Berlinalen dag 5 – Danske børnefilm på alle hylder

Malika

Så er vi nået midtvejs i Berlinalen. Indtil nu er Trine Dyrholms deltagelse i Berlinale-juryen, Lars von Triers ”Nymphomaniac” og udpegelsen af Danica Curcic til Shooting Star løbet med overskrifterne i de danske medier. Og så selvfølgelig George Clooney, ham må vi ikke glemme.

Men faktisk er Danmark også rigtig stærkt repræsenteret i år i Berlinalens børne- og ungdomssektion Generation. Og mandag var dansk børnefilmsdag i Berlin.

1.000 begejstrede børn klappede således efter visningen af Martin Miehe-Renards ”MGP Missionen”. Her gik både instruktøren og den unge teenagepige Malika Sia Graff på scenen. I filmen spiller hun en tyrkisk pige, men det er hun ikke i virkeligheden, afslørede Malika:

- Nej, jeg har en indisk far og en dansk mor, fortalte hun de videbegærlige børn og forsikrede dem om, at det vitterlig ér hende, der synger MGP-sangen, som hun vinder med i filmen.

Og for at sætte handling bag ord fik hun derefter bragt en guitar op på scenen og sang sin sang, så hele salen gyngede med.

”MGP Missionen” havde premiere i Danmark sidste forår og er foreløbig blevet set af over 105.000 danskere. Den blev vist i Generation Kplus sektionen.

I Generation 14plus var der ligeledes klapsalver til Kristoffer Kiørboes kortfilm ”Søn”.

Det er en barsk historie om skilsmissedrengen August, der får en hundehvalp af sin far. Hans mor (Andrea Vagn Jensen) vil imidlertid ikke lade ham beholde den. Det får August til at opsøge sin far for i stedet at få lov til at bo hos ham. Men her får han en iskold afvisning, og på vej hjem ser August ingen anden udvej end at slå hundehvalpen ihjel.

Som sagt barsk kost i en dansk børnefilm. Og 13-årige Stefan Søe Iwan, der spiller rollen som August, synes da også, at det var hårdt at skulle lade som om, at han slog hunden ihjel.

- Det var en hård scene at optage. Men den døde selvfølgelig ikke i virkeligheden, fastslog han.

Stefan, der var på Berlinalen sammen med sin mor, har spillet trompet i syv år i Tivoligarden. Han vil derfor hellere være musiker end skuespiller.

Ifølge Kristoffer Kiørboe handler ”Søn” om uskyldstab og om at blive voksen.

- August drives ud i noget af sine forældre, som han ikke har lyst til. Men samtidig ser han ingen andre muligheder. Man kan også sige, sat drabet på hunden er en slags faderdrab, da han jo har fået den af sin far. Det bliver så hunden, der må undgælde, da faderen afviser ham, forklarer Kiørboe.

Endelig var der i Generation Kplus sektionen verdenspremiere på Esben Toft Jacobsens nye animationsfilm ”Fjerkongens rige”.

For tre år siden var han med på Berlinalen med ”Den kæmpestore bjørn”. Hans nye film handler om den lille kanin Johan, hvis syge kaninmor en dag bliver hentet af Fjerkongen.

Derefter flytter Johan og hans far ud på en båd, mens Johan hele tiden drømmer om at finde Fjerkonges rige og se sin mor igen. Da det endelig lykkes, opstår der imidlertid problemer. For Fjerkongens rige er ikke noget rart sted, men underlagt en masse regler.

Fjerkongens rige er i virkeligheden en slags døsrige for kaniner, og historien har også lånt fra H. C. Andersen ”En moder”. Allermest minder filmens scenografi og stemning dog om den japanske tegnefilmskunstner Hayao Miyazakis poetiske tegnefilm.

- For mig handler den ikke så meget om liv og død, som om at savne. Det er jo også et tema, som man ser i f.eks. Bambi. Og så handler filmen om nærvær eller rettere mangel på nærvær. Ved filmens start er Johans far ikke særlig god til at tale med ham og tage sig af ham, men det bliver han, siger Esben Toft Jacobsen.

”Fjerkongens rige” får dansk premiere i påsken, og både børn og voksne kan godt begynde at glæde sig.

Kraftidioten

KRAFTIDIOTEN
Norges svar på Cohen brødrene – Hans Petter Moland – har gjort det igen. For tre år siden var han med i Berlinalens hovedkonkurrence med filmen ”En ganske rar mand” om eksfangen Ulrik, som efter 12 år i fængsel for mord har svært ved at vende tilbage til samfundet.

Nu er Moland påny med i hovedkonkurrencen med sin nyeste film ”Kraftidioten”, der lige som ”En ganske rar mand” har Stellan Skarsgård i hovedrollen.

Den hårdtarbejdende Nils er en nyttig samfundsborger. Han kører sneplov og opfylder dermed sine barndomsdrømme om at være stifinder. Ja. Han bliver endda udnævnt til at være årets borger i den lille by, hvor han bor med sin kone.

Det hele ramler imidlertid sammen, da de får besked om, at deres søn er fundet død af en overdosis. Konen trækker sig væk fra Nils i sin sorg, mens hans selv nægter at tro på, at sønnen var narkoman.

Da han begynder at efterforske sagen, står det hurtigt klart, at sønnen blev dræbt, fordi en af hans venner stjal kokain fra en lokal gangster. Da Nils begynder at arbejde sig op gennem gangster-hirakiet for at hævne sønnen, får han uforvarende blandet en serbisk gangsterbande ind i jagten. Og snart flyder blodet i spandevis.

Umiddelbart lyder det jo som en hård historie. Men frem for at være en norsk version af en amerikansk hævner-film, er det på ægte Moland-vis en kulsort komedie fyldt af groteske optrin. Det gælder for eksempel filmens gennemgående spøg med at nævne skuespillerne ”In order of diappearance” efterhånden som de dør. Og det er der ganske mange, som gør.

Stellan Skarsgård kan rollen som flink mand, der kan blive barsk, på fingerspidserne. Der er noget næsten barnligt følsomt og samtidig koldt beslutsomt i hans blå øjne og en intimiderende tyngde i hans fysik, der virker optimalt i denne type roller.

Samtidig udnytter Moland effektivt det norske landskab med uendelige snevider, hvor Nils kan udnytte sneploven til sin fordel.

Filmens manuskript er lavet af den allesteds nærværende Kim Fupz Aakeson, der også har skrevet manuskript på Pernille Fischer Christensens nye film ”En du elsker”.

Fra dansk side er det også interessant, at Birgitte Hjort Sørensen – der ligeledes er med i ”En du elsker” – har rollen som gangsterchefens ekskone, der prøver at tvinge ham med til møder om børneopdragelse, mens han hellere vil passe sine gangster-forretninger.

Endelig er det forfriskende at se Bruno Ganz i rollen som albansk gangsterchef.

Man kan med rette indvende, at filmen forherliger vold og sætter afstumpede drab ind i en komisk kontekst. Det er den bestemt ikke ene om, hvilket selvfølgelig ikke er nogen undskyldning.

Men uanset de etiske og moralske indvendinger kommer man ikke udenom, at ”Kraftidioten” er en meget underholdende film.