Filmanmeldelse: Efter kærligheden – Fanget i et kærlighedsløst fængsel
Deres to døtre er bedårende og lejligheden er smuk med fantastisk lys og egen private haveterrasse. Det kunne være så godt for Marie og Boris, men det er det ikke i det ultra-realistiske belgisk franske drama ”Efter kærligheden”.
Som titlen siger, er vi ikke i kærlighedens idylliske lykkeland, men i den golde følelsesørken, der ofte følger efter et brud. Der hvor rummeligheden er erstattet af nultolerance, hvor hvert eneste ord og handling kan bruges som detonator for skænderier, og hvor alene dens andens tilstedeværelse virker som en kvælende, irritationsfremkaldende løkke om halsen.
Marie og Boris skal skilles. Han skal flytte, mens hun, der har job og dermed den bedste økonomi, skal blive boende i lejligheden med deres to syv-årige døtre. For Marie kan det ikke gå hurtigt nok med at få skilsmissen gennemført, men tingene er gået i hårdknude. På grund af økonomiske problemer nægter Boris at flytte, før han får halvdelen af lejlighedens værdi – et krav, han mener, er fuldt ud rimeligt, efter som han har stået for at renovere den.
Og der står den så krampagtigt og klaustrofobisk fastlåst i 98 tåkrummende minutter. Ikke fordi filmen er dårlig – tværtimod – men fordi det er dybt ubehageligt og akavet at være vidne til. Præcis som det er for parrets venner og familie og ikke mindst for deres to piger, der hele tiden sejler forsigtigt og indesluttede rundt i udkanten af forældrenes skænderier.
Man fornemmer også hurtigt, at der er mere på spil, og at de to ikke er færdige med hinanden følelsesmæssigt. Boris måske mindre end Marie, men de stumper af tiltrækning, der er tilbage imellem dem, er aldrig nær nok til at fylde kløften ud imellem dem og skabe en forsoning.
Det er dygtigt og effektivt gjort af instruktøren Joachim Lafosse. Ved at lade stort set hele filmen foregå i lejligheden og benytte sig af lange, fastholdte kameraindstillinger, hvor hovedpersonerne tit er bag i eller ude af billedet, får han skabt en fortættet kammerspilsstemning.
De smukke rum synes at trække sig mere og mere sammen, så lejligheden får karaktér af et fængsel, hvor de voksne hovedpersoner bor i hver deres lille celle: Marie i deres gamle soveværelse og Boris i en seng på kontoret, hvor døren er klistret til med brunt papir, så man ikke kan se ham, når han er derinde.
Ingen af de voksne har overskud nok til hverken at holde deres egne følelsesudbrud i skak eller skåne døtrene og i dette forpestede miljø, er det kun et spørgsmål om tid, før et eller andet knækker.
Bérénice Bejo gør det strålende som den afmagtsramte, irritationsbombe Marie. Man glemmer ganske, at hun også kan spille mere muntre roller som i for eksempel ”The Artist” (2011). Omvendt er der noget rørende sårbart over Cédric Kahn som Boris, der gemmer sine følelser for Marie bag firkantede regnestykker om lejlighedens værdi.
Det hele er så realistisk, at det gør ondt langt ind i sjælen at se de to mennesker i deres kærligheds bundfrosne vinter. På den måde bliver ”Efter kærligheden” også en både genkendelig og vedkommende film, selv om det måske ikke er lige den, man skal tage sin nye kæreste med ind og se.
Efter kærligheden – 98 minutter – Frankrig og Belgien – Instruktør: Joachim Lafosse – Medvirkende: Bérénice Bejo, Cédric Kahn m.fl.
