Filmanmeldelse: 9. april – Fornem og sober skildring af et stykke glemt historie

9. april

5 popcorn

De danske krigsnederlag er blevet til masseunderholdning. I efteråret fejrede DR 150-året for det danske nederlag i 1864 med en otte episoder lang serie af samme navn instrueret af Ole Bornedahl – en af de dyreste produktioner nogensinde.

Om få dage er der så premiere på ”9. april”. Den er instrueret af Roni Ezra, der her får sin markante spillefilmsdebut. Filmen er lavet for at markere, at det i år er 75 år siden, at Danmark sidst blev invaderet af et andet land.

”9. april” handler således om et stykke glemt Danmarkshistorie. Om de fire timer om morgenen den 9. april 1940, hvor undertallige danske soldater kæmpede en heroisk, men ulige kamp mod de tyske invasionstropper, der i morgentimerne væltede ind over grænsen for at besætte landet.

Samtidig er det også fortællingen om nogle soldater, der blev glemt i det storpolitiske spil. For mens kongen og regeringen i København allerede efter et par timer besluttede sig for at kapitulere, gik der endnu to blodige timer, inden ordren om at overgive sig, nåede frem til Sønderjylland.

Men bortset fra, at både ”1864” og ”9. april” er nederlagshistorier, så er de to produktioner som nat og dag. Mens Bornedahl gjorde sin TV-serie til et meget kulørt stykke underholdning og frit fortolkede de historiske fakta, har Roni Ezra klogelig valgt den helt modsatte strategi.

Hans film er en sober og nedtonet beretning, der læner sig tæt op af kendsgerningerne fra den skæbnesvangre morgen. Det politiske spil følges kun på afstand via telegrammer og telefonopringninger til København. Og historien bliver behandlet nedefra – set gennem øjnene på de soldater, der kæmpede fra træ til træ og fra hus til hus.

Den unge og pligtopfyldende sekondløjtnant Sand (Pilou Asbæk) er næstkommanderende for et sønderjysk cykelkompagni, der er udstationeret ved den dansk-tyske grænse. Sand er en dedikeret officer, som adlyder ordre uden tøven. Det samme forventer han af sine mænd, og de godt trænede soldater er parate til at følge ham blindt.

Filmen starter den 8. april, hvor situationen er spændt. I flere dage har krigsrygterne svirret i takt med, at den tyske hær har mobiliseret ved grænsen. Alligevel har de danske styrker ordre om ikke at foretage sig noget, for at undgå at fremprovokere en reaktion fra tyskerne.

På kasernen er alt i højeste beredskab. Soldaterne har fået udleveret skarp ammunition, pakker med nødrationer og identifikationsmærker. Mens Sand og de øvrige officerer sidder oppe og våger, er mandskabet sendt ind for at hvile sig i deres senge.

Officererne ved, at de står over for en håbløs kamp, men for at holde kampmodet oppe, har de skånet de menige soldater for realiteterne.

Klokken fire om morgenen overskrider de tyske tropper grænsen, og Sands kompagni udkommanderes til at udgøre den forreste forsvarslinj
e mod de invaderende tyskere. Ordren lyder på, at de sammen med motordelinger skal holde fjenden stangen, til forstærkninger kan nå frem fra de øvrige kaserner.

Nu starter en ulige kamp. Den tyske hær på 40.000 mand tror, at de står over for 10.000 danske soldater. Det virkelige tal er under 3.000, og de danske tropper må klare sig med cykler, motorcykler og geværer mod tyskernes panservogne, tanks og jagerfly.

Kompagniets første træfning med fjenden bliver kortvarig. Sands tropper bliver overrumplet af en talstærk tysk division og må flygte i alle retninger. Sand og fire menige undslipper og finder kortvarigt ly på en gård, inden pligten kalder igen. Nu står de imidlertid uden øverstkommanderende og ordre og må på egen hånd bevæge sig gennem det krigshærgede landskab for at finde tilbage til kampen.

Mens de på denne måde kæmper videre, lærer Sand de fire unge soldater og deres baggrund at kende, hvis liv afhænger af hans beslutninger. Han står nu over for det afgørende dilemma: Skal han følge ordre og ofre soldaternes liv i en heltemodig, men nyttesløs indsats eller redde dem alle ved en ydmygende overgivelse?

”9. april” drives af den elementære spænding, der ligger i, at man som tilskuer kender der endelige udfald, men ikke aner, hvor mange af soldaterne, der overlever kampene. Og samtidig kan man følge den stigende splittelse hos Sand mellem loyaliteten mod den ordre, han har fået af sine overordnede, og hensynet til individet.

Filmens autentiske tidsbillede og skildring af begivenhederne forstærkes yderligere af, at Roni Ezra har ladet handlingen bygge på interviews med nogle af de overlevende soldater fra dengang, som da også får det sidste ord i en voxpop i den afsluttende scene.

På den måde har han fået givet taletid til en lille flok mænd, der alle var over 90 år, og som ellers for længst havde accepteret, at deres historie ville forblive relativt ufortalt.
I den altbærende hovedrolle som sekondløjtnant Sand yder Pilou Asbæk en ny, fornem præstation, og cementerer sit ry som en af dansk film mest spændende, mandlige skuespillere i øjeblikket. Han flankeres af en halv snes debuterende og endnu relativt uprøvede skuespillere i rollerne som menige.

Det hører i øvrigt med til skæbnens pudsige sammentræf, at Pilou Asbæk også havde en af hovedrollerne i ”1864”, hvor han spillede den usympatiske godsejersøn Didrich. Og det bliver krigs-hattrick for Asbæk, der til efteråret kan ses i en central rolle i Tobias Lindholms kommende film ”Krigen” om krigen i Afghanistan.

Med ”9. april” har Roni Ezra leveret et lille, men fornemt stykke filmisk Danmarkshistorie, der føles langt mere troværdigt og tilfredsstillende end Bornedals overbelagte udstyrsstykke.

9. april – 97 minutter – Danmark – Instruktør: Roni Ezra – Medvirkende: Pilou Asbæk, Lars Mikkelsen, Gustav Dyekjær Giese, Martin Greis, Joachim Fjelstrup, Jannik Lorenzen, Elliott Crosset Hove m.fl