Filmanmeldelse: Café Society – Årets Woody Allen film ligger klart i den bedste ende

cafe-society

4 popcorn

Man kan ikke lade være med at være imponeret. Selv om den amerikanske instruktør Woody Allen nærmer sig 81 år, lancerer han stadig en film om året, som en robust dampmaskine, der er umulig at slide op.

Ikke det hele er lige godt. Efter så mange film mister selv den bedste sin skarphed ind imellem, og temaerne har det med at blive gentaget.  Men selv en dårlig Woody Allen film er mere interessant end det meste

Hans nye film ”Café Society” ligger klart i den bedre ende. Den har alt det, som man elsker Allen for: Sjove og snaksagelige jødiske familiemedlemmer, menneskelige følelser og forviklinger, Hollywod-glamour, lidt gangstere og et par mord, et nostalgisk tidsbillede og en hovedperson, der fungerer som Allens alter ego, mens instruktøren selv agerer fortællestemme. Alt sammen leveret med en smoothness og en lethed til dunkende sprøde jazzrytmer.

”Café Society” foregår i 30’erne, hvor den kejtede Bobby Dorfmann (Jesse Eisenberg) forlader sin jødiske familie i New York for at prøve lykken i Hollywood.

Han opsøger sin morbror Phil (Steve Carrell), der er en succesfuld Hollywood-agent, for at få hjælp til at etablere sig, og Phil hyrer modvilligt sin unge nevø som sin altmuligmand.

Samtidig beder Phil sin assistent Vonnie (Kristen Stewart) om at tage sig af Bobby og vise ham byen. Hun præsenterer ham for filmens verden – inklusive en sightseeingtur til stjernernes palæer. De to finder hurtigt hinanden i fælles ironisering over filmbyens indholdsløse overfladeglamour, men balancen forrykkes, da Bobby forelsker sig i Vonnie.

Hun har nemlig en ældre kæreste og vil ikke involvere sig. Hvem det er, skal ikke afsløres her, selv om forviklingerne tager fart fra dette punkt. Og de fortsætter, da Bobby vender tilbage til New York og overtager ledelsen af den nye, populære natklub Café Society.

Læg dertil Bobbys brokkende forældre (”du har ikke engang et jødisk ansigt”), hans elskelige gangsterbror Ben, der ikke er bleg for at støbe folk ind i cement, og hans søster, der uforsigtigt fortæller Ben om sin utålelige nabo, der trænger til en lærestreg….

Tilsammen giver det en særdeles underholdende blanding, som Woody Allen styrer sikkert igennem lige til den bittersøde slutning. Melankolien lurer således lige under overfladen og fanger gang på gang tilskueren, når man mindst venter det.

Jesse Eisenberg, som også medvirkede i Woody Allens film ”To Rome with Love” (2012) er perfekt til rollen som kejtet, snakkende Allen-klon, og en scene mellem ham og en nystartet, jødisk escortpige må tage prisen som filmhistoriens morsomste og mest kiksede købesex dialog. Steve Carrell har ingen problemer med at spille Bobbys glatte agentonkel, og Kristen Stewart beviser endnu engang, at hun har langt mere dybde, end rollen i Twilight-serien gav plads til.

Woody Allens 46. film bliver måske ikke nogen nyklassiker, og man kan spekulere på, hvordan den mon ville være blevet, hvis han havde turdet bevæge sig ud af sin vante tryghedszone.

Resultatet er ikke desto mindre meget appetitvækkende og både stillistisk og visuelt en fryd for øjet.

Café Society – 96 minutter – USA – Instruktør: Woody Allen – Medvirkende: Jesse Eisenberg, Steve Carrell, Kristen Stewart, Corey Stoll, Sari Lennick, Blake Lively m.fl.