FILM: Kald mig Lucia – Enestående film i børnehøjde om ung transpige

Det er ikke det nemmeste – og på ingen måde det mindst kontroversielle – emne som den spanske instruktør og manuskriptforfatter Estibaliz Urresola Solaguren har valgt til sin første fiktionsfilm.

Selv om der som helhed er ved at opstå større viden og respekt om transkønnede, hersker der stadig en udbredt transfobi mange steder. Og en ophedet debat omkring, hvornår for eksempel børn er klar til at vælge deres eget køn.

Trods alle disse kontroverser og mulige faldgruber ankommer Solagurens fortælling om en 8-årigs gradvise forandring gennem en sommerferie på landet, og den effekt, det har på familien, præcis til tiden. Og samtidig er den tidløs fordi emnet handler om langt større, eksistentielle ting som liv og tab.

I centrum står den 8-årige dreng Aitor, der tager på sommerferie i baskerlandet med sin mor og sine to ældre  søskende.

Men trods feriestemningen er alt ikke, som det bør være. Aitor’s hår er langt, og han bevæger sig ikke helt som en dreng.

Familien er på besøg hos deres bedstemor i en lille landsby fyldt med legende børn og sladder-udvekslende voksne. En af den slags byer, hvor alle kender alle og kalder hinanden ved fornavn. Hvilket hurtigt bliver et problem for Aitor, der foretrækker at blive kaldt det mere androgyne kælenavn Coco.

Det skaber et dilemma, der gradvist vokser til en rullende snebold, da Aitor, der jo er født som biologisk dreng, åbent begynder at identificere sig som en pige, og vil kaldes Lucia

I starten sker transformationen stille, som da Lucia for eksempel stirrer hypnotiseret på en baby, der tisser vedsiden af hende. Ellers da hun ignorerer kommentarerne omkring sit lange hår og nægter at klippe det.

I mellemtiden kæmper Lucias mor Ane med sin kunstner-fars eftermægle og med sin mor, der ikke forstår, at hun lader Lucia have langt hår, og synes, at barnebarnet er både udisciplineret og flovt.

Stemningen bliver heller ikke mindre anspændt af, at Ane er i færd med at blive skilt fra sin mand. Og med alle disse konflikter kørende, er der kun ét sted, hvor Lucia kan finde ro og accept, nemlig hos moderens tante Lourdes, der er biavler.

Hun ser med det samme, hvordan tingene forholder sig, og hvad Lucia har brug for. Det ser man blandt andet i en scene, hvor Lourdes hjælper Lucia over sin skam ved at bade, fordi hun skammer sig over sin krop, ved at sige ”En piges tissemand skal være skinnende ren”. Og pludselig går Lucia smilende i vandet for at vaske sig.

Så smukt kan det siges og vises. Her handler det ikke om voldsomme kønsskifteoperationer – den problemstilling er den kun 9-årige pige slet ikke nået til endnu – men helt simpelt om, at få Lucia til at acceptere, at hendes tissemand er en piges tissemand.

På den måde er Solagurens film overvældende i sin smukke underspillethed og evne til at være i børnehøjde, hvor store øjeblikke sker, næsten uden at man opdager det.

Det styrker også troværdigheden, at Lucia bliver spillet af en cis-pige og ikke af en dreng. For publikum føles den tydeligt feminine Sofia Otero således som en pige længe før hun selv opdage, at hun er det.

Og man forstår til fulde, hvor velfortjent det var, at dette udtryksfulde barn, der kun var otte år, da filmen blev indspillet, fuldt fortjent vandt en sølvbjørn for bedste skuespiller på årets Berlinale

Kald mig Lucia – 129 minutter – Spanien – Instruktør: Estibaliz Urresola Solaguren – Medvirkende: Sofia Otero, Patricia López Arnaiz, Ane Garbarain m.fl.