Filmanmeldelse: Ayka – Usentimental og isnende tour de overlevelse i Moskvas vinterkulde

Det virker som om, at der er en trend i november måneds film i biografen, som kan sammenfattes under overskriften: Kvinder på kanten, hvad enten det gælder den personlige og mentale kant eller deres livssituation.

I blockbusteren ”Terminator: Dark Fate” slås tre kvinder for livet mod en næsten uovervindelig dræberrobot. Og i den danske komedie/tragedie ”Ninna” handler det om et voksent dampbarn af en mor, der tonser gennem livet uden filter.

Sat over for disse to film, virker Sergei Dvortsevoys film ”Ayka” helt anderledes realistisk. En 1 time og 40 minutter totalt usentimental og isnende flugt gennem Moskvas snedækkede gader.

Allerede i startscenen slås det fast med syvtommersøm, og her er en film, der ikke lægger fingrene imellem, men lige fra første sekund går fra slemt til værre.

Den unge kirgisiske kvinde Ayka flygter ud af et vindue på den klinik, hvor hun lige har født, og hvor hendes nyfødte baby stadig befinder sig. Herfra styrter hun stadigt blødende efter fødslen direkte hen til et trøstesløst job på en fjerkræfabrik, hvor hun metodisk står og flår alle fjerene af de døde høns.

Som tilskuer kastes man hovedkulds ind i historien og må selv sammenstykke baggrundshistorien ud af de sparsomme spor, der er strøet ud undervejs. Lad mig – uden at spoile noget – sammenfatte Aykas situation til, at hun er kommet til Moskva fra Kirgisistan, at hun har lånt en masse penge hun ikke havde råd til fra en lånehaj til at åbne en klædefabrik, at hun nu er pengeløs og kun har en madras at sove på i en overfyldt lejlighed og en arbejdstilladelse, som er udløbet.

Det er næsten ikke til at sige, hvilket problem der er værst, men jeg holder på arbejdstilladelsen. Det betyder nemlig, at stort set ingen tør ansætte hende. Og dem, der vil, er typer som direktøren på fjerkræfabrikken, der ikke har nogen som helst samvittighedskvaler ved at stikke af uden at betale de ansatte løn.

Og sådan er det hele vejen. Over den uge, hvor man følger Ayka, forsøger hun mere og mere desperat at få først det ene og så det andet job, men alt mislykkes på mest fortvivlende vis. Da det endelig lykkes hende at få en tjans med at skovle sne i den iskolde by, er hun mere død end levende på grund af blødningerne efter fødslen.

Det er hårdt at se på, faktisk næsten ubærligt. Som tilskuer rives ens følelser ikke bare af led over hendes nærmest håbløse kamp. Man bliver også fra første færd offer for sine egne fordomme, for hvilken kvinde forlader sit barn på den måde?

Der er ikke et mikrogram glamourøsitet over Ayka, eller nogen forsonende træk. Ej heller noget som helst smukt ved hendes kamp. Faktisk slås man for at fatte sympati for denne kvinde. Men samtidig er det filmens store styrke, at den tvinger tilskuerne til at stirre lige ned i det sorte hul, Ayka befinder sig i, og får os til at indse, hvordan sådan et liv udsletter al menneskelighed så det eneste, der er tilbage, er ren indædthed for at overleve.

Det håndholdte kamera følger Ayka uden stop, og foran vores øjne leverer Samal Yeslyamova en aldeles suveræn præstation, hvor hun uden mindste blufærdighed kaster sig ud i denne fornedrelsens tour de force. Det gør hun med en underspillet indlevelse, der gang på gang får filmen til at fremstå nærmest dokumentarisk. Så det er ikke bare fuldt fortjent, at hun sidste år vandt prisen for bedste skuespillerinde i Cannes for rollen. Det er en uomgægelighed.

”Ayka” er en film, man næsten ikke har lyst til at se, men man bør gøre det alligevel, for den er fremragende.

Ayka – 100 minutter – Rusland – Instruktør: Sergei Dvortsevoy – Medvirkende: Samal Yeslyamova, Zhipara Abdilaeva, Sergey Mazur m.fl.