem dem. Her snyder hun ham uden kærlighed, mens han sætter sit hjerte på spil.

- Hvordan vil du gerne have, at publikum skal opfatte filmen? Som en ungdomsfilm? En kærlighedshistorie? Eller noget tredje?

- Det har jeg ikke noget svar på. Jeg hader labels. Nogle vil nok opfatte ”Danmark” som en ungdomsfilm, men jeg ser den mere som en film til folk med livserfaring end til 14-årige – eller til begge dele.

- Nu bliver den så vist på CPH PIX og senere på DR. Hvad er dit næste projekt?

- I øjeblikket er jeg ved at skrive en af Jacobs bøger om til film. Den handler om et dysfunktionelt parforhold. Og så er jeg ved at skrive manuskript til en webserie på otte afsnit på New Danish Screen.

- Kan du røbe lidt af handlingen?

- Det er nok noget med nogle overnaturlige kræfter, som er i spil på en forbandet ø, lyder den kryptiske afskedsreplik fra Kasper Rune Larsen.

”Danmark” vises endnu to gange på CPH PIX:

06/10 – 22:30 – EMPIRE BIO
11/10 – 16:45 – CINEMATEKET