De bedste film i 2015

Birdman

Da rådhusklokken slog sine 12 midnatsslag var det også ouverturen til et nyt filmår, men inden vi for alvor tager hul på det, er det tid at gøre status over filmåret 2014.

Det blev et år med en lang række gode film og mange spændende oplevelser inden for både fiktions- og dokumentarfilm-genren. Danmark har markeret sig flot med film som ”Under det”, ”Krigen”, ”Nøgle Hus Spejl” og ”Mænd og høns”. De store blockbuster-serier satte nye skud kulminerende for få uger siden med Star Wars 7, som mange følte, var den bedste Star Wars i 38 år. Og de danske filmfestivaller holdt store flyttedag, så CPH:DOX fremover kommer til at ligge i marts, mens CPH:PIX og BUSTER bliver slået sammen til én festival om efteråret.

Herunder har jeg traditionen tror samlet en håndfuld og lidt til af de film, der fik den højeste karakter på CineMadsen-bloggen. syv film, der alle beviser, hvor magisk, bevægende og livsbekræftende det kan være at sidde i biografsædet, og hvor fantastisk et medie, film er. Og også syv værker, som alle, der elsker film ikke bør snyde sig selv for.
Med disse ord siger jeg godt nytår til alle bloggens læsere. Jeg glæder mig til også i 2016 at holde jer informeret om de nyeste film og begivenheder i filmbranchen.

Star Wars: The Force Awakens
Efter 38 år vendte Star Wars magien tilbage. Som tilskuer mærkede man kærligheden fra den første film blusse til live, og hvordan ens indre Stjernekrigen-fans boblede op under huden og blev til begejstret hujen, hver gang nogle af de elskede figurer genopstod på lærredet. Med ”Star Wars: The Force Awakens” lykkedes det for JJ Abrams at gøre det, som George Lukas ikke selv magtede: At lave en ægte fortsættelse til den oprindelige Stjernekrigen-trilogi, der ikke bare ser sådan ud, men også føles sådan. Selvfølgelig er det ren rum-eskapisme, men først og fremmest er den lige præcis den Stjernekrigen-film, som vi alle sammen har gået og ventet på. Eller som de siger: The force is strong with this one!

Victoria
Lad det være sagt med det samme. Sebastian Schippers heist-drama ”Victoria” er en fantastisk filmoplevelse. Ikke på grund af manuskriptet eller de fem unge skuespilleres fremragende præstationer, men måden, som Sebastian Schipper har valgt at fortælle sin historie på. Den 140 minutter lange film er nemlig optaget i én lang kamerabevægelse uden et eneste klip. Resultatet er, at man som tilskuer suges fuldstændig ind i historien og gennemlever den som en intens, følelsesmæssig og fysisk tour de force med bankende hjerte og nedbidte negle. Hvis nogen film kan prale af at have autencitet og nerve, så er det denne her. Sjældent har en fotograf i den grad været på overarbejde – og sjældent har resultatet været mere tilfredsstillende. ”Victoria” er ganske enkelt et mesterværk.

45 år
Man siger, at kærligheden overvinder alt, men i Andrew Haigs fremragende ”45 år”, må ægteparret Kate og Geoff Mercer (Tom Courtenay og Charlotte Rambling) erkende, at deres 45-årige ægteskab står på langt mindre solid grund, end de troede. Filmen følger parret i ugen op til 45-års festen, og da de i slutscenen danser til festen til ”Smoke Gets in Your Eyes”, er deres historie lagt nøgent frem, de indstuderede trin sært fremmede og deres omfavnelse adskilt af afstand både fysisk og tidsmæssigt. Publikum må selv digte videre, men jeg tror, at de fleste vil være enige om at filmens kvaliteter er indiskutable og at dette bedragerisk enkle og rigt desorienterende blik ned i afgrunden gør ”45 år” til en af årets absolut bedste film.

Inderst inde

Der var engang, hvor Pixar var lig med førsteklasses originalitet og opfindsomhed. Sådan har det imidlertid ikke været længe, men nu er seks års innovativ stilstand forbi. Pixars nyeste skud på stammen er nemlig intet mindre end genial: Et eventyr, der foregår inde i hovedet på en 11-årig pige, med hendes følelser som hovedpersoner. Det er modigt tænkt og overlegent udført, og når “Inderst Inde” kører konceptet helt ud og lader pigens fem følelser kommunikerer med hendes forældres egne fem følelser, bliver det til både visuel og narrativ genialitet. ”Inderst inde” rammer såvel børn som voksne i både øje- og hjertehøjde og giver publikum en elegant og ikonisk visuel metafor til at forstå såvel deres egne følelser som andres.

Amy
Skriftestol med punchlines”. Sådan beskrev Amy Winehouse selv sine sange. De tre ord er også nøglen til Asif Kapadia’s sobre, usensationelle og frem for alt hjerteskærende film omkring Winehouses alt alt for korte liv. Som mange andre, var Amy Winehouse også sin egen værste fjende, fanget af kærligheden til en mand, der åbenlyst trak hende ned, og af sin egen usikkerhed og mindreværdskomplekser. Filmen viser, hvordan hendes sange var dybt personlige, men også, hvordan den følelsesmæssige åre, der var kilden til hendes succes, samtidig underminerede hende. Asif Kapadia har leveret et fantastisk portræt og årets mest gribende personlige dokumentar. Det er mesterligt gjort, og historien om Amy Winehouse er både blevet større, smukkere og endnu mere sørgelig.

A Girl Walks Home Alone at Night
Kan du lide Jim Jarmush? Får vampyrer dit blod i kog? Er du katte-elsker? Hvis ja, så er den iransk-amerikanske instruktør Ana Lily Amirpours debutfilm ”A Girl Walks Home Alone at Night” sagen. Amirpour har selv beskrevet filmen som ”Et iransk kærlighedsbarn af Sergio Leone og David Lynch med Nosferatu som babysitter”. Man kan også sige, at ”A Girl Walks Home Alone at Night” er en film, som man ikke troede kunne eksistere: En film der fuldstændig ubesværet mikser den æstetiske coolness fra spaghetti-westerns med vampyrgenren. En film hvis kvindelige hovedperson minder om noget fra en Fellini-film. Og en film, der stil- og stemningsmæssigt er som et langt, vibrerende kærlighedsdigt til Jim Jarmush.

Birdman
Den mexicanske instruktør Alejandro Gonzalez Inarritus fremragende ”Birdman” er filmet i, hvad der forekommer som én uafbrudt 119 minutter lang bevægelse. Michael Keaton yder sit livs største og mest nuancerede præstation som den plagede teaterinstruktør Riggan. Det virker som den rolle, vi har 0ventet årtier på at se ham i. Filmen indfanger virtuost den kunstneriske proces, mens den lige så begavet langer stikpiller ud mod fænomener som den hurtige berømmelse på de sociale medier. På den måde blev ”Birdman” årets første mesterværk. Visuelt fremragende og aldeles overdådig samtidig med, at den byder på skuespil i verdensklasse – og hele tide til tonerne af Antonio Sanchez jazzede trommer, der dunker som en levende puls bag det hele.