Filmanmeldelse: Jeg, Danile Blake – Mesterværk og socialvæsen, der har spillet fallit

jeg-daniel-blake

seks popcorn

Ken Loach’es nyeste film ”Jeg, Daniel Blake” starter med sort skærm og lyden af den 59-årige arbejdsløse tømrer Daniel Blake, der svare på automat-spørgsmål fra en såkaldt ”Sundhedsmedarbejder”, som skal vurdere, om han er egnet til at få sygedagpenge.

Daniel har haft et hjerteslag og hans læge har beordret, at han skal tage det helt roligt for at komme sig. Men da han er ”i stand til at gå 50 meter” og ”løfte armene for at putte noget i sin øverste lomme” scorer han kun 12 point i stedet for 15 på testen og bliver nægtet sygedagpenge. I stedet kastes han ud i at skulle søge om understøttelse, udforme et CV, gå på meningsløse kurser i at lave dette CV og trave byen tynd på udkig efter ikke-eksisterende jobs, han ikke har mulighed for at tage alligevel, hvis han vil undgå et nyt hjerteslag. Og samtidig venter han mere og mere utålmodigt på at få sin sag om sygedagpenge revurderet – hvilket blandt andet først kan ske, når man har fået en personlig opringning om afslaget – også selv om man for længst har fået beslutningen pr. brev.

Ken Loach har altid været samfundskritiker og ”Jeg, Daniel Blake” er en lavmælt og dybt rystende hudfletning af et socialvæsen, der har spillet fallit og mistet de sidste rester af menneskelighed, og som i sin inhumane behandling af folk er med til at forstærke deres problemer og knuse dem frem for at hjælpe.

Daniel møder Katie, alenemor til to, der på samme måde er fanget i malstrømmen. Hun er blevet genhuset hundreder af kilometer fra sine venner og familie i London. Daniel tager hende under sine vinger og ordner hendes nye lejlighed, mens Katie drømmer om at vende tilbage og studere på Åbent Universitet. Begge forsøger de at få det bedste ud af en håbløs situation og bevare deres håb og værdighed trods de ulige odds. Og begge falder de gennem de gabende sprækker i systemet, som skubber dem, der er fanget i det, ud over kanten.

Det er en mesterlig skildring fra en mester i genren, som ikke pakker sit budskab ind. Filmen er hjerteskærende, og det bliver den ved med at være, trods glimtene af menneskelig varme, som Daniel og Katie møder uden for det offentlige system.

Da Daniel følger Katie hen til en såkaldt ”Food Bank”, hvor fattige kan hente dagligvarer stillet til rådighed af private velgørere, og da Katie i sult og fortvivlelse river en dåse op og begynder at spise af den, gør det nærmest ondt indeni som tilskuer – ud over at det er stor og bevægende filmkunst på højde med de italienske neoklassikere.

Filmen rækker også ud over England, for den samme type dehumaniserende systemer findes også i for eksempel Danmark. På den måde er Ken Loaches kritik også gyldig i en dansk kontekst, hvor debatten i lang tid har været præget af Joachim B. Olsens udfald mod de ”dovne arbejdsløse”.

”Jeg, Daniel Blake” vandt fortjent guldpalmerne i Cannes i år, og selv om den er hård kost, er det en velsignelse at slutte filmåret 2016 med et ægte mesterværk.

Jeg, Daniel Blake – 100 minutter – England, Frankrig og Belgien – Instruktør: Ken Loach – Medvirkende: Dave Johns, Hayley Squires, Sharon Percy m.fl.