Så sluttede 2023, og vi er allerede en uge inde i det nye filmår. Men inden, at vi for alvor tager hul på det, så lad mig lige dvæle en stund ved det gamle.
Jeg ved ikke, om det bare er mig, men i løbet af 2023 sad jeg tit med fornemmelsen af at sidde i en ikke særlig fyldt biograf. Selv på premieredagen i Danmarks største biografsal Imperial i København til den nyeste Marvel-blockbusterfilm.
Og ser man på billettallene bekræfter det billedet af en branche, der aldrig rigtig er kommet sig helt oven på corona-epidemien og de månedlange nedlukninger i 2020 og 2021.
Med præcis 10.032.000 solgte biografbilletter i 2023 er der stadig et godt stykke op til de 13 millioner gæster, som de danske biografer oplevede i 2019. Men billetsalget er dog for andet år i træk kommet over 10 millioner efter bundskraberen i 2021 på blot 6,8 millioner solgte billetter.
Biograferne er presset fra flere sider: Produktionshullet på grund af corona-årene og strejkerne i Hollywood blandt manuskriptforfatterne og skuespillerne kan nu for alvor mærkes. Og mindre efterspørgsel på tv-programmer, en markant nedgang i investeringerne i serier og udfordringer omkring finansiering af spille- og dokumentarfilm har presset antallet af filmstøttede film ned på et kritisk niveau.
Når det er sagt, så kan man glæde sig over, at de danske films markedsandel trods alt lå på 25% i 2023, til trods for, at selv de mest populære danske film har haft svært ved at trække det helt store publikum i biograferne.
De tre mest sete danske film blev Hella Joofs komedie ”Meter i sekundet” (350.00 billetter), Anders Walters krigsdrama ”Når befrielsen kommer” (290.000) billetter og Nikolaj Arcels historiske drama ”Bastarden” (242.000 billetter). De tre film blev henholdsvis nummer fire, seks og otte på listen over de mest sete film i danske biografer sidste år.
Øverst på listen lå ”Barbie”, ”Oppenheimer” og ”Avartar 2: The Way of Water”, der solgte 640.000, 470.000 og knap 400.000 billetter.
Man kan også glæde sig over, at de danske film høstede storhæder i udlandet. Simon Lereng Wilmonts dokumenter ”A House of Splinters” og Anders Walter og Pipaluk K. Jørgensens kortfilm “Ivalu” blev begge nomieret til en Oscar. Malene Chois provinsdrama ”Stille liv” vandt kritikerprisen i Berlin og Frederikke Aspöcks ”Viften” blev belønnet med Nordisk Råds Filmpris.
Endelig kan man glæde sig over den nye filmaftale, som folketinget vedtog den 15. november. Allerede ved medieforliget i juni blev det vedtaget, at der skal indføres et nyt Kulturbidrag, som forpligter de store, kommercielle streamingtjenester til at bidrage til produktion af dansk indhold. Man regner med, at det nye Kulturbidrag fra 2025 vil give branchen cirka 98 millioner kroner om året. Dertil kommer en engangsbevilling på 40 millioner kroner til filmstøtte i 2024.
Med disse ord vil jeg sige godt nytår til alle CineMadsen-bloggens læsere og velkommen til 2024. Tak fordi I hænger på. Jeg glæder mig til også i år at holde jer informeret om de nyeste film og begivenheder i filmbranchen.
Traditionen tro vil jeg slutte med at omtale en række film, der alle fik topkarakter på bloggen i 2023. Hele ni værker der alle beviser, hvor magisk, bevægende og livsbekræftende det kan være at sidde i biografsædet, og hvor fantastisk et medie film er. Og ni værker, som alle, der elsker film, ikke bør snyde sig selv for.
WANNSEE KONFERENCEN
Filmåret
startede lammende godt med den tyske instruktør Matti Geshonnecks film ”Wannsee
Konferencen”. Den handler om det knap to timer lange møde, som 15 nazi-spidser
holdt i en fornem patriciervilla ved Wannsee i udkanten af Berlin den 20.
januar 1942. Her blev de enige om ”Den endelig løsning” på jødeproblemet, der
siden kostede millioner af jøder livet i koncentrationslejrenes gaskamre. Det
er som sagt lammende at se på, hvordan den slags beslutninger kan reduceres til
bureaukratiske detaljer. Selv
de enkelte indvendinger rundt om bordet, der får en til at tro, at der trods
alt er menneskelighed til stede i lokalet, viser sig ikke at handle om jødernes
skæbne, men om juridiske spidsfindigheder og logistik. Og hvordan man får skabt
de mest beroligende rammer om masseslagteriet, så de dødsmærkede jøder ikke
aner uråd, før de står i gaskamrene.
Læs anmeldelsen her: https://cinemadsen.dk/?p=3980
THE BANSHEES OF INISHERIN
Hvad gør man, hvis éns bedste ven gennem mange år
pludselig en dag og uden varsel ikke længere vil være ens ven? Det er den enkle
præmis i Martin McDonagh’s formidable film ”The Banshees of Inisherin”, der ud
over det er alt andet end enkel. Fra indledningens Hollywood-fantasi om Irland,
hvor hovedpersonen Padraic (Collin Farrell), trasker afsted gennem landskabet
på vej for at hente sin ven Colm (Brendan Gleeson) til den daglige tur hen på
puppen, til den mørke slutning 114 minutter senere suges man ind i denne skæbnefortælling
om længsler og brudte drømme på den lille maleriske ø Inisherin. Læg dertil
Carter Burwlls skønne musik og danske Mikkel E.G. Nielsens knivskarpe klipning
og resultatet er et mesterværk af en film, der helt sikkert vil være en af de
film, du husker, uanset hvor mange film du så i 2023.
Læs anmeldelsen her: https://cinemadsen.dk/?p=4005
APOLONIA APOLONIA
Den danske dokumentarfilmsinstruktør Lea Glob har før
vist, at hun ikke blot er i stand til at skabe et trygt rum, men også i den
grad sætte sig selv i spil. Sådan var det med hendes film ”Venus – Let’s Talk
About Sex”, og i 2023 var hun igen biografaktuel med en film, der er lige så
uforglemmelig. Hendes dokumentar om maleren Apolonia Sokol er således et
mesterligt dobbelt kunstnerportræt, hvor Lea Globs fascination af Apolonias
verden samtidig bliver en indgangsvinkel til at undersøge hendes eget liv. Glob
mødte den franske kunstner i 2009, hvor begge kvinder var 20 år. Og på nærmest
Richard Linklater agtig vis blev hun ved med at vende tilbage til hende igennem
hele 13 år, inden hun i 2022 følte, at det var tid at slukke kameraet. ”Apolonia
Apolonia” er en fantastisk film, der mesterligt formår at skildre et liv –
eller rettere to liv – i udvikling og binde alle de tråde sammen, der tilsammen
fortæller, hvem vi er, og hvordan vi påvirker hinanden.
Læs anmeldelsen her: https://cinemadsen.dk/?p=4045
SPIDER-MAN: ACROSS THE SPIDER-VERSE
Wauw Wauw Wauw! Det er efterhånden fem år siden, at Sony og Colombia Pictures
blæste hele biografverdenen bagover med den totalt visuelt overdådige og
højenergiske animationsfilm ”Spider-Man: Into the Spider-Verse”. I 2023 FIK
fortsættelsen ”Spider-Man: Across the Spider-Verse” premiere, og man gik en
lille smule bævende i biografen. For ville det virkelig være muligt at leve op
til etterens ustoppelige opfindsomhed, stilistiske mod og nærmest tilbagelænede
coolness? Ville e opfølger kunne matche originalens friskhed, energi og
visuelle overlegenhed? Heldigvis er svaret på alle disse spørgsmål et stort,
glædesfyldt ja. ”Spider-Man: Across the Spider-Verse” lever ikke bare op til
sin forgænger, men overgår den. Den er ganske enkelt sublim. Der er ikke et
eneste billede i dette kaleidoskopiske animerede billed-epos, der ikke fanger,
fascinerer og fortryller.
Læs anmeldelsen her: https://cinemadsen.dk/?p=4114
TOVES VÆRELSE
Der er en egen ironi over, at det er instruktøren Martin Zandvliet, der har
instrueret ”Toves værelse”. For nogle år siden instruerede han således dramaet
”Under sandet” (1915), der handler om hvordan danskerne tvang tyske soldater
til at rydde deres egne minefelter ved den jyske vestkyst efter 2. Verdenskrig.
Et arbejde hvor hvert eneste skridt kunne betyde død eller lemlæstelse. Det
samme kan man sige om at bevæge sig ind i Toves værelse – et kammerspil om den
voldsomt giftige ægteskabelige dynamik mellem Tove Ditlevsen og hendes fjerde
og sidste mand, Ekstra Bladets redaktør Victor Andreasen med en ung Klaus
Rifbjerg som det uskyldige øjenvidne. For de fleste vil ”Toves værelse” være en
ubehagelig oplevelse. Og man undres over, at Rifbjerg ikke går efter de første
fem-ti minutter for at undslippe dette klaustrofobiske fængsel af nedrigheder.
Men lige som han, drives man med pervers voyeuragtighed til at blive. For lige
så skræmmende, det er at være tvangsindlagt i Toves værelse og inde i hendes
mentale indelukke, lige så fascinerende er det også.
Læs anmeldelsen her: https://cinemadsen.dk/?p=4128
DEN BLÅ KAFTAN
Når man ser den blå kaftan, som har givet navn til titlen i den marokkanske
instruktør Maryam Touzanis nye film, er man ikke et sekund i tvivl om, at den
er et mesterværk. Og på samme måde er man ikke et øjeblik i tvivl om, at filmen
er det.Mesterværker kræver dygtige, omhyggelige håndværkere, der sætter
en ære i deres kunnen, og de tager tid. Det gælder både smukke klæder og
film.Det midaldrende ægtepar Halim og Mina driver en skrædderforretning
i byen Salé. Da de ansætter en ny, ung lærling vækkes de forbudte følelser hos
Halim , der i hemmelighed er homoseksuel. ”Den blå kaftan” kunne meget let være
blevet en anden og langt mere mørk film. Det er ingen hemmelighed, at Marokko
er et af de mest homofobiske samfund i verden, hvor samkvem med en af sit eget
køn straffes med årelang fængselsstraf. I stedet er den blevet et mesterligt og
dybt betagende portræt af kærlighedens og ømhedens væsen spillet af to
fremragende skuespillere – Lubna Azabal og Saleh Bakri – på toppen af deres
kunnen.
Læs anmeldelsen her: https://cinemadsen.dk/?p=4204
BASTARDEN
I september 2023 valgte den danske Oscar-komité at indstille
Nicolaj Arcels 1700-tals drama ”Bastarden” som Danmarks kandidat til en
Oscar-nominering for Bedste Udenlandske Film.Det var det helt rigtige
valg, for den er episk, storslået og bragende velspillet. En af den slags film,
hvor følelsesfuld strygermusik møder de åbne, barske landskaber. Titlens
bastard er den fattige danske løjtnant Ludvig Kahlen, der i 1750’erne som en af
de første forsøger at opdyrke den jyske hede.Han kommer dog ikke blot
til at kæmpe mod den sandede jord, men bliver fra starten nådesløst modarbejdet
af den lokale godsejer Frederik Schinkel – en skruppelløs hersker, der styrer
sine jorde og folk med jernhånd og voldtager og straffer som det passer ham. Det
er mesterligt, og man kan se filmen alene for at nyde Mads Mikkelsen. Men
nydelsen stopper ikke her. Simon Bennebjergs godsejer er en formidabel
skurkeskikkelse – et forkælet, kontrolsygt barn i viksenstørrelse med barnets
grusomhed intakt. Og den kun 9-årige svenske Melina Hagberg skaber en
uforglemmelig skikkelse som Annmai Mus.
Læs anmeldelsen her: https://cinemadsen.dk/?p=4236
SONGS OF EARTH
Nordmændene kandidat til Oscar-uddelingen 2024 ”Songs
of Earth” er noget så usædvanligt som en halvanden times lang udramatisk
naturdokumentar. Vanvittigt eller genialt? Døm selv. Efter at have siddet i
biografmørket og være blevet forført vil jeg bestemt ikke afvise, at den kan
vinde – selv målt efter Hollywood-standarder. Forholdet mellem filmens
instruktør Magreth Olin og hendes far Jørgen har altid været tæt knyttet til
naturen og til at udforske verden til fods. Denne gang har hun derfor kastet
sig over et lyrisk og på alle måder smukt projekt og er vendt tilbage til sit
barndomshjem i Oldedalen i det vestlige Norge. Her følger hun sin 84-årige far
rundt i det, der af mange er blevet beskrevet som Norges smukkeste dal. Resultatet
er en stille – i ordets allerbedste betydning – og overvældende dyb film. Med
en blanding af jublende widescreen landskabsbilleder og ultramakronærbilleder
af summende insekter og knasende is, tilskynder ”Songs of Earth” tilskuerne til
at værdsætte verden og acceptere naturens, uundgåelige cykluser. Cykluser som
vi som mennesker bør lære at omfavne i stedet for at kæmpe imod.
Læs anmeldelsen her: https://cinemadsen.dk/?p=4256
MONSTER
Lige siden filmen ”Nobody Knows” (2004), hvor en 12-årig må tage sig af sine
tre mindre søskende, da de alle efterlades i en lejlighed i Tokyo, har den
japanske mesterinstruktør Kore-eda Hirokazu igen og igen vist, at han er en af
de mest humanistiske filmskabere, der findes. Han er altid i stand til at se
det bedste i mennesker, ikke mindst når det gælder børn. Så hvordan skal man
forholde sig til en film, hvor man lige til det sidste er i tvivl, om hvad
filmens børn egentlig indeholder? ”Monster” vender tilbage til sin indledende
scene tre gange og beskriver hver gang historien ud fra en ny hovedpersons
synspunkt. For en gangs skyld har Kore-eda ikke selv skrevet manuskriptet til
filmen. Det har den erfarne – og uden for Japan ukendte – forfatter Yuji
Sakamoto, der fuldt fortjent fik manuskriptprisen på årets Cannes-festival. Resultatet
er et medrivende drama om mobning, homofobi, dysfunktionelle familieforhold,
ukritisk respekt for mangelfulde autoriteter og rygtedannelse på sociale
medier. Det perfekte mesterværk at slutte året med.
Læs anmeldelsen her: https://cinemadsen.dk/?p=4283
