CPH:PIX 2014: Det skal du se!

CPH PIX 2014

I Berlin er februar den store filmfestival-måned. I Cannes er det maj. Og midt imellem sådan cirka springer film-foråret ud i København. I går aftes gik CPH:PIX i luften for sjette gang med Fenar Ahmads spillefilmsdebut ”Ækte Vare”.

”Ækte Vare” var også startskuddet til 14 dages sydende og provokerende filmmekka med over 140 film på programmet at vælge imellem, så det er bare med at få bestilt biletter.

Når Politikens filmanmelder Kim Skotte skriver ”At CPH:PIX har et program, der lægger op til at gå på opdagelse” er det fuldstændig korrekt. Hvad enten man er til nyrestaurerede udgaver af gamle mesterværker, øjebliksbilleder fra brasiliansk film lige nu, ambitiøse animationsfilm eller film der bryder grænser ned og sætter nye standarder for morgendagens filmsprog eller noget helt femte, er der noget at hente på CPH:PIX. Og vel at mærke noget, man ellers ikke har mulighed for at se.

I centrum står igen i år festivalens hovedkonkurrence ”New Talent Grand Prix”. Alle filmfestivaler har deres specialiteter, og CPH:PIX har fundet sin niche med denne konkurrence blandt 10 debuterende instruktører, som i år kommer fra så forskellige lande som Australien, Norge, Brasilien, England, Danmark, Argentina, Grækenland, USA, Italien og Belgien.

Det interessante er, at med 10 uprøvede kort, er det særdeles vanskeligt at forudse på forhånd, hvem der løber med prisen, hvilket ikke gør den mindre attraktiv.

Med over 140 film er det umuligt at se det hele. Man må vælge og ikke mindst vælge fra, så her følger fire gode bud på gode filmoplevelser på CPH:PIX:

ÆKTE VARE
For dem, der ikke nåede at se festivalens åbningsfilm i Imperial i går, er der endnu en chance på næste fredag. Det danske indslag i hovedkonkurrencen er en hamrende musikalsk historie om rapperen Mikael, der har talentet til at indfri drømmen om et gennembrud som rapstjerne, men for hvilken pris? Fenar Ahmad går helt ind i det miljø, han filmer, og portrætterer Brøndby Strand og de unge drenge der, som var det hans eget hood.
11/04 – 20.00 – Empire

JACK
Det er ikke nemt at være den 10-årige Jack. Han bor med sin mor og sin lillebror Manuel i Berlin. Men om dagen er moderen væk på arbejde, og om aftenen er hun ude med vennerne. Derfor er det Jack, der må være den voksne og tage sig af Manuel. Tyske Edward Bergers film, går lige i hjertet, og den næsten lige så unge Ivo Pietzcker spiller Jack med total indlevelse og formidler på forbilledlig og meget gribende vis drengens splittelse. Et klart must.
07/04 – 21.30 Cinemateket
10/04 – 17.00 Gloria

CASA GRANDE
Hvis man vil have et eksempel på den nye kreative filmbølge i Brasilien er debutinstruktøren Felipe Barbosas film i hovedkonkurrencen et rigtig godt bud. En næsten selvbiografisk fortælling, hvor instruktøren afdækker sin overklassefamilies største og mest skjulte traume, da hans far formøbler det meste af familiens formue og efterlader Felipes barndomshjem som en hul kulisse. Filmen afslører spændingerne i det enorme land via sin personlige historie.
05/04 – 12.00 Gloria
10/04 – 16.30 Cinemateket
12/04 – 16.40 Grand

BELOVED SISTERS
Hvis man er til kostumefilm er dette tre timer lange, tyske periodedrama, der fik masser af positiv omtale på Berlinalen, ikke til at komme uden om. Det er en af Tysklands mest garvede instruktører, Dominik Graf, der fortæller historien om den tyske forfatter og dramatiker Friedrich Schiller og hans menage á trois med søstrene Charlotte von Lengfeld (der blev hans kone) og Caroline von Beulwitz (der endte med at skrive en biografi om ham).
05/04 – 11.00 Grand
14/04 – 19.00 Cinemateket