Det er ikke tit, at jeg anmelder en film med det konkrete formål ikke at få folk til at se den. Det sker faktisk yderst sjældent, men det er sådan, at jeg har det med den tyske instruktør Fatih Atkins nye film.
Lad være (som i helt være), med mindre du da har en bizar fornøjelse i at se en alkoholiseret mand tæske og kværke den ene udslidte kvinde efter den anden ihjel i en af de mest uhumske lejligheder, du kan forestille dig. Lyder det tillokkende? Nej vel.
Det er ellers ikke fordi, at film om seriemordere ikke kan være fascinerende. For hvad er det for eksempel for en tvistet hjerne, der er på spil hos Hannibal Lecter i ”Ondskabens øjne” (1991)? Eller i ”Seven” (1995)?
På samme måde kan biografiske film om seriemordere som Ted Bundy, Jeffrey Dahmer eller Son of Sam være vældig interessante som menneskeportrætter fra livets vrangside. Ja selv, når seriemordergenren bliver et stykke film-intellektuel leg som i Lars von Triers ”The House That Jack Build”, er der noget dybere og mere spændende på spil.
Det er der imidlertid på ingen måde hos Fatih Atkin i ”Den Gyldne Handske”. Filmen er en biografisk fremstilling af ”seriemorderen” Fritz Honka, der i perioden 1970-75 dræbte mindst fire del- eller heltidsprostituerede kvinder fra Hamburgs berømte og berygtede Red Light District. Hans første offer var 42 år. Hende savede han bagefter i stykker og efterlod de forskellige kropsdele rundt omkring i området, hvor de blev fundet, uden at man dog fandt morderen. De øvrige var i alderen 52-57 år, og deres lig blev svøbt i plastic og stuvet af vejen i hulrummet mellem taget og væggen i Honkas kvistlejlighed. Hans motiv var, at kvinderne gjorde grin med hans evner, når han forsøgte at have sex med dem.
Det første spørgsmål, der melder sig i denne sørgelige fortælling, er om den stærkt alkoholiserede Fritz Honka overhovedet kvalificerer sig til at blive kaldt seriemorder? Den slags kræver som minimum en hensigt, men i Honkas tilfælde var der snarere tale om en slags tilfældig seriel hjemmevold og drab begået i en blanding af alkoholtåger og affekt.
Det næste spørgsmål er, om det er interessant nok til, at der skal laves en film om det? Om den kan bruges som afsæt for en overordnet diskussion om vold mod kvinder?
Svaret er et rungende nej. Fatih Atkin har nemlig valgt udelukkende at svælge i fornedrelsen i en grad, så man synker ned i snavset og lugten af menneskeligt fordærv, til man mærker det pible ud af hver eneste porre i huden, mens næsen fyldes af den ramme duft af sved, urin, bræk og forrådnelse.
Honkas lejlighed er genskabt med næsten sygelig akkuratesse med sine skimlede, fugtige vægge, sit rod af madrester, tomme snapseflasker og billederne af nøgne kvinder klippet ud af pornoblade på væggene.
Det samme er det berømte værtshus Den Gyldne Handske i nabolaget, Honkas stamsted, hvor han mødte en del af sine ofre. Værtshuset er på samme tid en overrøget, øldunstende varmestue og losseplads for ødelagte mennesker. Folk der ikke har andet tilbage i livet end alkohol, og som her finder et kortvarigt helle og måske den eneste bardisk i byen, hvor de bliver betjent.
Om det så er Honka selv, fremstilles han med sin urene ansigtshud og krabbede gang som prototypen på et menneskeligt monster, så det nærmest er en kliché. Og hans ofre er fordrukne, fornedrede kvinder frataget enhver glamour og værdighed og snart efter også deres liv.
De er dog kun staffage for den eneste kvinde, som Honka i filmen virkelig eftertragter: En blond, skolepige, der har forvildet sig ned i det forråede miljø. På den måde betragter filmen kvinderne på samme måde som Honka: Som simpelt slagtekød. Og ”Den Gyldne Handske” berøver dem ikke bare livet, men retten til overhovedet at blive opfattet som mennesker.
Som regel er der altid et eller andet at hente i selv den mest ringe film, men ikke her.
Da filmen havde premiere på Berlinalen vakte den lige dele væmmelse og raseri på grund af sin misogyni og detaljerede skildring af menneskelig opløsning. Mange spurgte, hvorfor om overhovedet havde været nødvendigt at lave den. Igen er svaret et rungende nej.
Den Gyldne Handske – 115 minutter – Tyskland – Instruktør: Fatih Atkin – Medvirkende: Jonas Dassler, Margarete Tiesel, Katja Studt, Martina Eitner-Acheampong m.fl.
