Filmanmeldelse: Their Finest Hour – Bravo Lone Scherfig!

De bedste filmscener siger ikke bare det hele, de indkapsler samtidig filmens DNA. Som en lille fragtal, der spejler helheden. Sådan er det også i Lone Scherfigs ”Their Finest Hour”.

Vi er i London i 1940. Mens tyskernes bombefly drøner ind over byen, og indbyggerne flygter ned i sikkerhed på undergrundsbanens perroner haster Catrin (Gemma Arterton) hjem gennem den blitzhærgede by. Pludselig kastes hun til side af lufttrykket fra en bombeeksplosion. Da hun få blinket støvet ud af øjnene, opdager hun en bunke lemlæstede lig. Catrin er rædselsslagen, men bryder ud i latter, da hun indser, at det bare er mannequindukker. Så ser hun, at en af dem bløder, og at det er liget af en kvindelig butikssælger, og kaster op af chok.

Scenen kombinerer elegant filmens to hovedtemaer: Skæbnens brutale usikkerhed, og filmindustriens kunstige virkelighed. På samme måde fanger den dette 2. verdenskrigsdramas toneart, der uafladeligt veksler mellem det romantiske og næsten slapstick-agtigt sjove og det rørende tragiske.

”Their Finest Hour” starter som en feministisk historie. Tekstforfatteren Catrin Cole hyres af det engelske Informationsministerium til at give ministeriets patriotiske propagandafilm en kvindelig kant. Noget der kan løfte det nationale sammenhold og lysten til at kæmpe for fædrelandet, hvad end det er ved fronten eller hjemme på fabrikkerne.

Catrin hvirvles snart ind i en patroniserende verden, med indbygget modstand fra ministeriets embedsmænd, hendes to med-tekstforfattere og hendes kunstner-mand, som foretrækker, at hun i stedet blev hjemme.

Da hendes team bliver sat til at lave en film, der både skal inspirere briterne og få Amerika til at gå med i krigen, får Catrin imidlertid sin chance. Hun falder over en virkelig hændelse, hvor to tvillingesøstre hjalp soldater til at undslippe Dunkirk i familiens fiskekutter, og får solgt ideen til sine overordnede.

Nu bliver opgaven at få omformet historien – der viser sig ikke at være så herodisk (tvillingernes båd løb tør for benzin og nåede aldrig Dunkirk) – til en ”autentisk” film. Og mens optagelserne går deres kaotiske gang, forelsker Catrin sig i sin med-tekstforfatter Tom Buckley.

Man har lyst til at råbe ”Bravo Lone”, for Scherfig rammer stilen og stemningen perfekt. Hendes fremstilling af det krigshærgede London er både troværdig og nostalgisk, og balancen mellem det humoristiske og tragiske som en knivsæg.

I det hele taget må man beundre Scherfigs præstationer i udlandet. ”Their Finest Hour” er hendes fjerde internationale film, siden hun i 2009 tog springet udenlands med ”An Education”. Alle fire har holdt et højt filmisk niveau, og trods deres forskelligheder har de alle samme bittersøde grundtone.

”Their Finest Hour” byder på en fornem præstation fra Gemma Arterton, der forener det yndefulde og værdige i Catrin-figuren med skjulte reserver af mod. Sidstnævnte gør hende i stand til at tage kampen op mod mændene, som dybest set frygter, at kvinderne ikke vil vende tilbage til deres køkkener, når krigen er slut.

Meget af morskaben leveres af en ligeledes storspillende Bill Nighy i rollen som den aldrende, nacissistiske skuespiller Ambrose Hilliard. En mand som ikke vil indse, at han ikke længere er førstevalg til de unge elskerroller, og som giver krigen skylden for det faldende serviceniveau på hans italienske stamrestaurant. ”Det er jo ikke kalvekød i førkrigs-forstand” udbryder han med knastør præcision. Det er en rolle, som Nighy har spillet mange gange før, men aldrig så godt som her og med så meget tyngde i sine perfekt leverede one-liners.

”Their Finest Hour” er historien om en generation af kvinder, der i mændenes fravær definitivt fik vristet sig løs fra husmoderrollen og som Catrin vist, at de kunne meget andet end det – og mindst lige så godt som mændene.

Det samme kan man sige om Lone Scherfigs instruktør-præstationer. Det eneste minus er, at hun ikke har lavet en dansk film siden ”Hjemve” (2007).

Their Finest Hour – 117 minutter – England – Instruktør: Lone Scherfig – Medvirkende: Genna Arterton, Sam Claflin, Bill Nighy, Jack Huston, Paul Ritter, Rachael Sterling, Helen McCrory, Jeremy Irons m.fl.