OSCAR –uddelingen 2018

Film - Oscar 2018
Så faldt afgørelsen i verdens mest prestigefyldte filmshow. I nat blev de eftertragtede Oscar-statuetter uddelt for 90. gang, og det blev Guillermo del Toros vidunderlige kærlighedsfabel ”The Shape of Water”, der løb med den fornemme pris.

Dermed valgte Oscar-juryen at hylde det eventyrlige og filmkunsten frem for det politiske – og dog. Historien i ”The Shape of Water” kan også ses som en fortælling om angsten for det ukendte og det, man ikke forstår som en hentydning til , hvordan USA i disse år lukker sig om sig selv under Donald Trump.

Oscar-showet startede klokken 02.00 dansk tid, hvor komikeren Jimmy Kimmel for anden gang var vært for showet. Han indledte som ventet med at referere til Harvey Weinstein og MeToo-bevægelsen, der opstod i kølvandet på skandaler om overgreb i Hollywood og siden har bredt sig til hele verden. Kimmel jokede således med, at Oscar-statuetterne er så populære, fordi de har hænderne, hvor man kan se dem, og ikke er udstyret med en penis.

Guillermo del Toro vandt karrierens første Oscar for ”The Shape of Water”. Toro, der er født i Mexico og siden indvandret til USA, havde denne kommentar:

- Jeg er en indvandrer, lige som mange af jer. Det bedste vores industri gør, er at den udvisker forskelligheder.

Skuespilleren Gary Oldman var lige så rørt, da han vandt karrierens første Oscar for sin flotte præstation som Winston Churchill i filmen ”Darkest Hour”

- Min dybeste tak til akademiet og så mange andre. Jeg har boet i USA i længst tid, og jeg er dybt taknemmelig for de mange gaver, jeg har modtaget her. Mit hjem, mit arbejde, min familie og nu en Oscar. Filmene tryllebandt i sin tid en ung mand fra Sydlondon og drømmen har bragt mig hertil, sagde han i sin takketale.

Det blev ligeledes en triumfaften for skuespillerinden Frances McDormand som fuldt fortjent vandt en Oscar i kategorien bedste kvindelige skuespillerinde for sin fantastiske præstation i filmen ”Three Billboards Outside Ebbing Missouri”, hvor hun spiller en enlig mor, der forsøger at komme sætte fokus på jagten på sin datters morder. En film, der vækker mange af vore forudfattede fordomme, men som konstant udvikler sig på uventede måder. Det var McDormands anden Oscar. Den første fik hun i sin tid for filmen ”Fargo”.

Skuespilleren Sam Rockwell fik en Oscar for bedste mandlige birolle som racistisk, voldelig betjent i samme film, mens Allison Janney blev hædret med en Oscar for bedste kvindelige birolle i filmen ”I, Tonya” om den skandaleombruste skøjteløber Tonya Harding

Det lykkedes desværre ikke for Danmark at erobre nogen Oscar-statuetter.

Første chance var kategorien bedste dokumentar, hvor produceren Søren Steen Jespersen havde koproduceret filmen ”Last Men in Aleppo”, og hvor en anden af kandidaterne ”Strong Island” både havde dansk koproducere og klipper. Men prisen gik til filmen ”Icarus”, der handler om effekterne af doping og svindel i topidræt. Søren Steen Jespersen tog det dog pænt:

- Jeg har hele tiden følt, at vi allerede vandt, da vi blev nomineret. Vores film er et stærkt vidnesbyrd om krigens grusomhed med eller uden en Oscar, fastslog han.

Heller ikke den svenske film ”The Square”, der har danske Claes Bang i hovedrollen, og som vandt de Gyldne Palmer i Cannes sidste år, vandt i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film. Den gik i stedet til den chilenske film ”A Fantastic Woman”, der handler om en transseksuel kvinde. Claes Bang tog det ikke helt så pænt som Søren Steen Jespersen:

- Det er ærgerligt og træls. Det er noget lort, lød hans kommentar, inden han satte kurs mod baren for at drukne sin ærgrelse.

Både ”Last Men in Aleppo” og ”The Square” har fået støtte af Det Danske Filminstitut ”DFI”.

Største skuffelse var dog, at den danske fotograf Dan Lausten ikke vandt en Oscar-statuette for fotograferingen i den vidunderlige ”The Shape of Water”. Her gik prisen til Roger Deakins for fortsættelsen af science fiction klassikeren ”Blade Runner”.

Bedste animationsfilm blev ikke uventet Pixars nye film ”Coco”, der foregår i Mexico og er inspireret af den mexicanske tradition ”De Dødes Dag”. Efter et år, hvor Donald Trump har tordnet igen og igen om at ville bygge en mur mod Mexico, må det siges at være et politisk valg.

Bedste film:

Bedste kvindelige hovedrolle:
Frances McDormand (Three Billboards Outside Ebbing Missouri)

Bedste mandlige hovedrolle:
Gary Oldman (Darkest Hour)

Bedste instruktør:
Guillermo del Toro (The Shape Of Water)

Bedste manuskript
Get Out

Bedste kvindelige birolle:
Allison Janney (I, Tonya)

Bedste mandlige birolle:
Sam Rockwell (Three Billboards Outside Ebbing Missoury)

Bedste ikke-engelsksprogede film:
A Fantastic Woman

Bedste dokumentar:
Icarus

Bedste animerede spillefilm:
Coco

Bedste kortfilm:
The Silent Child

Bedste hår og make up:
Darkest Hour

Bedste kostumer:
Mark Bridges (Phantom Thread)

Bedste lydklipning:
Dunkirk

Bedste lydmixing:
Dunkirk

Bedste produktdesign:
The Shape of Water

Bedste animerede kortfilm:
Dear Basketball

Bedste visuelle effekter:
Blade Runner 2049

Bedste filmklipning:
Dunkirk

Bedste korte dokumentar:
Heaven Is a Traffic Jam on the 405

Bedste tilpassede manuskript:
Call Me by Your Name

Bedste fotografering:
Roger Deakins (Blade Runner 2049)

Bedste soundtrack:
The Shape of water

Bedste originale sang:
Remember Me (Coco)