Filmanmeldelse: Jack Reacher: Never Go Back – Ren tjubang med slidt Tom Cruise

Man plejer at sige ”Tag to – betal for én”, men med Tom Cruise er det åbenbart lige omvendt. Det er nemlig svært at adskille hans rolle som ”Ethan Hunt” i Mission Impossible filmene fra hans rolle som eksmajor Jack Reacher i franchisen af samme navn.

Bortset fra, at Ethan Hunt kører med et fast team bakket op af højteknologiske dimser, er der ikke den store forskel på de to mænd. Begge er ensomme ulve uden tætte familiemæssige bånd. Begge går i T-shirt og læderjakke og begge lever mere eller mindre uden for loven og løser deres missioner i den gråzoneagtige selvtægtsverden, der mere er reglen end undtagelsen i amerikanske actionfilm.

Det sidste understreges i filmens åbningsscene, hvor Reacher gør kort proces med nogle korrupte politifolk.

Derefter følger et par flirtende opkald til en major Turner (Cobie Smulders) i militærets hovedkvarter i Washington, som Reacher lover at opsøge, hvis han kommer forbi den amerikanske hovedstad.

Men da han dukker op, er Turner blevet arresteret for at stå bag mordet på to af sine kolleger, der var udsendt til Afghanistan. Det er imidlertid kun toppen af isbjerget. Da Jack Reacher begynder at undersøge sagen, går det hurtigt op for ham, at der er en kæmpe komplot i gang mellem en række ledende militærfolk og en stor våbenfabrikant, og at alle, der forsøger at afdække sagens rette sammenhæng, bliver likvideret, eller som i Turners og meget snart også Reachers tilfælde hængt op på mord.

Reacher befrier Turner og er snart på vild jagt efter bagmændene sammen med den 15-årige pige Samantha (Danika Yarosh), som måske/måske ikke er hans datter.

Der er i bogstaveligste forstand smæk for skillingen, og som så ofte, dækker de mange actionsekvenser over den mildt sagt manglende realisme. Ja, faktisk er det befriende, at filmen tør vedkende sig at være ren tjubang uden ret meget andet. Hvis man kan leve med det, er man rigtig udmærket underholdt i de knap to timer, som det varer.

Det kan dog ikke skjules, at Tom-drengen ikke længere er ung, ja ikke engang halvung. Der er kommet slidte furer i hans mundvige og et træt, næsten desillusioneret blik i øjnene. Når man ser ham flirte med sin 20 år yngre sidekick, er det som at se Frederik Fetterlein på sin seneste bytur på jagt efter ungt kød.

Så er der mere ved det, når de to deler øretæver ud. Cobie Smulders (smukke Robin fra TV-serien ”How I Met Your Mother) passer fint i rollen som hårdkogt soldat. Hun minder om en krydsning mellem Trinity fra The Matrix triologien og Demi Moore I “A Few Good Men” og sparker røv som en anden Michelle Rodriquez. I flere scener sætter hun nærmest Tom Cruise i skyggen, og det samme gør filmens centrale lejemorder spillet af Patrick Heusinger og Danika Yarosh som filmens snarrådige teenager.

Da slutscenen endelig forløser det hele under det årlige karneval i New Orleans (det er der pudsigt nok altid på film) glemmer man næsten, at de øvrige actionsekvenser er blevet afviklet på tre af de mest forslidte action-lokationer overhovedet: Et køkken, et varehus og et øde havneområde.

Jack Reacher 2: Never Go Back – 118 minutter – USA og Kina – Instruktør: Edward Zwick – Medvirkende:  Tom Cruise, Cobie Smulders, Danika Yarosh, Patrick Heusinger, Madalyn Horcher m.fl.