Berlinalen 2017 dag 1 – Forførende sigøjnerrytmer
En halv Berlinale er bedre end ingen Berlinale – langt bedre:
Ordene summer i hovedet på mig efter første dag af den 67. Berlinale, og jeg sidder på mit hotel og tænker tilbage. Ikke bare på i dag, men på, at det i år er det 10. år, jeg er nede til mit årlige film-helle, hvor jeg for en stund slipper alt og glider ind i en Berlinale-bobbel, hvor alt kan ske på lærredet og udenfor.
Sådan er jeg ikke ene om at have det. Mange af de ansatte på festivalen går igen år efter år og synker ind i samme bobbel væk fra deres normale dagligdag. Som den altid sødt smilende K i billetudleveringen ved pressecentret, der netop er blevet færdig med sit pædagogstudie. Eller S med det store, mørkkrøllede hår, der år efter år styrer kampen om pladserne til presseforestillingerne med jernhånd, og som til dagligt er tilknyttet et gadeprojekt. Eller den trinde, venlige R fra Rio, som jeg mødte forrige år, hvor han var storforelsket i sin nye kæreste, som han nu har slået op med, og som fortæller om Brasiliens dybe økonomiske krise.
Sådan får jeg hvert år brudstykker af en masse menneskers liv, og de får brudstykker af mit retur. Venskaber opstår, og netop fordi de er afgrænset af Berlinale-boblen, og man følger hinandens liv i overskrifter og højdepunkter, er der en særlig energigivende intensitet og ærlighed over det.
Så skidt med at Berlinale-badget i år føles skrøbelig tyndt og vidner om, at der bliver sparet alle vegne, og at årets Berlinale-plakat blot er en fortsættelse af sidste års tema, hvor man havde sluppet en bjørn løs i Berlins gader. Eller at der ikke er nogen danske film med i hovedkonkurrencen, hvor Trine Dyrholm sidste år vandt sølvbjørnen for bedste kvindelige hovedrolle. Eller at jeg i år kun kan være med halvdelen af tiden. Berlinalen omfavner mig med sin magi, omsorgen fra dem, jeg kender hernede og det privilegium det er, at man kan få lov at forsvinde i mylderet og biografmørket.
Vanen tro blev Berlinale-juryen præsenteret på førstedagen, og vanen tro blev jury-pressemødet også en understregning af, at festivallen gerne vil have politisk kant.
Selv om ingen nævnte Donald Trumps navn på pressemødet, hang skyggen af den stortwittende præsident alligevel som en tung skygge over det hele, mens jurymedlemmerne diskuterede film, politik, kultur og økonomi.
”For mig som amerikaner er det fantastisk at være på en international filmfestival som denne på dette tidspunkt. Og jeg vil gerne sige til folk rundt omkring i verden, at der er mange mange mennesker i mit land, der ønsker at gøre modstand”, erklærede skuespillerinden Maggie Gyllenhaal.
Og den mexicanske skuespiller Diego Luna, der også sidder i juryen sagde det endnu tydeligere, da han fik det uundgåelige spørgsmål om den mur, som Trump ønsker at bygge mellem USA og Mexico.
”Jeg vil hellere rive mure ned end se dem blive bygget. Det eneste positive omkring dette er de reaktioner, som det har afstedkommet. Jeg ønsker at være en del af dette og afvise al dette nonsens og had. Jeg krydser den grænse tre eller fire gange om måneden, og der er så meget kærlighed på begge sider”, understregede han og tilføjede:
”Men vi er ikke her for at sende politiske budskaber, vi er her for at høre dem. Film er et værktøj, der kan skabe forandring, og vi er her for at lytte og fejre alle de forskellige stemmer.”
Juryens præsident, den amerikanske instruktør Paul Verhoeven” sagde det kort og klart:
”Jeg er her for at se på film uden at have nogle politiske fordomme. Det handler om kvaliteten.”
Selv om Danmark ikke har nogle film med i hovedkonkurrencen er vi stadig solidt repræsenteret i Berlinalen i år:
● Daniel Borgmans spillefilm “At elske Pia” får verdenspremiere i sideprogrammet Forum.
● SAM Productions dramaserie til Kanal 5 ,”Gidseltagningen”, får verdenspremiere i programmet Berlinale Special Series.
● Holger-Madsens nyrestaurerede “Himmelskibet” fra 1918 vises i Retrospective-programmet.
● Yance Fords amerikansk-danske dokumentarfilm “Strong Island” koproduceret af danske Final Cut for Real får europæisk premiere i Panorama Documente.
● Amanda Kernells svensk-dansk koproducerede spillefilm “Sameblod”, Inuk Silis Høeghs grønlandsk-dansk koproducerede dokumentarfilm “Sumé” og Aka Hansens grønlandsk-danske kortfilm “Half&Half” er i indignious-programmet NATIVe.
● Esben Smed er Shooting Star.
● Jesper Christensen har hovedrollen i den norske spillefilm “Kongens valg”, der netop har haft premiere i Danmark og som deltager i sideprogrammet Panorama Special.
DAGENS FILM
DJANGO
Berlinalens åbningsfilm bliver altid mødt med spænding. I år indledtes festivalen med forførende sigøjenrrytmer fra Etienne Comars deburfilm ”Django”, om den verdensberømte jazzguitarist og komponist Django Reinhardt (1910-1953). Filmen handler om Reinhardts flugt fra Paris i 1943 med sin familie. Django Reinhardt var en af pionererne inden for Europæisk jazz og manden bag Gipsy Swing. Da nazisterne ville tvinge ham og hans kvintet til at tage på turné i Tyskland under strenge krav til hans musikalske udfoldelser, valgte Reinhardt i stedet at flygte med sin mor og sin gravide kone. ”Django” er et interessant portræt om en utraditionel, frihedselskende kunstner, der står over for valget mellem at lade sin kunst blive misbrugt til politiske formål eller flygte. Og selv om ”Django” som mange andre portrætfilm har noget episodisk over sig, formår den alligevel at sætte fokus på et af de mørkeste kapitler under 2. verdenskrig: Nazisternes systematiske udryddelse af sigøjnerne i Europa, der kostede mere end 600.000 mennesker livet.
THE WOUND
Berlinalens Panorama-sektion åbnede i år med den sydafrikanske film ”The Wound”. Med udgangspunkt i et omskæringsritual udforsker filmen det konfliktfyldte spørgsmål om, hvad det egentlig vil sige at være en rigtig mand. Fabriksarbejderen Xolani mødes med mændene fra sin landsby i bjergene for at omskære en række teenagedrenge og føre dem over tærsklen til voksenlivet. Men da en af de teenagedrengene opdager Xolanis hemmelighed – at han er homoseksuel – begynder hans liv at gå i opløsning. Selv om der er en hvis forudsigelighed over dele af handlingen, lever ”The Wound” højt på sine stærke karakterer. Man kommer ned under huden på figurerne, herunder Xolanis ensomhed og længsel og hvordan han mangler tilstrækkelig selvtillid til at undslippe sit eget selvhad. ”The Wound” er John Trengroves bud på en sydafrikansk ”Brokeback Mountain”. Den folder sig ud som et kompakt og komplekst drama om homoseksualitet, der burde appellere langt ud over LBGT-kredse.
