Filmanmeldelse: A Hologram for the King – Tom Hanks på underfundig ørkenvandring
Som filmanmelder spørger jeg tit mig selv om, hvilke kriterier en film skal bedømmes efter. Skal jeg bruge hjernen og fælde min dom ud fra strengt filmtekniske og filmanalytiske parametre? Eller skal jeg i stedet bruge hjertet og give popcorn ud fra, om filmen rører mig følelsesmæssigt eller ej?
”A Hologram for the King” er en af de film, der gør disse overvejelser aktuelle. På den ene side er det meget nemt at påpege dens mangler: Dens overfladiskhed og manuskriptets komplette mangel på troværdighed. På den anden side er det også en film, der greb mig og førte mig med og som – til trods for, at man næsten fra starten ved, hvor det bærer hen – holdt fast i min nysgerrighed og pirrede mine sanser.
”A Hologram for the King” folder sig ud som en arabisk udgave af ”Lost in Translation”. Den erfarne forretningsmand Alan Clay (Tom Hanks), som arbejder med moderne telekonference-løsninger, sendes til Jeddah for at forberede en salgspræsentation for landets konge sammen med sit IT-hold.
Alan er nyskilt og kæmper med jetlag, nedturen og ensomheden efter sin skilsmisse og presset fra sine arbejdsgivere om at skaffe handlen i hus hurtigere end hurtigt.
Det sidste viser sig at blive mere end svært, da tingene foregår på en ganske anden og langsommere måde i Saudi Arabien, end Alan er vant til. Hans hold er forvist til et telt uden for købernes hovedkvarter, der mangler aircondition og internetforbindelse, og møder bliver udskudt igen og igen. Først da han løber ind i kvinden Hanne (Sidse Babett Knudsen), der er udsendt af den danske ambassade, begynder der at ske noget.
Samtidig hyrer han den lokale chauffør Yousef (Alexander Black), som han bliver venner med, lige som han møder den kvindelige læge Zahra (Sarita Choudhury). Sød musik opstår, men heller ikke det er enkelt i et land, hvor en enlig kvinde ikke må ses i selskab med en mand.
Tyske Tom Tykwer har både skrevet manuskriptet og instrueret filmen. Tykwer brød igennem i 1998 med den på alle måder eksperimenterende ”Lola”, og selv om han nye film er langt mere mainstream, leger han stadig forfriskende med både udtrykket og formerne.
Et eksempel ses allerede i filmens drømmeagtige åbningssekvens, hvor Alan synger sin egen version af Talking Heads eksistentielle kriseklassikker ”Once In A Lifetime”, mens han verden styrter sammen omkring ham.
Når ”A Hologram for the King” er seværdig, skyldes det dog ikke mindst Tom, Hanks, der ruller sig ud som den nedslidte, men søde Alan, der ikke har haft meget held hverken i forretningslivet eller kærligheden. Han afbilder ham dog ikke som et trist tilfælde, men forener ham snarere med en stille anstændighed, en nervøst, indsmigrende charme og et optimistisk ansigt, der gemmer den tavse panik og usikkerhed nedenunder. Det er i roller som denne, at Tom Hanks viser, hvorfor han er superstjerne. At se hans ansigt forvandles fra træt til storsmilende på de få skridt, det tager ham at nå ind i teltet til sine medarbejdere, er skuespilkunst af stor klasse.
Det er også interessant at se Sidse Babett Knudsen i endnu en udenlandsk rolle, selv om hun får alt for lidt spilletid til for alvor at folde sin rolle ud. Det bliver dog ikke sidste gang, at hun spiller sammen med Tom Hanks, idet de begge er med i den nye Dan Brown filmatisering ”Inferno”.
Selv om ”A Hologram for the King” benytter kultursammenstødet mellem det rationelle vesten og det eksotiske Mellemøsten som dynamo, forfalder Tom Tykwer ikke til at politisere. Han berører Saudi Arabiens strenge love omkring alkohol og kvinder, lige som han også nævner dødsstraf, men uden at fordømme det, lige som Yousefs snak om muligheden for en bilbombe mere benyttes som en morsom gimmick.
På den måde bliver ”A Hologram for the King” hverken et skræmmebillede eller et glimmerbelagt postkort for Saudi Arabien. Den bruger i stedet sine ørkenbilleder (der i øvrigt er optaget i Marokko) som den eksotiske ramme for en sød og finurlig historie om, at personlig udvikling kan ske de mest uventede steder.
A Hologram for the King – 98 minutter – USA, England, Frankrig og Tyskland – Instruktør: Tom Tykwer – Medvirkende: Tom Hanks, Sarita Choudhury, Alexander Black, Sidse Babett Knudsen m.fl.