Filmanmeldelse: Rædslen fra Utøya genopstår på lærredet

Utøya 22. juli

5 popcorn

Den 22. juli 2011 er en af de dage, som altid vil blive husket. Den dag lidt efter klokken 17.00 gik den 32-årige Anders Breivik i land på den norske ø Utøya, hvor næsten 600 unge var samlet på det norske arbejderpartis årlige sommerlejr.

Små to timer tidligere havde Breivik detoneret en bilbombe midt i det norske regeringskvarter og dræbt otte mennesker. Nu begyndte han systematisk at skyde folk ned på Utøya og nåede at dræbe 69 og såre yderligere 66, inden han overgav sig små fem kvarter senere. Langt størstedelen af de dræbte var under 23 år.
Nu har den norske instruktør Erik Poppe lavet en film om de 72 forfærdelige minutter på Utøya. Det rejser selvfølgelig to meget væsentlige etiske spørgsmål: Det første er, om det overhovedet er moralsk ansvarligt at skabe en spændingsfilm om en tragedie som den på Utøya? At gøre de mange unges død til en form for underholdning i biografen? Det andet er, om enhver film om Utøya ikke også vil kunne benyttes i ekstremistiske kredse som en form for hyldest af den skræk, som Breiviks aktion skabte?

Jeg vil imidlertid ikke besvare nogle af de to spørgsmål her i denne anmeldelse, men alene se på, hvordan Poppe har løst den mildt sagt vanskelige opgave, han har sat sig for.

Set med de briller er det svært at se, at det kunne være gjort anderledes eller mere effektivt og gruopvækkende.

Efter en kort indledende dokumontage fra bilbomben i Oslo klippes der til øen, hvor den 19-årige Kaja tilbringer ferien med sin lillesøster Emilie. De to skændes, fordi Emilie ikke har lyst til at være på øen og ikke ønsker at gå med til den barbeque, der starter lidt senere.

Kaja ender derfor med at gå derhen alene, men midt mens hun står og snakker med sine venner, lyder de første skud, og skræmte unge kommer styrtende ud fra skoven. I de næste 72 minutter følger kameraet den unge pige, mens hun flygter med de andre og mere og mere desperat leder efter sin søster.

Lige som Sebastian Schippers ”Victoria” (2015) er Utøya-filmen optaget i ét langt, hæsblæsende håndholdt kamera-take, så man virkelig får fornemmelsen af at være på flugt sammen med Kaja og hendes venner i skoven omkring sommerlejren og ved de stejle skrænter på stranden.

Samtidig har Erik Poppe valgt at besætte rollerne med ukendte amatørskuespillere, hvilket øger troværdigheden endnu mere. Kaja spilles med fantastisk indlevelse af 19-årige Andrea Berntzen, der forhåbentlig kan bruge filmen til at kickstarte en karriere som skuespiller. Hun minder mange steder om Jennifer Lawrence på flugt i ”Hunger Games” og evner at få alle de mange følelsesnuancer med i sit spil.

Endelig har Poppe valgt udelukkende at fortælle sin historie fra de unges synsvinkel, mens man aldrig andet end i små bitte glimt på lang afstand får set Anders Breivik.

Dette er med til at øge spændingen, og de unges angst og rådvildhed over for den ukendte fjende, der sætter sit blodige spor med dumdum-kugler, som laver frygtelige sår, og som for at øge forvirringen yderligere ankommer til øen i politiuniform, inden han begynder at skyde.

Resultatet er en film, der med stor præcision udmaler dramaet og rædslen på Utøya, der hurtigt kommer til at minde om en af de klassiske, amerikanske gysere, hvor en gruppe unge jages af en navnløs og ansigtsløs morder.

Men netop fordi man ved, at det her er en virkelig hændelse, er filmen også hård kost at overvære, og man sidder med hjertet oppe i halsen og følelserne udenpå hele vejen fra start til slut.

Hvad man så kan bruge sådan en film til, må andre svare på.

Utøya 22. juli – 90 minutter – Norge – Instruktør: Erik Poppe – Medvirkende: Andrea Berntzen, Aleksander Holmen, Brede Fristad, Elli Rhiannon Müller Osbourne, Sorosh Sadat m.fl.