Der er nogle instruktører, hvis film man altid gerne vil se. Også selv om det er en af deres mindre film.
Sådan en instruktør er tyske Christian Petzold, der I film efter film har vist sig som en moderne Chabrol.
Denne gang er han på banen med et elegant og foruroligende psykologisk kammerspil og mysterium. Et af den slags, der selv om det er lavet af en tysker, minder om stemningen i en engelsk krimi af PD James eller Ruth Rendell.
Mirrors No. 3 handler om, hvordan en traumatisk hændelse skaber dyb sorg, revner og dysfunktionalitet i en familie. Som det ofte er tilfældet i Petzolds film, er der tilløb til noget drømmende og uvirkeligt. Men det, der for alvor gør Miroirs No. 3 interessant, er, at den ikke bevæger sig mod en makaber drejning eller en gyseragtig slutning. Tværtimod flyder den mod noget positivt og endda forsonende.
For fjerde gang har Cristian Petzold bygget en film op omkring sin yndlingsskuespillerinde Paula Beer. Her spiller hun Laura, en meget talentfuld pianist, der studerer musik i Berlin. Ved filmens start virker Laura dog både sårbar og deprimeret. Hun er fanget i et ulykkeligt forhold med Jakob, der tydeligvis opfatter hendes tilstand som ubelejlig og hverken har kapacitet eller lyst til at støtte hende.
Under en køretur på de små, smalle landeveje omkring Brandenburg kører Jakob galt. For ham ender det skæbnesvangert, mens Laura på mirakuløs vis overlever med småskrammer.
Kort før ulykken har Laura kort haft en næsten hypnotisk øjenkontakt med en kvinde, hvis hus de passerede. Efter ulykken, hjælper kvinden, der hedder Betty, Laura tilbage til huset. Og da Laura senere beder, om hun må blive, indvilger hun straks.
Nu begynder et på samme tid idyllisk og mærkeligt ophold. Betty har underligt nok ungt kvindetøj i Lauras størrelse. Og i stuen står et piano, hun ikke selv bruger, men som hun opfordrer Laura til at spille på.
Samtidig viser det sig, at Betty bor separat fra sin mand Richard og søn Max, der driver et værksted i den nærliggende by – og som heller ikke spiller piano.
Der lurer åbenlyst en tragedie et sted i familiens fortid. Men selv om Petzold igen og igen viser os scener, hvor Barbara, Max og Richard forsøger at skjule sandheden for Laura, er det som om, at hun lukker øjnene og lader stå til.
Mere skal ikke afsløres her. Filmens kryptiske titel stammer fra tredje sats af Ravels pianostykke, som man hører Laura spille. Miroirss No. 3 er et studie i økonomisk fortællekunst skåret helt ind til benet. Og samtidig er den et bevis på, hvad et kreativt team kan nå med begrænsede midler.
Samtidig befinder vi os midt i en ægte Petzold-sommer. Denne årstid, der går som en rød tråd gennem andre af instruktørens værker som Jerichow (2008), Barbara (2012) og Rød Himmel (2023), og som nu sænker sig igen. Tør og varm nok til at græsset visner i det flade landskab, men med truslen om hårdere vejr hængende over sig. Og med en grundlæggende kulde hos karaktererne, der gør, at de aldrig helt tør op under den brændende sol.
Selv om Miroirs No. 3. bygger på tung grund, bærer den alligevel sin følelsesmæssige vægt med lethed. Den er ikke en komedie, men humoren glimter hele tiden i fortællingen.
Det hele er strikket sammen med Petzolds sædvanlige elegance og tilbageholdenhed. Et mådehold der gør, at lejlighedsvise voldsomme scener som en forulykket rød cabriolet eller en eksploderende opvaskemaskine bliver endnu mere forvirrende. Som høj mekanisk støj sat over for den mere stille, menneskelige uorden.
Og så er der Paula Beer. I hænderne på en mindre garvet skuespiller og instruktør kunne Laura-figuren være endt som en frustrerende gåde. Men heldigvis belyser Beer med stor akkuratesse sin karakters indre liv og de usikkerheder, der hvirvler rundt om hendes vej fremad, selvom hun bevarer sin mystik. Allerede tidligt i filmen fordømmer hun sig selv for at være skyld den dødelige ulykke. Senere tilstår hun over for Max, at hun ikke er ked af det over Jakob, og tilføjer, at de ikke engang var et rigtigt par.
Miroirss No. 3 er som antydet ikke et af Petzolds største værker. Dertil er filmen lidt for let, og samtidig en af de få film, man gerne havde set, var længere. Men den er et fermt lille psykologisk drama om følelsesmæssige forskydninger. Garneret med frisk blommekage, hvor milde solskinsdage blandes med såråbne traumer. Et 86 minutter langt puslespil, der indeholder alle Petzolds kendetegn. Og som skubber hans samarbejde med Paula Beer i en stadig mere gådefuld retning.
TITEL: Miroirs No. 3
VARIGHED: 86 minutter
LAND: Tyskland
INSTRUKTØR: Christian Petzold
MEDVIRKENDE: Paula Beer, Barbara Auer, Matthias Brandt, Enno Trebs m.fl.
