Filmanmeldelse: Et Tysk Liv – En 104-årig medløbers bekendelser om livet som Goebbels’ sekretær

Et Tysk Liv

5 popcorn

Hvad ville DU have gjort, hvis du havde levet i Tyskland under nazistyret? Ville du have gjort modstand, som den unge pige Sophie Schroll og hendes bror gjorde det, og blev dømt og henrettet for? Eller ville du gøre som de allerfleste i Tyskland på det tidspunkt, nemlig ingenting?

Det er det centrale og dybt personlige spørgsmål i dokumentarfilmen ”Et Tysk Liv”, der sætter fokus på en af de mange medløbere. Den 104-årige Brunhilde Pomsel var endda tættere på ondskabens magtcenter end de fleste. Som sekretær og stenograf for Hitlers berygtede propagandaminister, den karismatiske masseforfører Joseph Goebbels, er hendes ungdomsminder uløseligt forbundet med et af de mest rædselsfulde kapitler i menneskehedens historie.

Filmen er bygget op om interviews med Brunhilde Pomsel. Den skildrer hendes liv, fra hun som helt ung teenager i de brølende 20’ere arbejdede som sekretær for en jødisk advokat, der emigrerede i 1933. Hun blev i stedet ansat til at renskrive en stærkt højreorienteret, nationalistisk militærveterans memoirer, hvorefter en af hendes venner i nazipartiet skaffede hende et job hos Berlin Radio. For at få jobbet, var den apolitiske Pomsel nødt til at melde sig ind i NSDAP.

”Så jeg meldte mig ind i partiet. Hvorfor skulle jeg ikke gøre det? Det gjorde alle på det tidspunkt”, forklarer Brunhilde Pomsel, der til slut blev overflyttet til Propagandaministeriet.

”Kun en smitsom sygdom kunne have afholdt mig fra det. Jeg var smigret. Det var belønningen for at være den hurtigste maskinskriverske hos Berlin Radio, husker hun.

I krigens sidste dage flygtede Brunhilde Pomsel sammen med en række af sine kolleger til bunkeren under Propagandaministeriet, hvor hun blev vidne til Goebbels’ sidste timer. Senere blev hun taget til fange i bunkeren af de sovjetiske tropper, men efter fem års fangeskab hjalp gode venner hende med at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Pomsel blev igen sekretær for lederne på det tyske TV-selskab ARD. Hun blev pensioneret i 1971 og slog sig derefter ned i Bayern, hvor hun døde i januar 2017 kort efter sin 106 års fødselsdag.

”Et Tysk Liv” er en af den slags film, der er svær at ryste af sig. Formen er uhyre enkel, næsten gammeldags, og billederne holdt i sort/hvid. Filmen begynder med et ultra-nærbillede af Brunhilde Pomsels ansigt og hoved, der på samme tid nådesløst og fascinerede viser alle linjerne, porerne og de bittesmå hår på den over 100 år gamle hud.

Det er et af den slags ansigter, som afspejler et helt livs historie, og som man kan blive ved med at kigge på i timevis. Man forstår instruktørernes fascination over at støde på et menneske, der rækker så langt tilbage, og som er i stand til at give så enestående en øjenvidneberetning.

Det andet, der holder en fast til lærredet, er Brunhilde Pomsels tilsyneladende ærlighed. Hun forsøger ikke at få sig selv og sin egen rolle til at se pænere ud, end den var – i hvert fald ikke ret meget – og viser ingen falsk anger. Tværtimod indrømmer hun, at hun var overfladisk og betaget af, at være så tæt på den nazistiske top. Og hun indleder filmen med følgende spørgsmål: ”Er det forkert og egoistisk, hvis mennesker forsøger at gøre noget, der er godt for dem selv, ud fra det sted, hvor de er placeret i tilværelsen? Også selvom det, de gør, er til skade for andre?

”Et Tysk Liv” er dog ikke kun en interviewfilm. Den er samtidig meget klart struktureret og balanceret med en mængde arkivmateriale. Der er for en stor dels vedkommende tale om aldrig tidligere vist materiale, som er kommet til veje via US Holocaust Memorial Museum i Washington og The Steven Spielberg Film and Video Archive, der begge har samlet en stor mængde privat arkivmateriale.

Under adskillige af klippene har man lyst til bare at lukke øjnene og ikke åbne dem igen. Synet af bunker af udmagrede lig, der som kludedukker smides ned i massegrave, og af blodige kradsemærker på væggene i gaskamrene, er meget stærk kost. Lige dér føler man sig meget tæt på alle dem, der lukkede øjnene dengang. For selv med vores kyniske nutidsøjne og store viden har man svært ved at tro på, at mennesker virkelig har handlet og behandlet hinanden på den måde.

Men det har de, og hvis vi ikke passer på, kan det meget let ske igen.

”Det er under ekstreme forhold som disse, at folks sande jeg viser sig, og den ånd, der præger vores tid lige nu, minder på mange måder om det samme. Den økonomiske krise er ikke gået upåagtet hen. Mange folk er alvorligt bange for deres velfærd og fremtidsmuligheder. Så kommer der en bølge af flygtninge til Europa, og i løbet af meget kort tid får alle højredrejede partier i Europa ny styrke. Man begynder at efterspørge en stærk leder, men pigtrådshegn skyder op overalt. Forskellen er, at det denne gang ikke blot er et enkelt land, som har bevæget sig mod højre, men et helt kontinent. Og det mest foruroligende er, at det ikke virker som om,

vi har lært noget som helst af fortiden.”, advarer de fire instruktører bag filmen, der er produceret af det internationale østrigske selskab Blackbox Film & Medienproduktion GmbH.

”Et Tysk Liv” er snildt sine 113 minutter værd. Dens budskaber er svære at komme udenom, og den kræver ubetinget et ærligt svar fra publikum på sit spørgsmål: Hvilke moralske principper ville du have ofret for at blive hurtigere forfremmet og få en højere løn? På den måde inviterer den tilskuerne til at overveje, hvor effektivt deres eget moralske kompas ville have været.

Hovedpersonen selv er ikke i tvivl:

”Nej, jeg opfatter ikke mig selv som skyldig. Ikke med mindre, man giver hele det tyske folk skylden for, at den regering fik magten. Det var os alle – inklusive mig”, slutter Brunhilde Pomsel.

Et Tysk Liv – 107 minutter – Tyskland og Østrig – Instruktører: Christian Krönes, Olaf S. Müller, Roland Schrotthofer og Florian Weigensamer – Medvirkende: Brunhilde Pomsel.