Filmanmeldelse: Når du kigger væk – Phie Ambo leget med bevidsthedens grænser
At Phie Ambo er lynende intelligent, mærker man hurtigt, når man snakker med den 43-årige instruktør. Bag det kønne, smilende ydre, gemmer sig en skarp hjerne, der gerne vil udfordre både sig selv og andre.
Og udfordret bliver man i den grad, når man ser hendes eneste film “Når du kigger væk”, der havde verdenspremiere på CPH:DOX tidligere på året, og som nu har fået almindelig biograffpremiere. Her lyser intelligensen ned fra lærredet i en grad, så jeg et par gange følte mig hægtet af.
Trods titlen er “Når du kigger væk” ikke en film, som det er tilrådeligt at kigge væk fra, hvis man vil forstå det hele, og selv hvis du ikke blinker med øjnene en eneste gang undervejs, er det alligevel ikke sikkert, at du fanger det hele i første omgang. For det er nogle af livets helt store eksistentielle spørgsmål og mysterier, som Phie Ambo kaster sig over.
Som for eksempel ”Hvor går bevidsthedens grænser?”, og “Er vi forbundne på måder, vi ikke anede?”. Sådan lyder de udfordrende indgangsspørgsmål.
Historien om tilblivelsen af “Når du kigger væk” starter i børnehøjde. Det hele begyndte nemlig, da Phie Ambos datter Juno insisterede på, at hun nogle gange er et menneske og nogle gange et dyr. Det fik moderen til at tænke over, hvad der ellers befinder sig uden for den menneskelige bevidsthed.
Efter en indledende snak med et andet klogt menneske – fysiker og far til strenge-teorien Holger Bech Nielsen – lader Ambo sin film udvikle sig efter tilfældighedsprincippet. Hun pålægger nemlig sig selv det kunstneriske benspænd, at hun ikke må tage kontakt til dem, der skal medvirke i hendes film. De skal enten komme til hende af egen drift eller blive henvist af andre.
Dermed er der lagt op til en forunderlig rejse. Fra Holger Bech Nielsen bliver der trukket linier og punkter til en budhistisk, en claivoyant, en vicevært og en jysk fabrik, der producerer de såkaldte Power Pack: Et lille stålrør med vitaliseret vand, der tilsyneladende kan påvirke andet vand og andre væsker uden at være i berøring med dem.
Phie Ambo er alt for intelligent til at komme med nogle endelige svar, men lader sig i stedet lede af tilfældighederne, som måske i virkeligheden ikke er så tilfældige, hvis man skal tro på teorien om, at vi alle er forbundet.
”Når du kigger væk” bryder mange steder med en traditionel handlingsfilm og kræver alene af den grund tilskuernes fulde opmærksomhed. Men på sin egen måde er den et lille legende mirakel, en filosofisk opdagelsesrejse, der pirrer nysgerrigheden og viser, at der er utrolig meget mere mellem himmel og jord, end vi tror – eller kan forklare.
Nu er den så klar til at tage tilskuerne med på en intelligent og udfordrende date – måske den perfekte måde at teste sin partners mentale kapacitet og åbenhed på.
Når du kigger væk – 84 minutter – Danmark – Instruktør: Phie Ambo – Medvirkende: Phie Ambo, Holger Bech Nielsen