Anmeldelse: I krig & kærlighed – Storladent dansk melodrama får på alle violiner

I krig og kærlighed

3 Popcorn

For fire år siden instruerede Ole Bornedal TV-serien ”1864”, der siden blev klippet sammen til en film. Nu har Kasper Torsting så lavet en film om den næste krig, som Danmark, var involveret i – den store verdensomspændende 1. Verdenskrig fra 1914-18. Planen er, at den senere skal komme i en udvidet udgave som TV-serie. Det vender vi tilbage til.

Det er spændende materiale, som Torsting har kastet sig over. Mens 1864-krigen og nederlaget er blevet beskrevet på kryds og tværs, er Danmarks rolle i 1. Verdenskrig en epoke, som tit bliver overset til trods for, at den havde store konsekvenser for Sønderjylland.

Efter 1864 var Nordslesvig under tysk herredømme. Derfor blev 30.000 dansksiddende sønderjyder indkaldt til den tyske kejsers hær og sendt til fronten. Heraf omkom omkring 5.000 hvilket er det største, danske militære tab i moderne tid.

Som titlen antyder, handler det om to modsatrettede begreber, krig og kærlighed, selv om nogen nok vil mene, at kærligheden også er en slagmark, hvor kun de mest hårdføre overlever.

Krigsdelen overstås stort set i filmens første 20 minutter. Her sendes de to sønderjyder Esben (Sebastian Jessen) og Jes (Morten Brovn Jørgensen) på mission ved Vestfronten, hvor de heltemodigt uskadeliggør en fransk forpost og en tank. Prisen er dog høj. Mens Esben kun såres let bliver Jes skudt, og bliver efterfølgende lam fra livet af og ned.

De bliver begge sendt hjem til deres respektive koner Kirstine (Rosalinde Mynster) og Marie (Natalie Madueno). Her begynder så en ny slags krig – kærlighedskrigen. Da Jes ikke er meget værd som mand mere, falder Marie i stedet for den fæle dansk-tyske betjent Hansen (Thure Lindhardt). Og Kirstine har i Esbens fravær knyttet sig til den tidligere krigsflyver Gerhard Bauer (Tom Wlaschiha), der er blevet forelsket i hende og en faderfigur for sønnen Karl.

Det hele bliver ikke mindre højspændt, da Esben sendes tilbage til fronten, desertere og må gemme sig på sit eget loft, hvorfra han kan følge med i, hvordan Gerhard gør kur til Kirstine og er ved at overtage hans familie.

Der er kort sagt lagt op til det helt store melodrama, hvor blandt andet Esben må overveje, hor langt han er villig til at gå for at redde kærligheden og ægteskabet.

Det er en omfattende fortælling ”I krig & kærlighed”, disker op med, hvor krigen og den sønderjyske vinkel må vige pladsen for kærlighedshistorien. Det er ikke bare ærgerligt, men også lidt falsk markedsføring for en film, der har slået sig op på at være den første moderne film om Danmark under 1. Verdenskrig.

Det storladne melodrama kan derimod næsten ikke blive følelsesfuldt nok. Det emmer af violiner, tung klavermusik, skinsyge og stemmer på grådens rand, mens skuespillerne kæmper med den ofte klichéprægede dialog og replikker som: ”Vi er i krig” og ”Vi gør, hvad der er nødvendigt for at overleve”. På samme måde skæmmes fortællingen af en Casablanca-agtig slutning, der virker lige så utroværdig som umotiveret, fordi den underminerer de figurer, som er blevet bygget op de sidste to timer.

Men samtidig er ”I krig & kærlighed” også visuelt overdådig og med gode præstationer i de bærende roller. Rosalinde Mynster er således perfekt valgt som den både sårbare, erotiske og på samme tid praktisk anlagte Kirstine. Og Sebastian Jessen, der sidste år gjorde sig bemærket i ”Mens vi lever” er endnu bedre. Men han har selvfølgelig også mere på spil i historien end Kirstine.

Det gør, at man ikke keder sig undervejs i den 135 minutter lange film. Det kan imidlertid godt komme til at ske, når filmen senere lanceres som TV-serie. Her vil man sikkert udbygge nogle af fortællingens nuværende huller, selv om historien allerede er rigeligt lang, som den er nu.

I krig & kærlighed – 135 minutter – Danmark – Instruktør: Kasper Torsting – Medvirkende: Sebastian Jessen, Rosalinde Mynster, Morten Brovn Jørgensen, Natalie Maduenoi, Thure Lindhardt, Tom Wlaschiha m.fl.