Filmanmeldelse: Steppeulven – Hippien der døde af kærlighed

Steppeulven

4 popcorn

Da jeg forleden stod ved mindehøjtideligheden ved Krudttønden i København og stirrede på det dragende og flakkende lysskær fra nabomandens fakkel, kom jeg til at tænke på Ole Christian Madsens nye film ”Steppeulven” og på dens hovedperson – musikeren og sangeren og ikke mindst tekstforfatteren Eik Skaløe

Han var Danmarks første hippie, før begrebet overhovedet blev rodfæstet. Og han nåede at begå selvmord i 1968, inden det ungdomsoprør, som han spurtede i forvejen for, kom i gang for alvor. Men samtidig var Eik Skaløe en fakkel: Et flakkende, blafrende lys midt i mørket, der flammede op, spruttede og slog gnister til alle sider og brændte alt for tidligt ud.

Der er noget næsten perfidt voyeuragtigt over det, hver gang man ser historien om en af kunstens mange himmelstormere, der som en anden Ikaros stiger til vejrs, indtil vingerne brænder.

Derfor er det også noget af en opgave, som instruktøren Ole Christian Madsen, har kastet sig ud i. Dels har han skullet skildre et kulturikon – noget der næsten pr. definition giver øretæver. Dels har han skullet skildre ungdomsoprøret og hippiebevægelsen uden at latterliggøre begge dele, som det så ofte er set før

Mest af alt har han skullet skildre kærlighedshistorien mellem to mennesker, hvis projekt med hinanden og med verden aldrig blev rigtig afklaret.

Projektet er lykkedes et godt stykke af vejen. Filmen starter i 1962, hvor Skaløe får tæv af politiet. Fængslet bliver dog en følelsesmæssig aha-oplevelse for her møder han Halfdan Rasmussen datter Iben Nagel Rasmussen. Det er kærlighed ved første blik, og parret slår sig ned i havehuset i Ibens bedstemors baghave og gør, hvad unge mennesker altid har gjort, boller løs som kaniner, opfyldt af den nye tids frihedsidealer også på kærlighedsfronten.

Med friheden følger også fristelserne i form af piller, chillums og kanyler, og dermed – paradoksalt nok – afhængighedens indskrænkelse af den frihed, der i filmens løb bliver et mere og mere desperat projekt.

Det er kærlighedshistorien, der er filmens dynamo, mens dannelse af det legendariske rockband Steppeulvene i 1966 først kommer ind i historien på et relativt sent tidspunkt. Året efter udgav de deres kultplade HIP, og så var det næsten allerede fordi igen. I det tidlige efterår drog Eik til Afghanistan og omkring årsskiftet gik bandet i opløsning.

Samtidig begynder Eiks og Ibens forhold for alvor at krakelere. Han vil danne kernefamilie med hende, men da hun bliver gravid, får hun fjernet barnet. Parrets stofmisbrug accelererer drastisk, og de bliver nødt til at blive kriminelle for at få stoffer. Til slut siger Iben stop og flygter til Odin Teatret i Holstebro, mens Eik flygter til Indien, hvor han begår selvmord på grænsen til Pakistan.

Ole Christian Madsen har forholdt sig frit til de historiske kendsgerninger for at få tingene til at hænge sammen filmisk, hvilket man gerne tilgiver.

Lidt mere skuffende er det, at han kun i små glimt når sit mål om at skildre Eik Skaløe indefra. Det meste af tiden er fortællingen for støjende til at vi kommer helt ind under huden på hovedpersonerne.

Marie Tourell Søderberg og Joachim Fjelstrup gør det ellers glimrende, men de hæmmes af, at de trods alt ikke ejer de virkelige personers purunge friskhed. Eik og Iben var henholdsvis 18 og 16 år, da de mødtes, mens Søderberg og Fjelstrup ikke ser en dag yngre ud end deres 26 og 27 år – snarere tværtimod.

Ros i øvrigt til Ole Christian Madsen for hans afbalancerede brug af Steppeulvenes sange, Bandets centrale numre er selvfølgelig med, men klippet ind på en naturlig måde uden at dominere.

For Eik Skaløe endte det i ørkenen en oktoberdag i 1968. Drømmene var brugt op, men ordene fulgte ham stadig, hvilket fremgår af den berømte afskedsnote, der blev fundet på ham:

”For the officials: As i guess you know – this suicide is decided & carried out by myself. Noone is to blame, except the cruel person inside me. Forgive me, Eik Skaløe”.

Når man ser Skaløe i badekarret hen mod slutningen af sit liv, er det næsten som om, man kan fornemme Jim Morrison vinke tilbage fra det badekar i Paris, hvor han selv døde tre år senere.

Steppeulven – 107 minutter – Danmark – Instruktør: Ole Christian Madsen – Medvirkende: Joachim Fjelstrup, Marie Tourell Søderberg, Christian Gade Bjerrum, Johannes Nymark, Anette Støvelbæk, Thure Lindhardt m.fl.