FILMPRISER: Vinterbergs sindssyge ”Druk”-tur mod Oscar-statuetten

”Hvor er det sindssygt!”

Sådan lød den spontane og målløse reaktion fra Thomas Vinterberg, da han tidligere på dagen skrev Oscar-historie.

Da Oscar-komitéen afslørede årets nominerede, blev Thomas Vinter nemlig som den første dansker nogensinde nomineret til en Oscar for Bedste Instruktør for filmen ”Druk”.

På forhånd havde alle øjnene rettet mod nomineringerne i kategorien ”Bedste internationale film”. Her har man i månedsvis kunnet følge Vinterbergs Druk-drama kæmpe sig vej gennem det stadig mere snævre Oscar-felt – og følge de hjemlige forventninger stige tilsvarende.

Men kun de færreste havde imidlertid turdet håbe på en dobbelt-nominering, da nomineringerne blev offentliggjort ved en digital ceremoni i Hollywood.

Thomas Vinterberg fulgte slagets gang fra Zentropa, sammen med blandt andet hans hustru Helene Reingaard Neumann, Magnus Millang og Susse Wold, der alle medvirker i filmen.

”Druk” handler om fire, midaldrende, mandlige gymnasielærere, der indleder et eksperiment, hvor de hele tiden skal have en promille på en halv procent og måle, hvordan det forandrer deres liv.

Thomas Vinterberg får dog hård konkurrence i kampen om sin instruktør-Oscar.

”Druk” er oppe imod fire andre instruktører. Den hårdeste konkurrent bliver uden tvivl den kinesiske instruktør Chloé Zhao, der er nomineret for filmen ”Nomadland”.

Filmen handler om en kvinden Fern (Frances McDormand som er nomineret til en Oscar for Bedste Kvindelige Hovedrolle), der efter at have mistet alt under finanskrisen beslutter sig for at køre gennem den vestlige del af USA i en autocamper.

Næste konkurrent er den amerikanske instruktør David Finch, der blandt andet er kendt for filmen ”Seven” (1995). I år en han nomineret for sin seneste film ”Mank” – et sort/hvidt drama om manuskriptforfatteren Herman Mankiewicz og hans turbulente samarbejde med Orson Welles om filmmesterværket ”Citizen Kane” (1941).

Med i kapløbet er også den koreanske instruktør Lee Isaac Chung for filmen ”Minari”. Det er Chungs femte film, som fortæller historien om det koranske forældrepar Jacob og Monica, der beslutter sig for at flytte deres amerikansk-fødte børn ud af byen til et nyt liv på landet i Arkansas.

Endelig skal Vinterberg kæmpe mod den britiske instruktør Emerald Fennell og hendes nyeste film ”Promissing Young Woman”. En ung kvinde, der er blevet traumatiseret af tragiske begivenheder i sin fortid, bruger tiden på at hænge ud på barer og udgive sig for at være en hjælpeløs kvinde for at få hævn over mandekønnet.

Thomas Vinterberg lægge ikke skjul på, at han er overrasket.

”Det havde jeg aldrig regnet med på noget tidspunkt. Vi var faktisk i gang med at snakke om noget andet, og vi var lykkelige for vores nominering for Bedste Internationale Film, så det var meget ekstraordinært”, siger han i et interview med Ekko og tilføjer:

”Fornemmelsen af ekstase og en søgen efter leve, ikke bare eksistere, har folk virkelig kunnet genkende, især i deres pandemi-liv.”

”Min påstand er, at folk også savnede det før. Det blev forstærket af pandemien, men det målbare, fornuftsprægede og stræbsomme liv har overtaget i en sådan grad, at folk savner det ukontrollerede og inspirerede – alt det, der ikke kan måles. Det går denne her film om nogen til kamp for!”

Oscar-uddelingen finder i år sted den 26. april.