FILM: Echo – Magisk islandsk mosaik
FDet bedste, man kan gøre, hvis man går ind og ser den islandske instruktør Rúnar Rúnarssons tredje film ”Echo” er lade være med at bruge tid på at søge efter en rød handlingstråd eller nogle gennemgående karakterer. Der er nemlig ikke nogen.
”Echo” består af 56 vidt forskellige vignetter, optaget med fast kamera i tilfældig rækkefølge. Det eneste fælles er, at de alle er foregår på Island omkring jul og nytår.
Som det fremgår, er Rúnarssons nye film ikke bare forskellig fra hans seneste film ”Sparrows” (2016), som var en stille og vemodig coming of age film, hvor uskylden forduftede mere råt end romantisk.
Nej, den er forskellige fra de fleste andre film, og derfor kræver den noget helt særligt af tilskuerne. Til gengæld bliver man rigeligt belønnet. Det største øjeblik i ”Echo”, er når man får indfriet sin tålmodighed og når til det punkt, hvor man giver slip på sin trang til narrativ sammenhæng og i stedet lader sig synke ned og ind i Rúnarssons vision.
Lige dér smelter filmens vignetter sammen til en mageløs mosaik, der ikke blot tegner et billede af det islandske samfund men af verden i al almindelighed. Lige der bliver man fanget af filmens rytme, og ”Echo” bliver til visuel musik, der spiller på alle sindets følelser.
Tag for eksempel den fascinerende startscene, hvor man fra siden iagttager en bil bevæge sig hele vejen gennem en bilvask, mens de farvede børster hvirvler omkring den, som en persisk danser til tonerne af Kjartan Sveinsson musik.
Det er så enkelt gjort, at det næsten ligner snyd, men samtidig med så mesterlig, øvet hånd, at man ikke opdager, man er blevet forført, før det er sket.
I nogle scener smelter det islandske og det universelle sammen. Som da en bibliotekar modtager en opringning fra sin mor og ryger ind i en diskussion om maden til den forestående familiesammenkomst: ”Nej, jeg spiser ikke hvalkød……..Fordi jeg ikke spiser hvalkød……Hvis du og far gerne vil spise hvalkød, så skal I bare gøre det. Så kommer vi senere….Ja, fortæl ham det”.
Ved at lade kameraet være ubevægeligt skærpes vores opmærksomhed om alt det andet, der sker på lærredet: Omgivelserne, personerne og det, de siger. Og mens julen nærmer sig slippes følelserne løs i alle retninger.
En narkoman bliver rørt over to venlige sygeplejersker. En afro-amerikaner i et solcenter fortæller familien hjemme, hvor meget han savener dem. Og en fraskilt kvinde bryder sammen i telefonen, da hendes eksmand fortæller, at han beholder børnene.
Den måske mest rørende scene er en ansat på en alarmcentral, der modtager et opkald fra en otteårig dreng, hvis forældre er oppe og slås. Man hører aldrig drengen eller hans forældres slagsmål, blot medarbejderens beroligende stemme, men det er aldeles hjerteskærende.
Og sådan forsætter man gennem ”Echo”, som var det en kunstudstilling med forskellige billeder, indtil man bagefter står uden for biografen med hovedet fuld af tanker om, hvilken scene der var bedst.
Rúnar Rúnarssons film er en højst usædvanlig julefilm, men den er mindst lige så magisk, som hvis den havde været fyldt med nisser og julemænd.
Echo – 69 minutter – Island – Instruktør: Rúnar Rúnarsson – Medvirkende: En masse islandske amatører
