Spændende nyt filmår med nye krav til danske film

Biograf 01

Så slog rådhusklokkerne tolv, og det nye år er begyndt. Jeg er ikke den store fan af nytårsløfter. Til gengæld glæder jeg mig faktisk mere end sædvanligt til filmåret 2019.

For det første er jeg spændt på, hvordan den nye filmaftale kommer til at udmønte sig i praksis.

Den blev enstemmigt vedtaget af samtlige folketingspartier i efteråret, og efter skambeskæringen af DR kunne man have frygtet det værste. Men resultatet blev en aftale, der faktisk giver Filminstituttet større råderum, men til gengæld også opstiller en række målbare succeskriterier for fremtidens film og filmproduktion.

Støttemæssigt er aftalen stort set status quo, idet dansk film fremover får knap 560 millioner kroner om året mod tidligere 563 millioner kroner. Og trods røster om, at danske film er underfinansierede, forventer politikerne åbenbart, at der produceres det samme antal film som i dag – altså i snit 20-26 spillefilm om året.

Uanset hvad kan branchen sikkert godt overkomme den del af aftalen. Det bliver straks mere spændende, når vi kommer til de føromtalte målbare succeskriterier, der nærmest virker som Von Trier-agtige benspænd.

For det første skal dansk film som minimum have en markedsandel på 29 procent af de biletter, der sælges i danske biografer, hvilket nok vil kræve lidt af et kulturskifte blandt de danske biografgængere.

I 2016 og 2017 nåede de danske film således kun en markedsandel på 20-21 procent. Og selv i 2018, hvor vi lige har overstået et dansk kanon-filmhalvår, nåede markedsandelen kun op på 27 procent. Et minimum på 29 procent synes derfor ikke at være det mest realistiske scenarie.

Og det bliver endnu vanskeligere. Aftalen kræver nemlig også, at mindst 10 danske spillefilm hvert år skal sælge i snit 250.000 billetter – eller 2,5 millioner biletter tilsammen.

Da aftalen kom i hus var der kun tre film, der i 2018 havde klaret at sælge 250.000 biletter eller mere: Ole Bornedals ”Så længe jeg lever”, Martin Miehe-Renards ”Far til fire i solen” (med nød og næppe) og Bille August ”Lykke-per”. Siden er der – heldigvis – kommet yderligere tre til: Christoffer Boes ”Journal 64”, Paprika Steens ”Den tid på året” og Anders Matthesens ”Ternet Ninja”.

De seks film har alene solgt over 2,5 millioner biletter tilsammen, så dette succeskriterie burde derfor være til at opfylde. Hvis der vel at mærke bliver ved at være danske bogklassikere nok at filmatisere.

Politikerne holder sig imidlertid ikke kun til hårde, økonomiske krav. De har også forventninger til filmenes præstationer på de internationale filmfestivaller. For første gang kræver de, at 8-10 danske fim om året skal udtages til en af de seks toneangivende filmfestivaller (Cannes, Venedig, San Sebastian, Berlin, Sundance og Toronto) eller nomineres til en Oscar.

Hvis man lige husker førnævnte volumen på 20-26 spillefilm om året, svarer det altså til, at mellem en tredjedel og halvdelen skal være af internationalt filmfestivalformat, hvilket nærmest virker overambitiøst for ikke at sige utopisk.

Men skal det endelig være, så er 2018 godt begyndt. Årets første danske film, Michael Noers ”Før Frosten”, som får premiere i næste uge, har allerede været udtaget til Toronto-filmfestivalen.

Og Lone Scherfigs engelsksprogede – men danskproducerede – ensembledrama ”The Kindness of Strangers” får en fornem verdenspremiere den 7. februar som åbningsfilm på årets Berlinale. Det er første gang, at en danskproduceret film åbner filmfestivalen i Berlin, hvor den også er med i hovedkonkurrencen og dermed kampen om festivalens eftertragtede guld- og sølvbjørne.

Det glæder jeg mig også til. Så two down, six to go. Det skal nok gå. Året er jo kun lige begyndt 🙂