Da Trier slap sin massemorder løs i Cannes

Hvis nogen havde forventet, at Lars von Triers tilbagekomst til Cannes efter syv års ufrivilligt eksil ville foregå i ydmyg stilhed, ja så kender de åbenbart hverken Lars von Trier eller festivalarrangørerne.

Sidstnævnte har nok anet, hvad de gjorde, da de valgte hans nyeste film ”The House That Jack Built” til at deltage. Godt nok ikke i hovedkonkurrencen, men det forhindrede ikke filmen og Trier i at løbe med det meste af opmærksomheden, de seneste dage.

Hans toogenhalv time lange værk om en seriemorder var hård kost for publikum. Da den havde verdenspremiere mandag for det almindelige publikum udvandrede mere end 100 under forestillingen. Nogle vrede over den udpenslede vold. Andre forargede og med kvalme over, at Lars von Trier i en tid med MeToo og fokus på sexisme og kvinders rettigheder har tilladt sig at lave en film, hvor kvinder, børn og dyr mishandles og slås ihjel.

På samme måde var anmelderne delte. Anmelderen Peter Bradshaw hos den britiske avis The Guardian, der havde sneget sig ind til publikumspremieren, var således ikke imponeret:

- Den er en prøvelse i grusomhed og kedsommelighed. Den var præcis så ualmindeligt irriterende, som jeg havde frygtet, skriver anmelderen Peter Bradshaw, der dog giver Lars Von Trier kredit for, at filmen trods alt har en “spektakulær horrorfinale”.

Omvendt mener Politikens Kim Skotte, at ”Lars von Trier” provokerer, så det står ham ud af ørerne”, og at ”Trods kvalmende indslag er humoren det dominerende tonefald i filmen, hvor provokatøren Trier overstråler kunstneren af samme navn”.
The House That Jack Built

Alt var kort sagt præcis, som man kunne have forventet. Og Lars von Triers mangeårige samarbejdspartner og en af filmens producere Peter Aalbæk Jensen tog da også kritikken med ophøjet ro:

- Nu har jeg arbejdet med Trier i omkring 30 år, og der har altid været voldsomme reaktioner på hans film. På ‘Antichrist’ havde vi folk, der besvimede og blev båret ud. Der er tumult under en Trier-film, og hvis vi ikke ønskede det, ville vi nok lavede ‘Far til fire’ i stedet.
Omvendt mener Unicef ikke at ”Lars von Triers” voldsorgie når virkeligheden til sokkeholderne”.

”Hos Unicef er vi glade for, at debatten om volden er kommet så stærkt på dagsordenen. Vi ville bare ønske, at den ville gå et skridt videre. At den ville bevæge sig ud af biografmørket og forholde sig til virkeligheden. Ret f.eks. blikket mod Syrien, hvor byer belejres i årevis, så børn lider sultedøden eller bliver ofre for bomber og geværkugler.”, skriver Unicef.

Og sådan vil Lars von Triers nye film blive ved med at dele vandene, lige til den får premiere i Danmark i efteråret. For det er præcis det, som Lars von Trier kan og altid har kunnet: Dele vandene med sine film. Som et troldspejl han holder op foran publikums øjne, hvorefter han lader det splintre med et brag.

Så mon ikke også ”The House That Jack Built” nok skal vise sig at give stof til eftertanke. At forarges over vold i film virker i hvert fald underlig påklistret, når man tænker på, hvor meget udpenslet og afstumpet vold, der i forvejen er i filmmediet. Og ville det være mindre kvalmende, hvis filmens seriemorder havde slået mænd ihjel i stedet for kvinder og børn?