Filmanmeldelse: Monica Z – Varm og ukuelig film om svensk sangstjerne
Man kan anskue Per Fly’s biografiske film om det svenske jazz-ikon Monica Zetterlund på to måder.
Enten kan man harcelere over, at manuskriptet tager sig endog meget store friheder og blander årstal og begivenheder sammen i ét væk.
Eller også kan man sige pyt, og lade sig suge ind i den stemningsfyldte, livsbekræftende energi omkring legenden Monica. Provinspigen fra Hagfors, der nægtede at lade sig nøje med et 8-16 job på byens telefoncentral eller bukke under for den svenske udgave af janteloven personificeret i hendes egen far. I stedet forfulgte hun sine sangerindedrømme og omplantede den sorte jazz fra New Orleans og New York til jazzende hvide melodier sunget på klangfuldt svensk.
Man bør klart vælge den sidstnævnte mulighed. For uanset de historiske unøjagtigheder, så har Per Fly denne gang lavet en betydelig bedre og mere vedkommende film end den mislykkede stileøvelse “Kvinden der drømte om en mand”.
”Monica Z” skildrer Zetterlunds liv fra begyndelsen af 60’erne til hendes berømte indspilning af Waltz for Debby/Monicas Vals med Bill Evans i New York. Det var i 1964, selv om det i filmen føles og fremstilles som om, der er gået meget længere tid. Indspilningen med Evans blev også en oprejsning efter Monica Zetterlunds første besøg i New York nogle år tidligere. Her måtte hun opgive at synge med tre sorte musikere. Hun var simpel hen for hvid og for opsigtsvækkende til, at det gik an i datidens racistiske USA.
Tæt på at opgive fortsætter Monica dog sangkarrieren hjemme i Sverige. Og da hun møder digteren Bebbe Wolgers, som kan sætte svenske tekster til de amerikanske rytmer, kommer gennembruddet omsider.
Derefter følger nogle års op og nedture. Monica fuldfører drømmen om at købe et stort hus til sig selv og sin datter. Men bagsiden af medaljen er forliste forhold, et stigende alkoholmisbrug og en evig kamp for at få opmærksomhed. Det sidste allermest fra sin misantropiske far, der ikke mener, at man skal stræbe højere, end evnerne kan bære, og som længe nægter at anerkende sin datters ellers åbenlyse talent.
I virkeligheden har man hørt historien om den kreative kunstnersjæl med den vanskelige personlighed mange gange før. Så mange gange, at det nærmest er en kliché.
Når det alligevel lykkes til fulde i denne film, skyldes det den svensk/islandske sangerinde, sangskriver og pianist Edda Magnason, som spiller filmens altdominerende hovedrolle.
Ikke blot har hun en fremragende musikalitet og en forrygende stemme, der matcher Monica Zetterlunds i de mange sang-sekvenser. Hun formår også at skildre Zetterlunds mangesidede person. Hendes selvsikkerhed på scenen og store usikkerhed udenfor. Hendes enorme behov for bekræftelse og vanskeligheder med at forene rollen som mor med rollen som sangstjerne. Og hendes slagkraftige livsstyrke, der får hende til at sprænge sig vej gennem modgangens sorte asfalt som en forårskåd mælkebøtte. Edda Magnason spiller ikke blot Monica Zetterlund, hun ér Monica Zetterlund i hver eneste billede og bevægelse.
Hendes ukuelige ”kom bare an” attitude smitter hele vejen ned i biografsalen, og i nogle af filmens centrale scener med den stille, solide bassist-kollega Sture (Sverrir Gudnason) udfoldes tillige en øm og rørende kærlighedshistorie.
På den baggrund er det fuld fortjent, at Magnason vandt en Guldbagga for rollen og blev hædret som Shooting Star ved Berlinalen i Berlin. Spørgsmålet er blot, om der findes andre roller, der passer så godt til hende som denne.
Filmen forlader Monica Zetterlund på toppen langt fra hendes triste endeligt i 2005 ved en selvantændt brand. Som tilskuer går man nynnende ud af biografen taknemmelig over, at Monica Zetterlund har vist en udsigten fra trætoppene.
Monica Z – 111 minutter – Sverige – Instruktør: Per Fly – Medvirkende: Edda Magnason, Sverrir Gudnason, Kjell Bergquist, Vera Vitali, Oskar Thunberg, Johannes Wanselow m.fl.
