Filmanmeldelse: Onkel – Medmenneskelig dansk hverdagsrealisme
En ung kvinde vågner op i værelset på den gård i Sønderjylland, hvor hun bor. Hun tager tøj på og går derefter ind og vækker sin gamle, halvinvalide onkel og hjælper så også ham i tøjet. Bagefter spiser de morgenmad sammen i tavshed. Onklen får en krydderbolle og pigen en skål yoghurt, som blandes med müsli.
Da det første ord falder i instruktøren Frelle Petersens nye film ”Onkel”, er der gået 8 minutter og 43 sekunder.
Frelle Petersen har været der før på film – altså i Jylland. Han debuterede i 2016 med det socialrealistiske hævndrama roadmovie ”Hundeliv”. En film der til fulde levede op til alle de indgroede forventninger om det mørke Jylland, hvor alskens vold og overgreb lurer bag de forfaldne facader.
Denne gang har han imidlertid valgt en anden tilgang og dykker ned i en hverdagsrealisme, som er så naturtro, at det mange steder minder om en dokumentarfilm, hvor man som tilskuer blot er fluen på væggen.
Kris har på tragisk vis mistet sin mor, hvorefter hendes far begik selvmord. Herefter flyttede hun ind på sin onkels gård, mens hun gjorde gymnasiet færdigt.
Dengang var rollerne byttet om, og han tog sig af hende. Men efter, at han fik et slagtilfælde har Kris udviklet en nærmest moderlig omsorg for sin onkel og overtaget ansvaret for gårdens besætning af malkekvæg og den årlige høst.
De to lever et stille liv koncentreret om de daglige rutiner med at fodre, malke og muge ud kun afbrudt af den ugentlige tur til den lokale brugs og besøgene på forældrenes gravsted.
Her møder hun den jævnaldrende kirkesanger Mike, og der opstår en fascination i mellem de to. Mike vil imidlertid til København for at læse til ingeniør, og da den venlige dyrlæge Johannes vækker Kris’ egne bortgemte dyrlægedrømme, begynder hun at spekulere på, om der mon er et andet liv uden for gården, og det ansvar, hun har påtaget sig.
Men tør hun overlade sin onkel til sig selv? Og kan hun leve med sin samvittighed, hvis det værste skulle ske?
Det stille drama udspiller sig for øjnene af os befriende nært og ægte. Mere end valget mellem det stille gårdmandsliv i Jylland og et studieliv i København med en kæreste, handler ”Onkel” om Kris’ forsøg på overhovedet at få plads til at være tilstede som individ ved siden af sin altoverskyggende omsorg for onklen.
Det er også en film helt uden en antagonist. Onklen er ikke en ond person, der holder på Kris mod hendes vilje. Tværtimod kan han godt forstå, hvis hun vil noget andet.
Og deres liv sammen er heller ikke trøstesløst. Selv om hun fastholdes i sin hverdag på gården, lever de to efter årstidernes skiften og i samhørighed med både hinanden og dyrene.
Hvis man føler, at familieskabet mellem de to føles 100 procent troværdigt, så er det ikke uden grund. De to hovedrolleindehavere Jette Søndergaard og Peter Hansen Tygesen er nemlig også onkel og niece i virkeligheden, hvor Søndergaard er uddannet dyrlæge og Tygesen landmand på den gård, hvor filmen er optaget.
Frelle Petersen får det optimale ud af sine to hovedpersoner både når de er stille sammen, og når de sidder og spiller scrabble og onklen omhyggeligt slår hvert ord efter i den store, grønne retskrivningsbog
”Onkel” kan føles langstrakt i nogle passager – særligt i første halvdel af filmen – og meget af dramaet foregår mere på det indre end det ydre plan. Men det er lykkedes Frelle Petersen at fortælle en historie, som bider sig fast og lever hos en, også når filmen er slut. Samtidig viser han på smukkeste vis, at Jylland er andet end mørke, incest og voldspsykopater. Det er også medmenneskelige historier som denne, som vi alle kan relatere til.
Onkel – 106 minutter – Danmark – Instruktør: Frelle Petersen – Medvirkende: Jette Søndergaard, Peter Hansen Tygesen – Ole Caspersen – Tue Frisk Petersen m.fl.
