Filmanmeldelse: Familiefesten – Skeletterne og humoren vælter ud af skabet i fransk drama

Ambivalens!

Fornemmelsen af modstridende følelser er noget, som de fleste kender. Og få steder kommer ambivalensen så tydeligt til udtryk som til familiefester. Det ene øjeblik henrykkes man over familiens yngste, der kravler rundt på gulvet, og det næste øjeblik flænses stemningen af undertrykte fortrængninger, som eksploderer ud over festmiddagen.

På samme måde føles Cédric Kahns nyeste film ambivalent. For kan han overhovedet tilføre noget nyt til en genre, der for længst er tærsket langhalm på i både hans hjemland og alle andre steder?

Svaret er heldigvis ja. Ikke et tordnende et af slagsen – Kahn har præsteret bedre film end her – men alligevel et stort nok ja til, at den rigeligt er værd at bruge tid på.

For det første har Frankrig selv en fornem tradition når det gælder om at servere en solbeskinnet søndagsmiddag med skjulte giftpile. Det er da også sådan, at ”Familiefesten” starter. Midt på landet i det solgyldne Bordeaux, hvor matriarken Andréa har inviteret til 70-års fødselsdag med frokost, middag og overnatning.

Her ankommer først ældstesønnen Vincent, hans kone Marie og deres to sønner. Senere den fortabte søn Romain og hans nye, argentinske flamme Rosita. Og endnu senere, som et buldrende skellet, der kommer tumlende ud af skabet, slutter den endnu mere fortabte datter Claire sig til festen.

Hun har været væk i USA i fire år, uden at nogen har hørt et ord fra hende. I mellemtiden har hendes datter Emma boet hos sine mormor og morfar og er blevet kæreste med Julien.

Dermed er det definitivt slut med Andreas eneste fødselsdagsønske: At hun ikke vil høre et eneste ondt ord på dagen.

Claire kæmper nemlig både for at blive forsonet med sin datter og få de penge, som hun mener, at familien skylder hende. Og samtidig render Romain, der både er falleret filminstruktør og hashmisbruger, rundt og optager en dokumentarfilm af den samspilsramte families møde med hinanden.

Som kirsebærret øverst på denne helvedeskage afsløres det snart, at Claire er psykisk ustabil og har haft to kriser i USA, inden hun flygtede med sin partners kreditkort og sin stedmors smykker. Nu vil hun have sin del af barndomshjemmets værdi til at starte et vegansk hotel i Portugal med en schweizisk kvinde, hun har mødt i San Francisco.

Det er nemt at tage parti mod Claire – især hvis man ikke er vant til at omgås bipolare på daglig basis – og det bliver endnu nemmere, da hun oven i sin griskhed opfører sig racistisk over for den mørkhudede Julien. Men hun er bestemt ikke det eneste skellet i skabet.

Mere skal ikke røbes her. ”Familiefesten” kunne være endt som en græsk tragedie i samme toneleje som Thomas Vinterbergs ”Festen” (1998). Jeg skriver kunne, for vi er netop ikke i Danmark, men i Frankrig, hvor den type familiefilm tit blødes op med humor og et godt glas vin.

Kahn styrer rutineret det 11 personer store ensemble i sit udvidede kammerspil, og man lader sig gladeligt rive med. Både når man varmes over  familiemedlemmernes nærvær over for hinanden, og når man væltes omkuld af Claires psykose.

Rammen er upåklagelig med det rummelige stenhus og den endnu mere overdådige have. Humoren fænger, og ensemblespillet er upåklageligt med en af Frankrigs største skuespillerinder som festens midtpunkt.

Så selv om Kahn ikke helt har svunget sig op på festivalniveau denne gang, som han gjorde med sin seneste film ”La Priére” (2018), der deltog i hovedkonkurrencen på Berlinalen, er man godt underholdt. Og hvem vil ikke gerne drømme sig lidt væk til det landlige Frankrig i disse coronatider uanset familiestridighederne.

Familiefesten – 101 minutter – Frankrig – Instruktør: Cédric Kahn – Medvirkende: Catherine Deneuve, Emmanuelle Bercot, Vincent Macaigne, Cédric Kahn, Luána Bajrami, Isabel Aimé González-Sola m.fl.