Filmanmeldelse. Dagen i morgen – Frihedens ulidelige lethed
Jeg ville have forsvoret, at jeg nogen sinde skulle få mig selv til at skrive denne sætning, men franske Isabelle Huppert burde nok have haft sølvbjørnen for bedste kvindelige skuespillerinde ved Berlinalen i år i stedet for Trine Dyrholm.
Hendes portræt af den aldrende filosofiprofessor i Mia Hansen-Løves fremragende film ”Dagen i morgen” er nemlig mesterlig ned i hver eneste lille detalje: Hendes mimik, hendes bevægelser, hendes stemme og tilgang til verden, den verden der pludselig slynges sidelæns ud af sine vante cirkler.
Nathalie er tidligere kommunist, som i årenes løb er blevet deradikaliseret og
desillusioneret af at læse Solzhenitsyn. Nu har hun i mange år været ansat på universitetet og skubber sig i filmens start arrigt gennem de studerendes blokader. De unge protesterer mod regeringens tøven mod at indføre tvungen pensionering for statsansatte – en idé der skræmmer Nathalie mere, end hun vil indrømme, fordi hendes arbejde og akademiske prestige er to af de vigtigste komponenter i hendes liv.
Men hendes intellektuelle tilværelse er truet. Hendes filosofibog, som i mange år har været en fast del af pensum, bliver ikke genoptrykt, og forlagets forslag om at peppe den op i en ny og mere sexet udgave med klare farver på omslaget, får hende til at eksplodere af raseri.
Kort efter indrømmer hendes mand Heinz, at han har en affære og vil skilles efter 25 års ægteskab. Han flytter ud af deres lækre Paris-lejlighed. Børnene flytter hjemmefra og begynder deres eget liv, og Nathalies gamle, syge mor, som hun har passet i årevis, dør og efterlader hende med en gammel, gnaven sort kat.
Fra at have delt sit liv ligeligt mellem store eksistentielle tanker og teorier og praktiske gøremål i familien, står hun pludselig på kanten af de 60 med et overflødighedshorn af frihed, som hun ikke har bedt om, løsrevet drivende rundt på udkig efter en ny retning.
Hun knytter et venskab med sin tidligere yndlingselev Fabien. Muligheden for at bryde det platoniske bånd ligger og lokker – eller gør det? For selv om Nathalie drages ind i de unges revolutionære diskussioner, må hun også erkende, at hun er dem både intellektuelt og erfaringsmæssigt overlegen. Mens de heftigt debatterer om verden omkring sig, søger hun ud i køkkenet og skraber madrester af deres tallerkner. Den slags gør jo ikke sig selv, uanset om man river samfundet ned for at erstatte det med et nyt.
Først da hun sidder ved familiejulemiddagen med sit baby-barnebarn i armene og omfavner sin nye rolle som bedstemor, både mentalt og bogstaveligt falder hun til ro – i hvert fald for et øjeblik.
Sjældent har et liv i opbrud været skildret bedre, smukkere og mere nøgternt, og Isabelle Huppert forløser hver en nuance, som var hun selv Nathalie. Mia Hansen-Løve har skrevet rollen specifikt til Huppert, og det kan mærkes. De to kvinder er fuldstændig synkrone med hensyn til, hvor det hele skal bevæge sig hen.
Nathalie indrømmer over for Fabien, at hun for første gang føler sig fri for de ting, der bragte hende lykke og tryghed, og må starte forfra. Eller måske erkender hun, hvordan vi alle må starte forfra og klare os med mindre og mindre, efterhånden som livet skrider frem
Uanset hvad er ”Dagen i morgen” en eminent intelligent og desperat bedrøvet film.
Dagen i morgen – 102 minutter – Frankrig og Tyskland – Instruktør: Mia Hansen-Løve – Medvirkende: Isabelle Huppert, Andre Marcon, Roman Kolinka, Edith Scop, Sarah Le Picard m.fl.
