Filmanmeldelse: Deadpool 2 – Verdens mest respektløse superhelt er tilbage i underholdende 2’er

Deadpool 2

4 popcorn

En flamboyant og profan drengerøvsfilm. Nogenlunde sådan kunne man beskrive den veltonerede ”Deadpool” (2016), der svælgede i sjov vold og endnu mere respektløse fornærmelser og placerede sig midt imellem at være superheltefilm og supersatire.

I en tid, hvor bastante filmatiseringer af superhelte og andre tegneseriefigurer udgør en større og større andel af vores biograf-diæt, fungerede Deadpool som et effektivt brækmiddel, der fik os til at tømme maven og kroppen for alle de ophobede affaldsstoffer fra at have overværet verden efter verden blive bygget op, reddet og smadret.

Det samme kan man sige om Deadpool 2, hvor Deadpool rejser verden rundt og afliver den ene bande efter den anden i en stribe komiske lejeord til tonerne af Dolly Partons 80’er-hit ”Working nine to five”.

Det kan selvfølgelig ikke blive ved med at gå godt. Hævnlystne banditter opsøger Deadpool i hans hjem, men i stedet for at dræbe ham, er det hans kæreste, der ender med at dø for en vildfaren kugle. Og da Deadpool efterfølgende sprænger sig selv i luften  i selvbebrejdelse, må han konstatere, at han har for mange superkræfter til at dø.

Deadpool bliver sat sammen igen, men begynder først at se en mening med livet påny, da han møder mutantdrengen Russell. Engang i fremtiden vil Russell udvikle sig til at blive en megalomanisk superskurk. Derfor jagter den tidsrejsende cyborgsoldat Cable ham for at stoppe truslen i opløbet. Var der nogen, som sagde Terminator.

Efter, at de begge er endt i et særligt fængsel for mutant-kriminelle, beslutter Deadpool sig for at hjælpe drengen til at undslippe. Til det får han hjælp af en særlig X-force, som han selv har selv har udvalgt og hyret til opgaven og til at beskytte Russell mod Cable. Nogle af filmens sjoveste scener er da Deadpool interviewer forskellige kandidater til sit superheltehold

Selv om ”Deadpool 2” er gjort af samme stof som forgængeren, er den også bedre på stort det alle punkter: Den er skarpere, grovere, fortællemæssigt mere sammenhængende og sjovere og med et par velkomne nye tilføjelser. Det er en film, der ikke tøver med at smide alt – sine jokes, de mange referencer til andre film, hoveder, blod og indvolde – op på væggen for at iagttage, hvad der mon bliver hængende. Det er der meget, der ikke gør, men mindst lige så meget, der gør. Og hvis man er i stand til at ignorere alt rodet på gulvet, er man rigtig godt underholdt.

Ryan Reynolds glider endnu engang ubesværet ind i rollen som Deadpool, der sine steder minder om en ekstravoldelig Snurre Snup med løbeild i mundtøjet. Han må dog dele billedet med både Josh Brolin og Zazie Beets som henholdsvis Cable og ”superheltinden” Domino. Brolin skaber en tiltrængt lige-ud-af-landevejen figur, der står i skærende kontrast til Deadpools mildt sagt uortodokse superhelt. Og Beetz får skabt overraskende dybde i Dominy-figuren, hvis eneste ”superevne” er, at hun altid er ekstremt heldig.
Med to’eren fortsætter filmen Deadpool-franchisen, for forude venter flere film. Spørgsmålet er så, om konceptet holder i længden, eller om man næste gang får følelses af at høre en vittighed, man allerede har hørt før.

Deadpool 2 – 119 minutter – USA – Instruktør: David Leitch – Medvirkende: Ryan Reynold, Josh Brolin, Zazie Beets, Brianna Hildebrand, Jack Kesy m.fl.