Filmanmeldelse: En flænge i himlen – Teenageromance trodser kræften
– Go’morgen min skat, hvordan har du det?
– Du mener bortset fra, at jeg har uhelbredelig kræft?
Sådan lyder svaret fra den 16-årige Hazel i starten af ”En flænge i himlen”, der tegner til at blive sommerens store, romantiske teenagetåreperser.
Da John Green i 2012 udsendte sin sjette bog ”The Fault in Our Stars” udnævnte Times Magazine den til årets ungdomsbog. For millioner af unge definerede den en helt ny ungdomsgenre, den såkaldte ”sick lit” – romaner der kredser om emner som cutting, kræft og spiseforstyrrrelser.
En sådan succes måtte selvfølgelig filmatiseres. Opgaven gik til den forholdsvis ukendte instruktør Josh Boone, der heldigvis har valgt at sætte kærligheden før kræften. Derfor er ”En flænge i himlen” heller ikke nogen kræfttragedie, men derimod en livsbekræftende fortælling om to unge, der på trods af deres sygdom vælger livet og forelskelsen.
Hazel har kræft i skjoldbruskkirtlen og metastaser i lungerne og slæber trofast rundt på et lille iltapparat, som giver hende ekstra luft gennem en slange i næsen.
Efter tre år med sygdommen har hun udviklet en depression, eller som hun selv siger ”Depression er ikke en sideeffekt af at have kræft. Det er en sideeffekt af at dø.”
Hendes bekymrede og velmenende forældre (Laura Dern og Sam Trammell) tvinger hende i en selvhjælpsgruppe for unge kræftramte. ”Vi er her for dig” messer gruppen på bedste selvhjælpsvis, uden at Hazel af den grund føler sig forstået.
Men så møder hun den overpositive Augustus, der efter at have overlevet knoglekræft og fået amputeret det ene ben har et helt anderledes lyst syn på livet.
De to modsætninger drages mod hinanden og forelsker sig. Mens Augustus kaster sig hovedkulds ud i det, er den kyniske Hazel mere forbeholden. Hendes filosofi er, at jo færre personer, der kommer tæt på hende, jo mindre vil tabet blive, når hun dør: ”Jeg er en granat. En dag sprænger jeg i luften og udsletter alt omkring mig, og jeg vil gøre alt for at minimere skaderne, når det sker”, forklarer hun.
Men til slut må hun give efter, og under en følelsesladet tur til Amsterdam for at mødes med en forfatteren til Hazels yndlingsbog, kysser de to hinanden for første gang. Selvfølgelig sker det i Anne Franks hus, og selvfølgelig klapper alle de andre turister. Selv om ”En flænge i himlen” fermt vender alle genrekonventionerne på hovedet, slipper man ikke helt for nogle af de sædvanlige amerikanske komedie-klichéer.
Josh Boone og bogens handling sørger dog for, at vi ikke svæver bort på de lyserøde skyer. Kræften lurer hele tiden i kærlighedens skygge, og filmens sidste tredjedel er mere mørk, men ikke mindre livsbekræftende.
Det unge par spilles mesterligt af Ansel Elgort og Shailene Woodley. De to har tidligere spillet bror og søster i ”Divergent”, hvilket måske forklarer den umiddelbare kemi imellem dem og deres legende lette samspil.
Ansel Elgort minder om en yngre udgave af Mark Ruffalo både i udseende og spil. Han sender sms’er når han skal, har veltrænede overarme og rejser sig øjeblikkelig fra sit videospil, når Hazel træder ind i rummet – kort sagt den moderne version af en galant gentleman. Hans livsglæde er smittende og drager Hazel mod ham som et møl mod en lysende lampe.
Shailene Woodley er blevet udråbt til den næste Jennifer Lawrence. De to repræsenterer da også en gruppe yngre amerikanske skuespillerinder, der alle har det til fælles, at de ejer rummet med deres nærvær, så snart de er til stede i en scene.
Men i ”En flænge i himlen” beviser Woodley, at hun ikke behøver nogen sammenligning med Lawrence, men sagtens kan stå selv. Hun bærer filmen med sin sejhed og sårbarhed og sit på én gang hudløst direkte og beskyttende tilbagetrukne væsen, som snarere aftvinger respekt end medlidenhed.
Tilsammen får de skabt en kærlighedshistorie, der rammer tilskuerne lige i hjertet og som flere steder undervejs får en til at glemme, at de har kræft. Og selv om der nok knibes en tåre og bruges en kleenex undervejs, er ”En flænge i himlen” langt mere romantisk end tåreperser.
En flænge i himlen – 125 minutter – USA – Instruktør: Josh Boone – Medvirkende: Ansel Elgort, Shailene Woodley, Laura Dern, Sam Trammell, Willem Dafoe, Lotte Werbeek, Nat Wolff m.fl.