FILM: Bastarden – Mesterlig og blodig hede-western

For nylig valgte den danske Oscar-komité at indstille Nicolaj Arcels 1700-tals drama ”Bastarden” som Danmarks kandidat til en Oscar-nominering for Bedste Udenlandske Film.

Det var det helt rigtige valg. Al respekt for de to andre film i opløbet – Anders Walthers ”Når befrielsen kommer” og Lea Globs ”Apolinia Apolinia”. Men ”Bastarden” er på en helt anden vis gjort af det stof, som i sidste ende kan føre til en Oscar-statuette: Episk, storslået og bragende velspillet. En af den slags film, hvor følelsesfuld strygermusik møder de åbne, barske landskaber.

Titlens bastard er den fattige danske løjtnant Ludvig Kahlen, der i 1750’erne som en af de første forsøger at opdyrke den jyske hede.

Vi er på Frederik V’s tid. Kongen vil have flere skatteindtægter og har derfor en drøm om at opdyrke den golde og lovløse hede. Han er ligeglad med af hvem eller hvordan, så da Ludvig Kahlen ønsker at slå en handel af og finansiere projektet med sin militærpension, indvilger Rentekammeret i at lade ham forsøge.

Så kan de fortælle kongen, at man arbejder på at virkeliggøre hans drøm. Og Kahlen kan se frem til en fornem adelstittel, hvis han mod al forventning skulle få succes.

Det bliver en hård kamp, for heden lader sig ikke sådan lige betvinge. Men når Kahlen spilles af Mads Mikkelsen tror man alligevel på projektet.

Han kommer dog ikke blot til at kæmpe mod den sandede jord, den hårde natur, omstrejfende tyvagtige tatere, manglende midler og mangel på folk til at hjælpe sig. Fra starten bliver han nådesløst modarbejdet af den lokale godsejer Frederik Schinkel – en skruppelløs hersker, der styrer sine jorde og folk med jernhånd og voldtager og straffer som det passer ham.

Selv om heden tilhører kongen, opfatter Schinkel den som sin egen jord, og opgøret mellem ham og Kahlen bevæger sig hurtigt ind i en stadig stigende spiral af vold og fornedrelse, der kun kan ende i et blodigt crescendo.

Kahlen får hjælp af det bortløbne fæstebondepar Erik og Ann Barbara, Schinkels norske forlovede Frk. Edel, der vil gøre alt for at undgå at blive gift med ham samt taterpigen Anmai Mus, hvis mørke hud sætter gang i den lokale overtro og racisme.

Det er fristende at trække paralleller mellem ”Bastarden” og Nikolaj Arcels ”En kongelig affære” (2012) om forholdet mellem den tyske livlæge Johann Struensee og Christian VII’s dronning Caroline Mathilde.

Begge er visionære drømmere, som sætter alt ind på at forfølge deres drømme – og som begge kommer til at betale en høj pris.

Og begge spilles overdådigt af Mads Mikkelsen, der siden ”En kongelig affære” er modnet yderligere skuespilsmæssigt som god årgangsvin. Få kan som han kombinere mundrette, abrupte replikker og underspillet humor med hudløse følelsestornadoer i sit plagede ansigt.

Det er mesterligt, og man kan se filmen alene for at nyde Mads Mikkelsen. Men nydelsen stopper ikke her. Simon Bennebjergs godsejer er en formidabel skurkeskikkelse – et forkælet, kontrolsygt barn i viksenstørrelse med barnets grusomhed intakt. Og den kun 9-årige svenske Melina Hagberg skaber en uforglemmelig skikkelse som Annmai Mus.

Læg dertil fotografen Rasmus Videbæks flotte billeder, den fængede fortælling og den præcision og detailrigdom, der hele afvikles med og tilbage står en ægte Oscar-kandidat.

Bastarden – 127 minutter – Danmark – Instruktør: Nicolaj Arcel – Medvirkende: Mads Mikkelsen, Simon Bennebjerg, Amanda Collin, Morten Hee Andersen, Kristine Kujath Thorp, Melina Hagberg m.fl.