Filmanmeldelse: Min søns familire – Fremragende japansk familiedrama om arv og miljø

Min søns familie

5 popcorn

Hvad ville du sige til, hvis du en dag fik at vide, at dit barn ikke var dit biologiske barn, men at det var blevet forbyttet på hospitalet lige efter fødslen?

Ville du stadig elske det barn, som du indtil da havde troet, var dit, lige så højt? Eller er blodets bånd tykkere end hjertets?

Disse spørgsmål er kernen i den japanske auteur Kore-eda Hirokazus nyeste film ”Min søns familie”, som fuldt fortjent vandt Juryens Pris på Cannes festivalen 2013.

Arkitekten Ryota og hans kone Midori lever et stille og velordnet liv. De får imidlertid vendt op og ned på deres tilværelse, da de bliver kontaktet af hospitalet og får at vide, at deres seksårige søn Keita blev forbyttet ved fødslen.

Nyheden kommer – ikke overraskende – som et chok. Den ærekære Ryota får pludselig svært ved at elske Keita som før. Og det gør det ikke bedre, at deres biologiske barn Ryusei er blevet opdraget hos det væsentligt mindre velstillede og velordnede par Yudai og Yukari.

Men hvad Yudai og Yukari mangler i penge og stive opdragelsesregler har de til gengæld i kærlighed og tid til deres børn – inklusive Ryusei. Og Ryota, der arbejder det meste af tiden, begynder lidt efter lidt at stille spørgsmålstegn ved sine egne familieværdier og rolle som far.

Hospitalet foreslår, at de to familier begynder at lære hinanden bedre at kende og derefter bytter børn inden for et år. Men er det nu også den rigtige løsning? Som filmen skrider frem, nærmer man sig det valg, der vil ændre de to familier for altid.

Selv om historien som udgangspunkt virker hjerteskærende, er ”Min søns familie” ingen tåreperser. Det er hjertet og følelserne der er på spil her, men set med vestlige øjne virker de to familiers reaktioner meget kontrollerede. I Danmark ville man nok som minimum involvere en socialrådgiver og en psykolog i sådan en sag, men i filmen er der ingen terapeuter kun advokater.

Trods disse forskelle bliver man som tilskuer umiddelbart ramt af personernes dilemma, der som filmen skrider frem, kryber mere og mere ind under huden på en. Mens de voksne forsøger at få styr på alle deres følelser og konflikter omkring situationen, flyder de to sønner – i hvert fald i starten – mellem de to familier, som to strømme af sprudlende liv uden at ænse forældrenes drama.

Som altid er det fascinerende at se Kore-edas evne til at udvælge og instruere børneskuespillere. Det hele foregår diskret, intuitivt og instinktivt. På samme måde er det beundringsværdigt, at han ikke forfalder til at reducere de voksne til stereotype. Bortset fra den lidt klichéagtige kontrast mellem rig og fattig er alle de fire forældre udstyret med både styrker og svagheder, der hæver sig over klasseskellene.

”Min søns familie” er en film med små armbevægelser, men et meget stort hjerte – et rigt og nuanceret familiedrama om arv og miljø og det, der gør os til forældre. Og en film som holder tankerne og følelserne i gang længe efter, at man har forladt biografen.

Min søns familie – 121 minutter – Japan – Instruktør: Kore-eda Hirokazu – Medvirkende: Masaharu Fukoyama, Machiko Ono, Yoko Maki, Riri Furanki, Keita Ninomiya, Shogen Hwang m.fl.