Berlinalen dag 4 – Terrence Malick leverer form uden indhold

Knight of Cups


Se det var en rigtig film!

Den begejstrede bemærkning falder fra en af mine udenlandske filmjournalist-kolleger efter pressevisningen på Bill Condons „Mr Holmes“.

Med „rigtig film“ mener han en film af den traditionelle slags, med en lige ud af landevejen historie fortalt i et klassisk filmsprog. Hans bemærkning var imidlertid tankevækkende fordi den på godt og ondt sætter Berlinalen og ikke mindst festivallens hovedkonkurrence i relief.

Her er en stor del af filmene nemlig ikke „rigtige“ film ud fra den ovennævnte definition. Men er de så i stedet „forkerte“ film og kan man overhovedet dele film ind i den slags kategorier?

Det er i hvert fald et faktum, at en del af filmene i hovedkonkurrencen ikke bruger et konventionelt filmsprog, men i stedet leger med formen. Det kan være visuelt med for eksempel håndholdt kamera, som vi så det i både den iranske instruktør Jafar Panahis „Taxi“, og den tyske instruktør Sebastian Schippers „Victoria“. Det kan være handlingsmæssigt, og endelig kan det være i hele filmens scenografiske opbygning.

Det sidste så man et eksempel på med Terrence Malicks nye film „Knight Of Cups“. Den handler om hovedpersonen Rick, der strejfer rundt på udkig efter meningen med livet i en surrealistisk verden i form af en del af Santa Monica befolket med filmstjerne, modeller og andre medlemmer af Hollywoods elite. Meget af filmen bevæger personerne sig rundt som zombier i de smukke, men også fremmedgjorte og meget upersonlige omgivelser. Alle er smukke og næsten alle klædt i designertøj. Billederne er bjergtagende, personerne næsten uden dialog, mens Ricks tanker og følelser formidles af en fortællestemme.

Selv hører jeg til sidstnævnte gruppe, og må med skam melde, at jeg i et par korte sekvenser døsede hen. Jeg gik dog ikke så vidt som nogle af mine filmanmelderkolleger, der udvandrede i protest for at undgå samme skæbne.

Også anmelderne i årets Screen Jury er uenige om Malicks film. De syv europæiske filmjournalister i juryen gav ”Knight of Cups” fra en til tre stjerner. Dermed slutter Malick sig til rækken af kendte instruktører, der har skuffet i år i hovedkonkurrencen. Werner Herzogs ”Queen of the Desert” blev således slagtet af anmelderne lige som Isabel Coixets ”Nobody wants the Night”. Og Malicks film har som sagt fået meget blandede anmeldelser.

Foreløbig har juryen bedømt 9 ud af de 19 film i hovedkonkurrencen. Det samlede gennemsnit for de syv film ligger på 2,5 stjerner altså midt mellem gennemsnitlig og god.

Hele fire film har dog fået over 3 stjerner i gennemsnit. Ud over Panahis ”Taxi” og Schippers ”Victoria” drejer det sig om Andrew Haighs bevægende ægteskabsdrama ”45 Years” og festivalens mellemamerikanske overraskelse ”Ixcanul” af den guatamelanske instruktør Jayro Bustamante.

Men med 10 konkurrencefilm tilbage, er konkurrencen om guldbjørnen fortsat fuldstændig åben.

Diary of a Chambermaid

cxpattsocxpattso2 Popcorn

DIARY OF A CHAMBERMAID

Det er aldrig en nem opgave at følge i hælene på topinstruktører som Renoir og Bunuel, der begge har leveret fremragende filmatiseringer af Octave Mirbeaus novelle ”En kammerpiges dagbog” fra 1900. Den første i 1946 den anden i 1964.

Og hvis man alligevel ikke kan levere en overbevisende nyfortolkning af historien, bør man så overhovedet forsøge? Ja det bør man, mener den franske instruktør Jacquout Benoit, hvis film havde verdenspremiere på Berlinalen søndag.

Benoit hævder, at hans version ligger tættere på bogen. Det kan sagtens være, da de to tidligere film langt fra har samme handlingsforløb.

I den nye film forlader den selvbevidste kammerpige Celestine (Léa Seydoux) nølende det fashionable Paris for at tage imod en stilling i provinsen hos Lanlaire-familien i Normandiet.

Her møder hun det barnløse og glædesløse Lanlaire-ægtepar, hvor manden med savlende overherre-liderlighed kaster sig over tjenestepigerne, mens hans aseksuelle, tyranniske kone herser rundt med alle.

Celestine er fast besluttet på ikke at lide samme skæbne som husets buttede kokkepige Marianne, som allerede har skaffet sig af med ét barn født uden for ægteskab og som nu er gravid igen.

Celestine tiltrækkes i stedet af familiens mandlige tjener og gartner Joseph, en mystisk og dyster mand med stærke antisemitiske holdninger, der foreslår, at hun kan arbejde som prostitueret for ham i Cherbourg.

Benoit udlevere nådesløst borgerskabet, der groft udnytter deres tjenestefolk. Men samtidig er det også historien om en ung kvinde, der forstår at bruge sin sensualitet til at opnå det liv, som hun ønsker. På den måde viser filmen de magtesløse magt og de magtfuldes magtesløshed og impotens sat over for hinanden.

Desværre formår Benoit ikke at puste nyt liv i Celestine-figuren, hvis historie også er et portræt af slutningen på en æra. Hans film har intet at tilbyde et biograf-publikum anno 2015, der ikke er blevet nævnt før tusindvis af gange.

Samtidig halter manuskriptet fælt bagefter, med en historie med store huller, der i bedste fald er usammenhængende, og et persongalleri, der aldrig hæver sig over det endimensionelle og som derfor aldrig bliver interessante for publikum.

Det gælder også Léa Seydoux, der ikke formår at samle Celstine-figurens mange facetter til én samlet, troværdig person. Og dermed bliver bogens og filmens mange sociale, seksuelle og politiske nuancer ikke til andet end tomme klichéer.

På samme måde er kemien mellem Celestine og Joseph stor set ikke eksisterende og dermed heller ikke troværdig.

Det er i øvrigt fristende at se Celestine som prototypen på en feministisk heltinde, men heller ikke her lykkes det for Benoit. Den surmulende Léa Seydoux fremstår ikke just som én, der kæmper for ligeret for alle kvinder, men snarere som en arrogant kvinde, der mener, at hun selv er hævet over resten af tjenestefolkene.

Diary Of A Chambermaid – 96 minutter – Frankrig – Instruktør: Benoit Jacquot – Medvirkende: Léa Seydoux, Vincent Lindon, Hervé Pierre, Clotilde Mollet, Vincent Lancoste m.fl.