Filmanmeldelse: Warcraft er knap nok en film

Jeg indrømmer med det samme, at jeg aldrig har spillet Warcraft. Allerede her lægger jeg mig sikkert ud med en stor del af det potentielle publikum til filmudgaven af det verdenspopulære spil, nemlig de millioner af fans, der har gjort World of Warcraft til nummer ét inden for MMORPG-spil.

For de uindviede kan jeg fortælle, at de fem bogstaver står for Massively Multiplayer Online Role-Playing Game, altså meget store rollespil som et stort antal personer kan spille sammen på nettet på samme tid.

Til gengæld ved jeg en masse om film. Derfor vil jeg vove den påstand (som vil gøre mig endnu mere forhadt blandt fans’ne), at ”Warcraft” ikke er nogen film. Eller for at være helt korrekt: Det føles ikke som en film, men mere som én lang animeret sekvens fra et computerspil.

Faktisk understreger filmen to ting: For det første at det fortsat kniber gevaldigt for filmselskaberne med at knække computerspilskoden og omsætte de populære spil til film. For det andet, at grunden til, at det forholder sig sådan er, at der er nogle helt basale forskelle på de to ting. Computerspil har således hverken dybde i deres personer eller sammenhæng i deres historier. Tværtimod består de som oftest af levels og missioner, der er bundet sammen af en overordnet – mere eller mindre tynd – handling. Deres styrke er i stedet de mange valgmuligheder.

Handlingen i ”Warcraft” er den samme, som i det oprindelige computerspil – det drejer sig om overlevelse og magt. Orkernes verden er ved at dø, så derfor sender ork-troldmanden Gul’dan nogle krigere gennem en portal til Azeroth – en eventyrverden befolket af dværge, elvere, mennesker og alskens andre  væsener. Det fører selvfølgelig til krig.

På Ork-siden sammen opmærksomheden sig især om ork-høvdingen Durotan, mens menneskene anføres af Lothar spillet af Travis Fimmel, der ikke overraskende nærmest repeterer sin hovedrolle fra TV-serien ”Vikings”.

Læg i øvrigt mærke til, at jeg ikke skriver de onde, modbydelige orker. Trods deres blodtørst er orkerne i ”Warcraft” nemlig langt mere nuancerede end de zombie-agtige dræbermaskiner i ”Ringenes Herre”. Der er endda kvindelige orker, og en af dem er tilmed lækker, men hun er også halvt menneske.

Det forhindrer dog ikke filmen i at være en meget flad og éndimensionel affære. De episke slagsmål mellem mennesker og orker, der varer omkring to timer, er således ikke hovedkonflikten i ”Warcraft”. Det er derimod filmproducenternes herodiske men forgæves forsøg på at fortælle en historie med sjæl og hjerte ud fra en grundkomponent, der ikke ejer nogen af delene. Det kræver derfor ikke mange hjerneceller at regne ud, at dette kostbare og pralende forsøg på at omsætte et online spillefænomen var dømt til at ende i kunstnerisk undermiddelmådighed.

Man må tage hatten af for instruktøren Duncan Jones mod til overhovedet at forsøge at skabe en solid, følelsesmæssigt funderet handling bag alle de computergenererede effekter. Men ”Warcraft” har aldrig haft en brøkdel af samme narrative dybde og styrke som ”Ringenes Herre” eller ”Game of Thrones”. Det er et computerspil for pokker.

Selvfølgelig er ”Warcraft” superflot med detaljerede baggrunde og verdener. Men med over 2.000 indstillinger med visuelle effekter på optage-kontoen er det deprimerende at tænke på, hvordan al denne tid, energi, planlægning og produktion er mundet ud i et slutresultat, der minder om de animerede reklamer for Iphone spil.

Som sagt har jeg aldrig spillet ”Warcraft”, og filmen har ikke just vækket min lyst til at gøre det. ”Warcraft” lægger ikke overraskende op til en efterfølger, men måske var det bedre at gå efter fred med det samme.

Warcraft – 123 minutter – USA – Instruktør: Duncan Jones – Medvirkende: Travis Fimmel, Paula Patton, Ben Foster, Dominic Cooper m.fl.