Berlinalen dag 5 – 81-årig økobonde på den røde løber

Berlinale 10

Filmfestivaller er fyldt med kontraster. Det gælder også årets Berlinale, og få steder var kontrasten større, end da festivalens kulinariske program åbnede søndag aften med den danske instruktør Phie Ambos betagende ”Så meget godt i vente” om et biodynamisk landbrug i Nordsjælland.

Med i Berlin var nemlig også filmens 81-årige hovedperson Niels Stokholm, som man er vant til at se i overall og gummistøvler, men som her var placeret langt fra de idyliske marker i Berlinalens futuristiske landskab. En udfordring som han og hans kone Rita, der også var med på turen, dog tog i stiv arm.

- Rita mente, jeg burde tage den samme gamle islandske sweater på hernede, som jeg har på i filmen, forklarede han ved et interview med CineMadsen tidligere på dagen og tilføjede:

- Ellers tager jeg det drama, som filmen har åbnet op, stille og roligt, lige som jeg hele mit liv har modtaget udfordringer med taknemmelighed. Vi er sikre på, at det er endnu et lille skridt i den rigtige retning, så folk får en dybere forståelse for naturen og for, hvordan man arbejder sammen med den i stedet for at stjæle fra den.

Niels og Ritas landbrug Thorshøjgård leverer produkter af så høj kvalitet, at de blandt andet er faste leverandører til Danmarks fornemmeste restaurant Noma og har leveret mad til både kronprinsen og en række internationale regeringschefer ved en miljøkonference i København.

Men selv om ingen, der har set filmen, kan være i tvivl om, at gårdens dyr bliver behandlet overordentligt godt, så fik Niels og Rita alligevel økologi-kontrollen og Natur- og Erhvervsstyrelsen på nakken. Grunden var blandt andet, at Niels Stokholm ikke ville bruge såkaldte drikkekopper til sine køer, men foretrak, at de drikker af vandtrug. Sagen, der endte med en undskyldning fra kommunen, bliver også beskrevet i filmen.

- Jeg synes, at sagen med myndighederne er blevet en lang større del af filmen, end jeg brød mig om. Men jeg har fra starten giver Phie frir hænder til at lave filmen, som hun mente, den burde laves, og hun mente, det ville skabe større sensation omkring den, forklarer Niels, mens Rita indrømmer, at der var dage, da sagen var på sit højeste, hvor det ikke altid var sjovt, at der var et kamera til stede.

Thorshøjgård er også kendt for at have den største biodiversitet overhovedet i  Danmark pr. kvadratmeter. Gården har blandt andet omkring 100 røde danske malkekøer, hvilket svarer til halvdelen af det samlede antal i Danmark – og det til trods for, at det engang var de mest populære køer i Danmark med en samlet bestand på over 1,5 millioner dyr.

Niels og Rita opfatter det i øvrigt ikke som om, at de producerer mælk eller andre landbrugsvarer, men at de produkter, som dyrene vælger at give dem.

- Man kan også sige det på den måde, at vi fremønsker mælken ved at sørge for, at dyrene er galde og i hopla. Altså at vi med vores positive tilgang er blevet en del af processen, slutter Niels Stokholm.

Berlinale 11

Berlinalen 12

3 Popcorn

AS WE WERE DREAMING

Knuste drømme og tab af stabilitet i kølvandet på Berlinmurens fald. Det er hovedtemaerne i den tyske instruktør Andreas Dresens „As We Were Dreaming“. Et hårdkogt drama om en gruppe venner i Leipzig, der bliver voksne, netop som den kolde krig slutter.

Filmen veksler hele tiden mellem før og efter. Polaroid kolorerede scener fra slutningen af 80erne, hvor de fem 13-årige hovedpersoner går på en socialistisk skole, skifter med scener fra 90erne, hvor de forsøger at finde sig et ståsted i et land, de ikke længere genkender. Nemme ofre for stoffer, bandevold og deres egen ungdoms kådhed.

Gruppens leder er Dani, der også har æren af filmens voice over. Hans nærmeste sidekick er Mark, der har svært ved at holde sig fra stofferne, Rico, der drømmer om at blive bokser, gruppens bebrillede nørd Paul og den store, tavse, stærke Pitbull.

Lige fra åbningsscenen, hvor Dani finder Mark helt i tovene på heroin i en nedlagt biograf, ved vi, at vi kommer til at se historien udfolder sig som en nedadgående spiral.

Og ganske rigtigt ser man, hvordan femkløverets drømme langsomt, men sikkert eroderes og glider væk mellem hænderne på dem. Godt hjulpet på vej af en strid med en lokal gruppe skinheads, hvis leder Kehman har et fast greb om den unge pige Starlet, som Dani er forelsket i.

Andreas Dresen leverer en historie fyldt med slåskampe, stroboskoplys og anarkistisk energi. På den måde lægger „As We Were Dreaming“ sig i slipstrømmen på en lang række lignende film fra det tidligere Østyskland. Men samtidig er det også filmens største svaghed, at den ikke tilfører genren noget nyt og på den måde kommer til at minde om østyske film fra for 10 år siden.

Filmens stærkeste kort er helt klart, at det er lykkedes for den tyske instruktør at få optimale præstationer ud af sine unge skuespillere, så man virkelig føler deres karakterer. Alligevel savner man, at figurerne var mere originale, end tilfældet er.

Det gælder ikke mindst filmens kvinder, der alle ses fra et snævert mandligt synspunkt, hvilket betyder at deres personlighed og potentialer er det mindst interessante ved dem. Et eksempel på det, er da Paul forelsker sig i en lidt ældre, vietnamesisk kioskdame fra Vesttyskland, som dog afviser ham, fordi han er for ung.

På samme måde er gruppens forældre og familie stort set ikke eksisterende. Og i de tilfælde, hvor de er tilstede, er de reduceret til klicheen om den hårdt arbejdende mor, der aldrig er nærværende. En episode, hvor Dani undslipper sine forfølgere ved at søge tilflugt i lejligheden hos en husmor, som derefter kaster sin frådende lidenskab over ham, virker nærmest grinagtig.

Det mest generende er dog, at Dresen ikke har formået at skabe sammenhæng mellem sit før og sit efter. Vi mangler simpelt hen forklaringen på, hvordan de velordnede 13 årige drenge kunne ende så meget på vildspor blot få år senere.

As We Were Dreaming – 117 minutter – Tyskland – Instruktør Andreas Dresen – Medvirkende Merlin Rose, Julius Nitschkoff, Marcel Heuperman, Joel Basman, Frederic haselon, Ruby O. Fee m.fl.