Filmanmeldelse: Girlhood – Pigebander i en mandeverden

Girlhood

5 popcorn

Det begynder som en amerikansk sportsfilm. Mens synthesizer-poppen lægger sig som en dyne over grønsværen hamrer de blå og røde spillere sammen skjult bag skulderbeskyttere og hjelme med ansigtsværn.  Her følger så den første overraskelse: Et par vildfarende lokker afslører, at spillerne er teenagepiger.

Efter kampen slentrer pigerne hjem. Alle er de mere eller mindre mørke i huden, men den euforiske kakafoni af pigestemmer er ikke amerikansk, men fransk.

Så snart de kommer rundt om hjørnet på en af de anonyme betonblokke og støder på en flok unge fyre, forstummer euforien imidlertid. Som en logrende hund, der har fået et spark, sænker pigerne hovederne og blikkene. Og i takt med, at flere og flere af dem når deres gadedør og falder fra, stiger utrygheden blandt de tiloversblevne.

Budskabet er klart: Dette her er en mandeverden, hvor piger kun er stærke, når de er sammen og ikke udfordrer mændenes autoritet.

Man siger, at antrittet i en film, lægger grundstemningen for resten, og her slipper den franske instruktør Céline de Sciamma rigtig godt fra start. De første fem minutter i ”Girlhood” er som en lille, stramt komponeret fortælling i sig selv, samtidig med, at den gennemspiller og spejler alle filmens temaer.

Hovedpersonen Marieme lever et trøsteløst liv i en forstad til Paris med sin evigt arbejdende – og derfor fraværende – mor, sin intimiderende storebror, der styrer familien med vold og frygt, og sine to mindre søstre, som hun er reservemor for.

Hendes fremtidsudsigter er mere af det samme uden mulighed for at bryde den sociale arv, der tynger hende som en møllesten. Efter Mariemes skole afviser at godkende hende til gymnasiet, begynder de første sprækker at vise sig hos den ellers ansvarsfulde pige.

Da en lokal pigebande tilbyder, at hun kan være fjerde hjul på vognen, siger hun først nej. Men udsigten til et frirum og det beskyttende fællesskab bliver hurtigt for tillokkende. Snart er hun en del af deres verden med dyre læderjakker, smart hår og tøsefester på hotelværelser, hvor de kan drikke sprut og danse sammen uden at føle sig truet af mændene. Med sin nye selvsikkerhed formår hun endda at indlede et forhold til den lækre fyr fra storebrorens bande, som i den grad er forbudt territorium.

Men bandelivet har også sine barske sider. Pigerne viger hverken tilbage for at stjæle eller intimidere andre, og uoverensstemmelser med andre pigebander afgøres med brutale og ydmygende slagsmål, hvor taberen får trukket blusen af og snittet bh-strengen over, så vinderen kan beholde dem som trofæ.

Marieme, der har fået bandenavnet Vic for victoire (sejr) viser sig imidlertid at være en ægte slagssøster, men trods hendes kampiver og vilje til at kæmpe sig ud af sit miljø ender hun i en langsomt nedadgående spiral. Selv da hun nærmest forsager sin femininitet, klipper håret kort og optræder som narkobud for en anden bandeleder, er det kun en stakket frist.

Celine de Sciama har efterhånden specialiseret sig i coming of age film med piger i hovedrollen. Både i ”Water Lilies” (2007) og Tomboy (2011) kræser hun om ung homoseksualitet og grænserne mellem køn og kønsudtryk.

Mens den homoseksuelle vinkel er nedtonet i ”Girlhood”, er kønsproblematikken det ikke. Marieme og hendes ligesindede kæmper forgæves for at blive anerkendt på deres egne præmisser. Anerkendelsen får de imidlertid kun i glimt, når de aflægger de feminine sider og prøver at matche mændenes brutale facon.

I det spil er pigefællesskabet et tiltrængt helle, og en af filmens smukkeste scener, er da de fire piger danser i slowmotion med hinanden til Rihanna-hittet ”Diamonds”. Der er da heller ingen tvivl om, hvor Sciamas solidaritet ligger, efter som hver eneste manderolle i ”Girlhood” er usympatisk i større eller mindre grad.

Der er dog ikke tale om betonfeminisme og klichéagtige floskler om mandlig dominans. Sciamas kvinder er heller ikke fejlfrie. De svigtes og svigter selv. Til gengæld svigter instruktøren ikke sine figurer. ”Girlhood” kunne være blevet endnu en film, der lever højt på, at pigebander er det nye sort i filmverdenen. I stedet er den et indfølt og troværdigt portræt af en gruppe kvinder, der kun har hinanden og sig selv at stole på.

Girlhood – 112 minutter – Frakrig – Instruktør: Céline de Sciamma – Medvirkende: Karidja Touré, Assa Sylla, Lindsay Karamoh, Mariétou Touré, Idrissa Diabaté m.fl