Berlinalen dag 10 – Je suis Panahi

Berlinalen 2015 02

Finalen på den 65. Berlinale blev som en klassisk Hollywood-slutning: En ung pige, der grædende modtog Guldbjørnen for sin far og triumferende rakte den i vejret.

Helt som forventet blev det den iranske instruktør Jafar Panahi, der vandt festivalens fornemmeste trofæ for filmen ”Taxi”. Og helt som forventet kunne Panahi, der har forbud mod at arbejde med film eller forlade sit land, ikke selv være til stede ved prisuddelingen i Berlinale Palast lørdag aften. Det blev i stedet hans kone og niece, som fik overrakt Guldbjørnen på hans vegne.

Som begrundelse for at give Jafar Panahi prisen, sagde Berlinalen-juryens formand, den amerikanske instruktør Danny Aronofsky, blandt andet at ”Taxi” er ”som en lang kærlighedserklæring til filmen”.

For Berlinalen var ”Taxi” et lige så forventet som indlysende valg. Den tyske filmfestival har altid brystet sig af at have politisk kant, og med terrorhandlingen i Paris i frisk erindring, kunne man ikke have ønsket sig et stærkere symbol mod undertrykkelse af den kunstneriske frihed og ytringsfriheden end Panahis film, der blev smuglet ud af Iran. Det var næsten som om, man kunne høre den iranske instruktør hviske ”Je suis Panahi”.

På baggrund af ”Taxi” og Panahis forrige film ”Closed Curtain” (2013), der også blev smuglet ud og vist på Berlinalen, kan man dog stille spørgsmål ved, hvor begrænset Panahis kunstneriske frihed egentlig er? De iranske myndigheder følger jo også med i medierne, og da de hverken har reageret på ”Taxi” eller ”Closed Curtain” med strammere sanktioner over for instruktøren, kunne noget tyde på, at kræfter højt oppe i systemet holder en hånd over ham.

Samtidig kan man også spørge, om ”Taxi” nu også var det modigste valg, som Berlinalen kunne have truffet? Her ville en film som Jayro Bustamantes ”Ixcanul” om en fattig guatamalansk pige have været en stærkere politisk markering, men den måtte nøjes med en sølvbjørn i form af Alfred Bayer Prisen.

Endelig kan man spørge om valget af Panahis film ikke også var udtryk for en hovedkonkurrence, hvor niveauet i konkurrencefilmene kun lå lidt over middel, og hvor der i den grad manglede nogle af de højdepunkter, der tidligere år har slået benene væk under journalisterne.

De vigtigste priser blev fordelt således:

Guldbjørnen
”Taxi” (Jafar Panahi)

Sølvbjørnen – Juryens store pris
”El Club” (Paulo Larrain)

Sølvbjørnen – Alfred Bauer prisen
”Ixcanul” (Jayro Bustamante)

Sølvbjørnen – Bedste skuespillerinde
Charlotte Rampling (45 Years)

Sølvbjørnen – Bedste skuespiller
Tom Courtenay (45 Years)

Sølvbjørn – Bedste manuskript
Patricio Guzmán (El Botón de Nácar)

Sølvbjørn – Særlig kunstnerisk indsats
Sturla Brandth (Kameraarbejdet Victoria)

Og så hører det da lige med, at to af de danske film i Berlinalen blev kronet med et par uafhængige priser. Joshua Oppenheimers ”The look of Silence” fik således fredsprisen Peace Film Prize, mens Vladimir Tomics ”Flotel Europa” vandt læserprisen hos den store Berlinske avis Der Tagesspiegel.

Med disse ord siger CineMadsen tak for denne gang fra Berlinalen med dens mange dejlige oplevelser og  indtryk og lover at vende tilbage.